Man kan ikke gemme sig for noget, som ikke er der...

Clary er flyttet op til sin far i L.a. Det nye hus er enormt, og alt virker som en uvirkelige drøm. Og det er det. Clary får hurtigt fjender både dem hun kan se, og dem hun ikke kan... William dukker op på mystiske tidspunkter, og oprører sig underligt. Der er et mørke omkring ham, men Clary er alligevel tiltrukket.
Noget rører på sig henne ved gardinet. En lyd. Et skridt. Et støn. Og et grin...

3Likes
3Kommentarer
2226Visninger
AA

6. Skrinet

I den lille kasse lå der et smykkeskrin. I sølv med mønstrer på i former jeg aldrig før havde set. Jeg tog skrinet op ad kassen og nærstuderede det. ”Prøv at åbne det”, sagde Will. Jeg nikkede som en robot, mens jeg åbnede det. Inden i skrinet var, der et blødt, blodrødt fløjlsstof der prydede det smukke skrin inden i. Og der! Der lå en smuk sølv kæde blandt det røde fløjl. Jeg blev fuldt med chok, og beundring. Chok over hvordan min mor havde kunnet finde et så smukt et stykke smykke, og beundring over at hun ville give mig sådan et. Jeg tog kæden op. Den var enkel og elegant. En halskæde. Jeg tog den på i tavshed, mens Will sad stille ved siden af mig. Han havde et ansigt, som jeg ikke kunne læse. Frygt måske? Eller var det også beundring, der lyste ud af ham? Jeg kørte en finger hen over kæden, og mærkede noget, som burde have været glat som resten af kæden. En sten? Jeg så mig i det lille spejl, der var i skrinet. Og jo rigtigt nok. Et lille vedhæng, men en sten i. Jeg vendte hovedet mod Will, hans læber bævrede, som om han frøs, som om han ville sige noget der ikke kunne komme over hans læber. Han så på halskæden med afsky. ”Kan du ikke lide den?” spurgte jeg med en undren. Nu så han mig ind i øjnene. Der gik lidt tid før han svarede. ”Tjo den er fin, men den passer ikke til dit tøj”. Jeg så ned af mig selv. Mit tøj var enkelt, og der burde overhoved ikke være noget problem i det, men så bevægede han sig om bag mig. ”Hvad laver du?”. ”Jeg tager bare den kæde af, og så kan du tage den på en anden gang” sagde han med afsky i stemmen. Kæden gled langsomt af mig hals, og ned i min hånd. ”But hellere den ned i skrinet igen, og gemt den væk under sengen”. Jeg vendte hovedet med et ryk. Hvorfor skulle han bestemme over mig på den måde? Men jeg mødte ikke et ansigt der ville bestemme. Tværtimod smilede han et så sødt smil, der får en til at føle sig så godt tilpas i maven, at man bare har lyst til at dåne! Så kæden kom ned i skrinet, men så op på mit natbord. ”kom” sagde han. Jeg nåede lige at stille skrinet, da han tog min hånd og førte mig op i senge igen. ”Hvad er der?” spurgte jeg. Der var noget skræmmende over ham, men alligevel noget helt specielt, noget jeg ikke kunne beskrive. Måske hans opførsel? Eller hans blå øjne? Han svarede ikke på mit spørgsmål, men satte sig midt på sengen, og klappede med hånden, der hvor han mente jeg skulle sidde. Jeg så ind i hans øjne, og så noget bevæge sig derinde. Et mørke?
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...