A Beautiful Melody <3 (JB)

En historie, jeg også har sat ind på GSM.
Julia lever et normalt liv med sine mange søskende, imens hendes forældre sjælden er hjemme. Hendes liv ændre sig, da Justin kommer ind i hendes liv.

8Likes
18Kommentarer
3699Visninger
AA

2. Vreden & frygten. Kap 2.

Vreden & frygten. Kap 2.

Mit værelse var helt gult af gule sedler. Værelset var køligt, eftersom vinduet var åbent.
Jeg gik hen og læste sedlerne. Den første, jeg så, var: 'EGOISTISKE MØGUNGEN!' med store bogstaver. Det hev pulsen fra mig. Jeg stirrede på dem alle sammen. Der stod kun onde ting på alle sedlerne.
Min hånd fumlede med det samme med min mobil. Jeg gik ind i kontakter, uden at fjerne blikket fra alle det trusler, der stod på alle det papirs sedler. Jeg ringede direkte til Amy, som var den første, der stod i min kontaktbog.
”Hej, Julia!” sagde hun glad og totalt ubevidst om, at jeg stod i en alvorlig og faretruende situation.
”Hej.” Min stemme lød skingert.
”Hvad der galt?” spurgte hun mere alvorligt.
Jeg sank en klump, inden jeg begyndte, at tale. ”Ring til Madeleine og Mary og sig, de skal komme hjem til mig. Og du skal også komme.” Min stemme var tonløs.
”Okay ...” sagde hun inden jeg lagde på. Jeg boede tæt på de tre. De boede på min vej.
Jeg lagde mig ned på min seng og prøvede, at lade vær med at tænke på alle de grusomme papir omkring mig.
Hoveddøren nedenunder gik op. Jeg fløj næsten en meter op af chok. Jeg kunne høre Jeremys stemme hilse på min mor. Jeg rystede på hovedet og lagde mig ned i min seng igen.
Det føltes som en evighed til de kom. Endelig bankede det på døren. Det var nok bedst, at jeg åbnede, da det slog mig, at selveste Justin Bieber var i mit hus.
”Jeg åbner!” råbte jeg inden min mor åbnede. Jeg løb ned af trappen og ud til hoveddøren.
Madeleine, Amy og Mary stod der og lignede tre store spørgsmål.
”Kom ind,” sagde jeg. Jeg gik en omvej rundt om stuen, op af trappen og ind på mit værelse, så de ikke så Justin.
”Se,” sagde jeg.
”Oh, my … Vi anmelder det til politiet!” sagde Amy helt chokket. Hun gik over og kiggede nysgerrigt på sedlerne, som Mary og Madeleine også gjorde.
”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, men jeg siger intet til politiet!”
”Hvem er … Vent! Se den her!” Madeleine pegede på en af sedlerne. ”Det din skyld, at Justins forældre skilles ...” Hun kiggede forvirret på det. ”Kan det være på grunde af dét?”
Jeg svarede ikke. Jeg stod som mundlam. Jeg havde fået svar nok. Det var ikke min skyld.
Sindssyge, dumme fans, Justin har. Og det skal gå ud over mig.
”Øh, det … Kan vi ikke ringes ved? Jeg har gæster,” sagde jeg og gav dem et skævt smil.
”Er du sikker? Vi kan godt blive og sove her, hvis det er?” spurgte Amy hjælpsomt.
”Nej, tak. Jeg klarer mig. Vi ses.” Jeg krammede dem hurtigt og nærmest skubbede dem ud af døren. Jeg var ikke bange for de trusler mere. Jeg havde fået svar, og de gav nok sedlerne til mig som en lille advarsel.
Jeg fulgte dem ned af trappe, en god omgang rundt om vores stue og ud af døren.
”Nå … Ehm, ses Julia!” sagde Amy. Madeleine og Mary forholdte sig stille.
”Julia!” kunne jeg hører min mor sagde ude i stuen. Jeg lukkede døren efter dem.
”Hvad?” spurgte jeg og var på vej op på mit værelse. Jeg vidste allerede, hvad hun ville sige: kom og mød vores nye familiemedlem – Justin Bieber! Ha! Det var noget at grine af!
Hun svarede ikke, så jeg gik op på mit værelse. Jeg vidste, at det generede hende, at jeg ikke bare gik over og sagde hej til min halvbror.
Jeg lagde mig ned i min seng, hev dynen over hovedet og lukkede øjnene.

