Løsrivelse - Færdig

En danskstil med titlen Løsrivelse, som er baseret på en del af mit liv, jeg altid vil hade. Den handler om et tab jeg har lidt, og jeg har ikke været den samme siden.

5Likes
21Kommentarer
1911Visninger

1. Løsrivelse

Prolog:

Løsrivelse kan være mange ting. Den kan være fysisk, den kan være mental. Men en ting er sikkert. Ved løsrivelse er der altid nogen der mister. Ikke altid den samme. Ikke altid begge parter. Men der er altid nogen der mister. Nogen gange er der endda nogen der vinder.

Desværre var jeg en af dem der mistede…



Historien:

“Måske skulle jeg prøve.” Elena snakkede i telefon med Bonnie, hendes 2. Bedste veninde. De snakkede om at Elena skulle komme på prøve som hestepasser hos Frederiksens Isheste, ude ved Fussingø skov. Det var et turridning og ponyudlejningssted med Islændere og Shetlændere. Bonnie var selv hestepasser derude, og var rigtig glad for det. Og Elena ville da heller ikke være i tvivl hvis ikke det var fordi hun allerede passede en pony på sin rideskole. Og endda en pony hun elskede meget højt.

“Ja, vi ses.” Elena lagde på og gik ned på gårdspladsen.



Den 3.august 2009 skete der noget afgørende. Elena sad og skrev med de andre passere på hendes rideskole da tonen pludselig blev ændret. Ord som luder og bitch fløj hen over skærmen. 1 time senere fandt Elenas mor beskederne.

Hun tog et hurtigt valg. Elena måtte ikke længere komme på rideskolen. Aldrig mere.

Elena skreg én gang og tårerne løb ned af kinderne på hende.

Hun lagde sig i sin seng og kiggede op i loftet.

Bølgerne af smerte der kun havde skvulpet imod hende, rejste sig nu i deres fulde højde og skyllede ind over hende, trak hende dybt ned.

Hun kom ikke op igen



Tiden går. Selv når det virker umuligt. Selv når hvert eneste tik fra sekundviseren gør ondt, som blod der dunker under et sår.

Tiden følger en ujævn vej med besynderlige snoninger og slæbende langsomme øjeblikke.

Men den går.

Selv for mig…

- Elena Gilbert



“Herude på Frederiksens Isheste sætter vi hestenes trivsel meget højt, vi…”

Maja Frederiksen snakkede i et væk om Frederiksens Isheste.

“Kan du ride uden sadel?” spurgte hun.

“Øh, ja?” svarede Elena tøvende.

“Godt, for det gør vi meget herude,” grinede hun.



De kom töltende og travende rundt om hjørnet. Hele holdet fra Frederiksens Isheste.

Elena, Bonnie, Lexi, Caroline, Vicki, Anna og Katherine.

Alle pigerne smilede. Ud over Elena selvfølgelig. Men det var der ingen der undrede sig over mere.

Det gjorde hun aldrig.

Den eneste der vidste hvorfor, var Bonnie.

Elena var blevet hestepasser på Dúfa, en Islænder hoppe på 17 år.

Dúfa var en temperamentsfuld ældre dame. Både aggressiv og dominerende.

Nogle gange drev hun Elena til vanvid.



Da Elena kom hjem den dag, gjorde hun som så mange gange før. Hun satte sig ind på sit værelse, satte noget musik på og… Ingenting. Hun sygnede hen.

Og pludselig skreg hun.

Det var udelukkende et smertensskrig. Uvilkårligt og ufrivilligt.

Men det var normalt, og hun havde godt vidst at det ville ske. Det skete altid når hun ikke var omkring heste. Så kunne hun ikke holde det ud. Hun havde snart ikke været i skole i en måned, og efterårsferien nærmede sig med hastige skridt. Sandsynligheden for at hun ville kunne nå at komme i skole inden ferien var lille. Meget lille.

I hvert fald hvis hun ville undgå at kollapse offentligt.



Samme aften skrev hun i sin dagbog:



Kære Dagbog. 10/10-09

Nothing makes sence anymore. Det er det eneste jeg kan tænke på. Jeg troede lige jeg var ved at falde for Dúfa, lige ved at give efter for det. Men det er ikke engang et venskab. Det er mindre. Og hvad jeg søger er klart mere. Dog ved jeg ikke hvad. Det er noget af det der gør det svært… Hvad er det egentlig jeg længes så desperat efter? For jeg ved det faktisk ikke. Den følelse jeg leder efter kan jeg ikke huske, men når jeg kommer ud for den igen, er den fuldkommen umiskendelig. Og lige præcis der tænker jeg: ‘Hvordan kan jeg dog være i tvivl om hvad jeg leder efter??’ Men lige så snart jeg forlader TSR´s stald, tager det sidste glimt af hendes smukke, velformede araberhoved forsvinder følelsen, ikke kun fra min krop, men også fra hele mit sind, alle mine erindringer. Så det jeg leder efter er altså noget umiskendeligt, som jeg af en eller anden grund aldrig kan placere, aldrig holde fast. Det er en form for fysisk og psykisk nydelse som jeg ikke kan sige hvor kommer fra. Den kommer, den fylder mig, men lige på det punkt er den fuldstændig ens med smerten. Den kommer ikke noget sted fra, den fylder bare hele min krop, hele mit sind. Og fylder det med brændende ild, ætsende syre og skærende knive. Og det bliver altid værre hvis jeg tænker på Pepsi. Hvor utroligt det end lyder, bliver en fuldkommen umuligt stor lidelse FORDOBBLET bare ved en enkelt tanke, et enkelt lille billede i mit hoved. Jeg forstår intet af det her, men det er åbenbart sådan det er?!

