Bag masken

Sara er... hun ved det end ikke selv. Da hun prøver at finde sig selv, sin egen stemme, sit eget ansigt, egen mening, ender hun ude på dybt vand med faren ventende under overfladen.


4Likes
2Kommentarer
1556Visninger

2. Facaden

Hendes hånd blev revet mod murens ru tekstur. Selvom den skadede hendes svage, pergamenttynde hud, følte hun sig tryg. Muren ville hende intet ondt. Hun var selv skyld i den muligt forekomne smerte. Smerten, Sara mestrede at ignorere. Hun smilede ad blodet. Studerede det intenst. Den skinnende, røde og fyldige væske der fossede ud af hendes håndflade. Hun tørrede det af på muren for at afmærke den. Sara havde befundet sig ved muren. Dens facade var lige så hård som hendes egen. Dog med den undtagelse, at Saras facade ikke var virkelig. Ligesom hendes hud, var hun svag. Skrøbelig. Krøllede sig sammen ved den mindste berøring. Troede hun. Sådan virkede hun da når hun var alene? Hun kendte ikke sig selv. Det måtte hun erkende. Det eneste virkelige ved hende, var det blod der strømmede ud fra såret i hendes hånd.

Hendes maske af hårdhed skjulte hendes virkelige jeg lige så vel fra hende selv som fra resten af hendes omgangskreds af populære individer. Masken virkede lige så godt som make-up, der skjulte alle fejl. Masken skjulte blot ikke kun hendes fejl, men hele hendes personlighed.

Saras egen usikkerhed omkring sig selv, slog hende ud af balance. Hun gik på en tynd tråd, og klamrede sig til sin bevidsthed. Grunden under hendes linegang, var et blackout. Sort, og uigenkaldeligt desorienterende. Hun vidste snart ikke hvad hun var, hvor hun var, hvem hun var. Sara. Et navn. Det var hun sikker på. Hun kendte efterhånden kun sit navn. Faktummet, at den stenhårde facade hun havde opbygget om sig selv, ikke var ægte, hjemsøgte hendes søvn. Drømmeløs.

Blodet var stoppet med at flyde. Hun fandt sig selv i en stilling med blikket vendt mod muren, håndfladen presset mod dens facade. Ned af hendes kinder, løb tårerne igen. Tegnet på menneskelighed. Håbet om at finde sig selv, størknede på kendes kinder. Hendes bluse var våd af håb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...