”Julia!” Min mor bankede på døren. Jeg slog øjnene op med et sæt.
”Mm?”
”Vi skal på restaurant. Kommer du?”
”Jaer.” Jeg rejste mig træt op. Min krop var helt slatten og træt. Jeg satte mig på senge kanten og hvilede mine øjne lidt. Tilsidst tog jeg mig sammen g gik ud på mit badeværelse. Jeg vaskede mit make-up af, som kun bestod af lidt mascara. Jeg tog noget nyt på og redte mit hår. Jeg elskede mit hår. Det gik mig til hoften, og der var altid lange, mørkebrune slangekrøller i og glansfuldt.
Jeg smilede tilfreds i spejlet og gik ud af døren. Det var så dér, jeg opdagede, at jeg havde låst døren. Men lige da jeg skulle ud af døren, kiggede jeg ned af mig selv; hvid T-shirt, som var så lille, at den gik mig over navlen og joggingbukser på. Sådan gik man nok ikke ind i en restaurant.
Jeg skyndte mig hen til mit tøjskab og fandt min yndlings kjole: en mørkeblå kjole, som var stramt ved brystet og ned til hofterne og gik så løst ned til knæene. Kjolen var af ægte, blødt silke, som matchede til mine blå øjne. Min far og mor elskede, at se mig i den. De sagde, jeg ser så smuk ud i den.
Jeg tog mine højhælede, sorte gladiator sko på og gik ned af trappen.
Kelly havde en fin, lyserød kjole på. Oscar kom kravlende mod mig.
”Ba!” skreg han op og gjorde tegn til, at jeg skulle bærer ham. Jeg tog ham op i mine arme. Han var så let og lille, at jeg kun behøvede holde ham i den ene arm.
Oscar sad og prøvede, at udtale mit navn rigtig, imens vi ventede på de andre.
”Hej,” sagde en blød, venlig stemme, imens jeg sad og betragtede Oscars blå øjne. Jeg løftede hovedet.
”Hej … Justin.” Jeg vidste ikke lige, om jeg skulle række hånden frem, kramme ham, spørger om autograf eller skrige.
Jeg valgte, at holde mig tavs.
De andre kom ind. Vi gik uden for. Et lille gisp røg over mine læber. ”Wauw! En Lamborghini!” sagde jeg. ”Fed bil.”
”Tak,” sagde Justin.
”Er den ny?”
”Well … Jeg fik den til min fødselsdag.” Han smilede bredt.
”Snyd,” mumlede jeg. Jeg kunne desværre ikke få kørekort endnu. Jeg var kun 15 år, så der var et år og nogle dage, som det nu tog på en køreskole.
Vi delte bilerne op; min mors Poche, Jeremys sorte Audi og Justins hvide, skindene bil. Vi var for mange til at være i én bil.
Vi sad på en fin restaurant. Tjenere hoppede rundt med 80 tallerkner på hver arm. Der var ingen andre kunder end os.
Jeremy og min mor snakkede for livet løs, imens vi andre holdte os tavse. De snakkede om deres arbejde, økonomi og alle de tinge, voksende snakkede om nu om dage.
Jeg overvejede lidt, om jeg skulle starte en samtale med Justin, men så meget mod havde jeg ikke. I stedet spurgte jeg Sarah og Kelly: ”Hvordan gik det i skolen?” Kedeligt spørgsmål, men jeg kunne ikke finde på andet.
”Fint,” svarede de begge. Jeg sukkede og rystede kort og hurtigt på hovedet, så mit pandehår gik væk fra øjnene. Det var en gammel vane, jeg havde nogle gange.
Det samme gjorde Justin. Et fnis var ved at komme ud af mine læber, men nåede lige, at standse det.
Jeg sad lidt og stak til min salat.
”Hvad med, at vi alle ni tager på en rejse, så vi alle lære hinanden bedre at kende?” spurgte min mor. Hun kiggede på os alle sammen, som forholdte os tavse hele tiden.
”Nej!” røg det ud af munden på både mig og Justin.
”Hvorfor ikke?” spurgte Jeremy.
”Vi kan tage til Spanien, Bahamas … Florida!” Min mor smilede stort.
Jeg rystede opgivende på hovedet.
De alle – undtager mig og Justin – snakkede om den ferie, vi måske skal på. Til sidst besluttede de, at vi skulle til Florida. Det blev nok ikke til noget …

