Bag masken

Sara er... hun ved det end ikke selv. Da hun prøver at finde sig selv, sin egen stemme, sit eget ansigt, egen mening, ender hun ude på dybt vand med faren ventende under overfladen.

4Likes
2Kommentarer
1469Visninger

1. Masken

Sara så ud af vinduet. Der var dråber af vand på indersiden af det. Det var farvet i mange farver, alle i de samme toner som hendes øje. Der var vand på gulvet. Det var en halv meter dybt allerede. Hullet i loftet bar skylden til dette fænomen. Stolen hun sad på var høj – nok til at kun hendes fødder var våde. Hun græd. Sølle, mente hun selv. Men hun kunne intet gøre ved realiteten om denne kiksede handling, som hun var fuldt ud imod, at hun gjorde.
Alligevel var hun glad. Glad for denne, for en gangs skyld, menneskelige handling. Den fik hende til at smile i mellemrummene mellem de krystalklare tårer. Hun mistænkte tårerne for, at være hende. I modsætning til alt andet hun var. Hun vidste det dog ikke. Havde aldrig forsøgt at finde ud af det. Fejl. En stor fejl. Mente hun.

Masken var indbrændt i hendes hud. Den havde nedslidt hendes rigtige jeg. Hendes minder om hende, Sara, den hun var. Hun ville prøve at genetablere sig selv gennem tårerne der blødte på hendes kinder. Huden sved under dem, og efterlod en rød kulør.

Et smil spillede på en udenfraståendes læber. Hun vrængede af ham. Han gik. Med en hovedrysten.

At miste sig selv, var som at få hukommelsestab, eller miste en nær ven. Selvom hendes facade altid havde fraholdt hende fra at have en ægte ven. Det gjorde hendes maske depressiv at tænke i de farver, de triste. I stedet påtog hun sig en ny maske, oven på den gamle. Dækkede hendes svagheder og fejl til.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...