Hvad kan jeg gøre? Jeg må vel bare bide tænderne sammen…



- Elena Gilbert



Og det var rigtigt hvad hun skrev. Om smerten, og kærligheden. Og om Pepsi selv.

Smerten var lige så ubærlig, lige så umulig som den havde været den 3. August. Når Elena tænkte på den dato gav det hende endnu mere lyst til at skrige. Hvordan havde de dog kunnet gøre det imod hende?



Elena sad i et tog på vej til Randers. Hun skulle møde en pige hun havde mødt over nettet. Meredith.

Meredith var 15. 2 år og 10 dage ældre end Elena. Men ikke desto mindre havde de skrevet sammen i over et år, og havde en perfekt kemi. De kunne blive bedste veninder. Men samtidig var Elena nervøs. Ville de kunne enes? Ville de have noget at snakke om? Ville de overhovedet have noget tilfældes.

Men alligevel var hun taknemmelig for den nervøsitet. Den var trods alt noget andet end smerten. Under alle omstædigheder var det rart med noget afveksling.



Elena sad igen i et tog. Denne gang på vej til København.

Hun var ved at blive kvalt i smerten, men udenpå lod hun sig ikke mærke med det.

De sidste 3 dage havde været en drøm. Ikke en eneste gang havde hun mærket smerten, mærket savnet. Meredith var hendes nye medicin. Den eneste person i verden der var helt i samme univers, helt på samme bølgelængde. Og den eneste person i verden der kunne få smerten til at gå helt og aldeles væk, selv hvis hun tænkte på alt hvad hun havde mistet.

Men når smerten kom tilbage efter sådan en pause var den så kvælende, så altødelæggende at det ikke var til at holde ud. Dog holdt Elena det ud. Det gjorde hun altid.



”Er du sikker på at du vil stoppe herude Elena?” sagde Maja.

”Ja.”

”Jamen okay. Held og lykke fremover. Jeg håber du får det godt,” svarede Maja.

”Tak.”

Sådan talte Elena altid nu. Utryksløse enstavelsesord.

Der var gået 10 måneder siden hun startede på Frederiksens Isheste og nu var det altså slut. For altid.

Farvel Dúfa, Nókkvi og Molly, hviskede hun for sig selv. Så lagde hun sig på sin seng igen.

Men ikke særlig længe. Nu gik jagten ind. En jagt der aldrig kunne blive rigtig succesfuld.

Hun gik ind på www.heste-nettet.dk. Hun oprettede en annonce.



13-årig pige søger part.

Hej J
Jeg hedder Elena og er 13 år. Jeg er lige begyndt på mit 5. år som rytter.

Jeg søger en allround part, tur part eller spring part. Dog helst allround.

Jeg søger IKKE dressur parter. Dette betyder ikke at jeg kan ride dressur eller at jeg slet ikke vil, men søger ikke en part hvor jeg udelukkende skal ride dressur.

Jeg rider dressur på LA niveau og springer på LB niveau. Dog kan jeg dressur øvelser op til MB niveau.

Jeg søger part 2-4 dage om ugen.

Hesten/ponyen skal være 135-160 cm høj. Indtil videre har jeg dog kun redet lidt hest, men det jeg har redet har været gode oplevelser.

Jeg vil selvfølgelig behandle din hest/pony som var det min egen J



Jeg håber jeg hører fra dig ;)



Mvh. Elena.



Elena fik 2 svar på den annonce. Det første kom fra en kvinde med en pony der hed Coco.

Hun prøvede ham d. 3.marts 2010.

Han var lidt doven, og egentlig ikke noget for Elena. Hun var lige ved at takke ja alligevel, da hun modtog det andet svar.

Svaret kom fra en kvinde ved navn Louise, vedrørende en pony ved navn Martell.

Ham tog hun så ud og prøvede.

Og var solgt.

Ikke som hun havde været det med Pepsi. Selvfølgelig ikke. I det øjeblik tanken strejfede hende, blev hun gjort opmærksom på smerten der stadig brændte i hendes krop. Mest af alt i hendes bryst. I hendes hjerte.

Elena havde ikke sovet mere end 2 timer siden d. 3.august. Og 2 timer var en god, lang nat.

Normalt blev det ikke til mere end en halv time, måske fik hun overhovedet ikke sovet.

Og manglende søvn gavnede hende ikke. Smerten virkede stærkere. Var sværere at holde ud når hun var træt. Sværere at ignorere. Men samtidig var hun også ved at vende sig til smerten. Den var sådan en naturlig del af hverdagen nu at det kun var om aftnen, eller når nogen mindede hende om Pepsi at hun tænkte på smerten.



Hun fik part på Martell d. 1.april.



I maj blev han tilredet bidløst, og så foregik alt på hans præmisser.



I sommerferien skete der igen noget afgørende for hende. Hun havde lige stået op på Martell for første gang. Samtidig havde hun hørt sangen Innocence med Avril Lavigne.

Noget af teksten klingede stadig i hendes hoved.



Waking up to see that everything is okay.

The first time in my life and now it’s so great…



This innocence is brilliant. I hope that it will stay. This moment is perfect. Please don’t go away. ’Cause I need you now. And I’ll hold on to it, don’t you let it pass you by…



I found a place, so safe, not a single tear. The first time in my life and now it’s so clear. Feeling calm, I belong, I’m so happy here…



Hun vidste ikke hvorfor det netop var disse ord der stod så klart, men den dag gik to ting op for hende.

1. Hun havde revet sig løs.

2. Løsrivelse betyder ikke altid at stoppe med at savne, eller at glemme. Det betyder bare at lære at leve sit liv rundt om smerten og savnet.


The End



Epilog:

Dette er en sand historie, baseret på mit liv, og mine erfaringer.
Min smerte.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...