Justin og Jeremy skulle sove hjemme ved os, da Justin skulle holde koncert ikke så langt herfra. Det var nok bare Jeremy, som ville være sammen med min mor.
De skulle sove på to af vores gæsteværelser. De var begge meget store; på størrelse med vores andres.
Nu lå jeg i min seng. Jeg læste alle paprissedlerne igennem. Klokken var cirka 3.15 om natten. Jeg valgte, at hive dem alle ned, selvom det ville tage en evighed. Jeg hev dem ned. De var selv under border og stole, under sengen og det hele. Klokken var nu 3.30.
Jeg kunne hører noget stille, lavt musik ude fra gangen. Jeg ignorerede det, men da jeg førte en så fin og blød stemme synge, blev jeg nysgerrig.
Jeg gik ned af trappen og ned til 2 etage og fulgte efter musikkens lave toner. Der var helt mørkt på gangen. Tilsidst endte jeg ved en dør, som var på klem. En lille lysstråle strålede ud fra døren, som var på klem. Jeg gik over og kiggede ind. Justin lå i sengen med guitaren over sig, imens han kiggede op i loftet. Han spillede fredeligt på den og sang stille med. Sangen lød helt perfekt; perfekte toner og perfekt sangstemme.
Han stoppede sangen og kiggede op i loftet.
”Du synger godt,” hviskede jeg og åbnede døren lid mere. Han vendte hovedet med et sæt mod mig. Hans hår faldt ned i øjnene og lavede et ”Hairflip” og det sad perfekt igen.
Jeg smilede bare til ham.
”Tak.”
”Jeg er ked af, at dine forældre måtte skilles. Du føler dig nok ikke hjemme i et fremmeds hus. Jeg kan godt forstå dig; jeg har det sådan nu – at der er nogen fremmed i mit hus, som måske bliver medlem i familien,” sagde jeg. Man kunne se på ham, at han nærmest fik klaustrofobi i dette hus og var trist.
”Du har ret. Det er sådan, jeg har det,” mumlede han. Han satte sig op i sengen og rystede sit hår væk fra øjnene. ”Hairflip”, som man kalder det. Det så så charmene ud, når han gjorde det. Så sødt.
”Du skal bare glemme det … Kom videre i livet og være sammen med alle dine fans. Det ville ikke hjælpe, du er trist. Kun gøre det værre. Tænk, at din far er lykkelig med min mor. Der er nok masser andre, du syntes, din far skulle være sammen med i stedet for min mor, men det kunne jo være, min mor var den eneste ene for ham. Men du kan altid snakke med mig om det. For os, er I i vores familie allerede.” Jeg smilede tøvende til ham. Han lyste op i et smil; et smil med glæde.
Jeg vendte mig om på hælen og skulle lige til, at gå op af trappen.
”Julia … Tak. Du ved ikke, hvor meget det betyder for mig, det, du sagde.”
”Det var så lidt. Godnat.”
”Godnat, Julia,” sagde han lidt træt.

