Blodrøde læber

Samantha og hendes veninder elsker det vilde byliv med masser af fester. Men en ellers helt normal aften ændrer Samanthas liv sig for altid. En mystisk fyr kysser hende på halsen og det gør ondt. Hendes veninder kan ikke se det blodige sår. Og Samantha opdager ændringer ved sig selv. Så hun beslutter sig for at opsøge fyren for at finde ud af hvad der er sket med hende.

Mit bud på en vampyrkærligheds historie :D

5Likes
21Kommentarer
3077Visninger
AA

7. Klubben

Jeg drev omkring i byen og ventede. Det var som om tiden sneglede sig af sted. Udelukkende for at irritere mig. Jeg kiggede ind af et butiksvindue. To piger kiggede på kjoler. De grinte og fjollede. Den ene virkede bekendt. Hun havde en nedringet pink kjole på og meget høje stiletter. Hun mindede mig om Diana. Deres hårfarver lignede hinanden. Okay Diana havde haft mere blå øjne og hendes hud havde været meget lysere. Diana. Jeg savnede hende. Okay hun havde været ude i stedet for at pylre om mig. Jeg havde handlet helt igennem egoistisk. Sådan var Diana. Hun havde det sjovt. Nu var hun ikke andet end en død krop. Min veninde var væk. Jeg kunne ikke tage tilbage. Catrine hadede mig nok. Og jeg var farlig. Jeg kunne godt styre mig. Da jeg så hende. Og med den gamle dame. Men hvis vi skændtes. Hvis jeg blev vred...
Jeg turde ikke tænke på det. Jeg kunne ikke gøre det mod Catrine. Jeg...
Jeg måtte skynde mig ned på klubben og finde ham. Han var nødt til at forklare mig det. Og gøre et eller andet. Hvad ved jeg? Et ellerandet så jeg blev normal igen!!

Musikken dunkede inde fra klubben. Dørmændene log mig slippe ind uden vrøvl. Luften var tæt og varm. Der var masser af mennesker mast sammen i lokalet. Og de duftede appetitvækkende. Jeg prøvede at lade være med at fokusere på det. Mine øjne flakkede rundt i lokalet. Han SKULLE bare være her. Han skyldte mig en forklaring. Jeg kunne ikke se ham. Jeg var ved at panikke. Jeg kunne ikke klare endnu en dag. Jeg var nødt til at finde ham.
Så fik jeg øje på ham. Han stod lænet op af væggen med armene over kors. Han havde solbriller på og stirrede ud i luften. Jeg småløb over til ham. Han så ikke ud til at bemærke, at jeg stod foran ham. Eller også ignorerede han mig bare.
"Hej" sagde jeg stille
Han kiggede endelig på mig. Gad vide om han kunn genkende mig. Det var ikke til at se med solbrillerne på.
"Hej" svarede han med løftende øjenbryn
"Du skylder mig en forklaring!" jeg kom ubevidst til at hæve stemmen. Til min overraskelse grinte han dæmpet.
"Gør jeg? Gør jeg virkelig det?"
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...