Jeg vågnede tidligt klokken 4.19. Jeg havde kun sovet … Orkede ikke regne det ud. Jeg var ikke træt mere efter 5 minutter. Jeg følte mig helt frisk og glad. Jeg skyndte mig i tøjet: lårkorte, lyse cowboybukser, sorte, knælange gamacher inden under og en pink, løs, halvlang T-shirt.
Jeg gik nedenunder og ud i stuen. Der var helt stille. Det eneste, jeg kunne hører, var urets tikken. Det gamle, uhyggelige ur over i hjørnet. Det var min bedstemor, som havde købt den inden hun døde.
Jeg tændte fjernsynet. Jeg kunne hører glasdøren ind til stuen blive åbnet.
Justin kom ind i stuen. Han havde en rød T-shirt og mørke bukser.
Han satte sig ved siden af mig.
”Morgen,” mumlede han.
”Go' morgen.”
”Kunne du ikke sove mere?” spurgte han. Jeg rystede stille på hovedet.
”Jeg skal alligevel i skole om …” Jeg tænkte mig om. ”Nej … Kan ikke huske det.” Jeg lænede mig tilbage i sofaen og trak på skuldrende. ”Hvornår skal du til den der koncert-ting-ting?”
”I aften,” svarede han. Jeg kiggede kort på ham og så op på skærmen. Jeg kunne mærke hans blik hvile på mig, som jeg har lagt mærke til, han hele tiden gør. Jeg rømmede og sagde: ”Hvad?” og kiggede på ham. Jeg mødte hans blik – hans brune øjne, som lignede, at de skinnede hele tiden – og rømmede endnu mere.
”Ikke noget,” sagde han og kiggede mig ind i øjnene og vendte så blikket mod skærmen.
Jeg fnes. ”Har du hjemundervisning eller går du i skole?” spurgte jeg.
”Hjemundervisning.”
”Snyd.”
”Det er da ikke snyd!” sagde han, tydeligvis lidt irriteret.
”Jo. Du slipper for larmede teenager der render rundt på hele skolen.”
”Det er bedre, end en koncertsal med over 5000 skrigene piger,” mumlede han. Jeg tav. Jeg tænkte på noget andet, som var værre end det.
Jeg langede ud efter fjerbetjeningen og skruede over på en anden kanal.
”Du skal have koncert i dag, right?” spurgte jeg efter et minuts tavshed.
”Jo.”
Jeg nikkede og smilede. ”Okay … Mig og Kelly kommer. Jeg har aldrig hørt dig synge … bortset fra i nat. Du er ellers rigtig god!”
”Heh. Tak.” Han bed sig i læben og lød lidt nervøs. Måske over, han snart skulle til koncert.
Jeg klaskede ham for sjovt på skulderen – som begge gav et sæt i os – og gik op på mit værelse.

Jeg sad på min seng og lavede lektier. Jeg sad med min Ipod og hørte Rihanna Te Amo.
Klokke var ved, at blive 6, så jeg skyndte mig over og få parket min taske. Jeg tog alle de blyanter og skolebøger, som lå spredt ud over min store seng. Jeg svingede tasken over skulderen og gik ned ad trappen. Justin fyldte hele sofaen i stuen, da jeg kom ned. Han sad med papir og blyant og kiggede stift ned i papiret.
”Hej, jeg tager i skole. Øh, vores forældre vågner sikkert om lidt.” Han kiggede op fra papiret uden af løfte hovedet.
”Okay. Ses i aften til min koncert.” Han smilede. ”Jeg skal øve om et par timer. Måske er jeg her, når du kommer hjem.”
Jeg sendte ham et smil, gik ud på gangen og så ud af hoveddøren. Madeline, Mary og Amy stod der ude og ventede på mig.
”Godmorgen, Julia!” sagde Amy, løb over til mig og krammede mig.
”Morgen.” Mary og Madeline var optaget af en eller anden samtale.
”Jeg så din far i går aftes. Han fortalte, at ham og din mor er blevet skilt. Hun har fundet en anden, sagde han,” sagde Amy, imens hun kiggede bekymret på mig. ”Altså, jeg kan godt forstå, hvorfor du ikke har fortalt det til os, men du ved da, at du kan fortælle alting til mig, ikke?”
”Det ved jeg godt,” mumlede jeg. Og med dét, jeg lige havde sagt, kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde snakket, skrevet eller besøgt min far. Men jeg hadede ham. Han havde ikke været en god far. Han råbte altid af os. Han slog os – eller han slog kun mig. Jeg havde blå mærker, fordi han slog mig med en knippel. Ingen vidste – undtagen Amy – at han havde slået mig. Nu var det også snart 7 år siden, han havde gjort det.
Amy tog en arm om skulderen på mig.

Jeg ventede ude i kantinen på de tre. De havde kemi og fysik, så de fik senere fri.
”Julia! Lang i tid siden, hva´?” hørte jeg en velkendt stemme over mig. Jeg kiggede op i nogen velkendte, blå øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...