A Beautiful Melody <3 (JB)

En historie, jeg også har sat ind på GSM.
Julia lever et normalt liv med sine mange søskende, imens hendes forældre sjælden er hjemme. Hendes liv ændre sig, da Justin kommer ind i hendes liv.

8Likes
18Kommentarer
3710Visninger
AA

4. U Smile. Kap. 4.

U Smile. Kap. 4.

Madeleine, Mary og Amy stod med åben mund. De stirrede på Justin. Eller, Amy stirrede på mig. De stod stivnet et øjeblik. Så begyndte Madeline rette på sit nærmest gyldne hår og tog alt håret om på den ene skuldre, så man kunne se, hvor smukt, hendes hår var.
Foran dem stod en fremmed pige. Hun havde lyst hår med brune striber, som gik glansfuldt ned på midten af ryggen på hende. Hun havde grønne øjne, fyldige læber, slank krop, solbrun og ren hud. Hvorfor skulle alle være pænere end mig?
Justin, som lignede en, som bare ville væk, gik over til pigen. Pigen smilede.
”Hej, Katy,” sagde Justin. De gik i rask tempo over til den lange, sorte, skindene limousine.
”What the fuck …?” mumlede Mary, stadig med åben mund og drejede hoved for at se dem kører væk i den lange limousine.
”Julia … Hvorfor er Justin Bieber i dit hus?” spurgte Amy. Hendes stemme var skrøbelig som altid. Amy var en meget følsom person. Hun var meget, meget tynd, havde glat, brunt hår til skuldrende og kunne få meget nemt skyldfølelse og tænkte aldrig på sig selv.
”Altså ...” mumlede jeg. Jeg havde dårlig samvittighed. Jeg havde intet fortalt til dem. ”Min mors nye kæreste er …” Min stemme knækkede over. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. ”Justins far,” fremstammede jeg.
”Oh, my … God!” sagde Madeline. Et bredt smil formede sig på hendes læber. ”Hvor fedt! Oh. My. God! Det skal vi så meget fortælle til hele skolen! Det bliver så fedt og ...”
”Luk røven, Madeleine.” Vi alle kiggede mærkeligt på Amy. Det var ikke lige ”Normalt”, at Amy banede.
Madeleines mund smækkede hårdt i.
”Du er så mærkelig, Julia. Du fortæller os intet. Vi er dine veninder, og du kan fortælle os alt. Det er, som om du prøver, at undgå os.” Med de ord, Amy sagde, vendte hun sig om og gik med Mary i hælene.
Madeline stirrede lidt på mig. ”Æh … Kommer Justin snart hjem?” spurgte hun. Gal hun havde taget meget sminke på! Jeg kiggede ned af hende. Ned til op. Hun havde høje, sorte stilliter. Man kunne se, at hun havde taget en push-op bh på. Det var normalt, hun gjorde det, når hun var til fest, men aldrig om hverdagen. Hun mindede mere og mere om Diana. Selvom jeg hadede tænke sådan om mine veninder, så kunne jeg slet ikke lide hendes nye stil.
”Nej,” mumlede jeg og smækkede døren i. Jeg gav mig til, at tude. Jeg løb ind på mit værelse, da jeg kunne hører Jeremy og min mor komme imod mig.
Jeg havde mistet Amy, min bedsteveninde. Jeg havde bare været så forvirret denne uge.

Rummet var bare sort. Mere sort, end som en stjerneløs nat. Katte hvæssede i baggrunden og jeg kunne høre en tung, høj vejrtrækning ved siden af mig ...

Jeg vågnede op på min seng. Det var et kort mareridt. De andre, var ellers, som om de varede i evigheder!
Solen skinnede ud af den store terrassedør. Jeg var dækket af sved, da solen skinnede på mig. Jeg gik over og åbnede dørene og nød den kølige luft omringe mig. Jeg kiggede ud over – eller naboen fyldte næsten hele udsigten – Atlanta. Atlanta var et smukt land. Jeg følte mig hjemme her.
Jeg kunne hører, at det bankede på nedenunder. Jeg gik træt ned af trappe, imens jeg kløede i mit uldede hår.
Da jeg åbnede døren, så jeg Madeline. Hun stod storsmilende.
”Hej, Julia!” sagde hun total glad og sukkersødt, som hun ellers aldrig gjord. Hun krammede og kyssede mig på kinden. Jeg ville væde med, jeg havde læbestift på kinden. Jeg tørrede det irriteret væk med bagsiden af min hånd. ”Nå, men jeg vil bare lige spørger,” hun slog en tøset latter op, ”om Justin er hjemme?”
”Jeg ved ikke, om Justin er hjemme.”
”Det må du da vide, Julia.” Hun lød ikke sukkersødt mere.
”Jeg ved det ikke,” mumlede jeg og lænede mig mod dørkammen.
”Helt ærligt, Julia, du er så nederen!” Så smilede hun sukkersødt og sagde: ”Jeg kommer igen. Ses!” Så vendte hun sig om på hælen på sine højhæle og gik med vrikkene røv over til sit hus med sin Gucci taske svingende i sin højre hånd.
Jeg sukkede og gik op på Kelly værelse. Kelly ejede halvdelen af værelset, og drengene den anden. På Kellys halvdel, var der fyldt med Hannah Montana, Selena Gomez, Demi Lavato, Britney Spears og alle mulige kendte.
Drengene var stor fan af Muse, så de havde et par plakater af dem. Der var også plakater af halvnøgne damer. Mon det generede Kelly?
De sad alle på gulvet og spillede kort.
”Hej, æhm … Skal vi lave noget sammen?” spurgte jeg. Ingen reageret. Jeg gik ud med et suk.
Jeg kunne hører hoveddøren gik op.
”I'm back!” kunne jeg hører Justin mumlede dernede. Ingen svarede ham. Han blev sikkert fornærmet, hvis der ikke snart var nogen, som svarede.
”Okay?!” råbte jeg ned til ham. Jeg gik ind på mit værelse og mødte Justin på vejen. Han grinede af mig. Idiot.
”Pigeproblemer?” spurgte han. Jeg svarede ham ikke, men slentrede videre over til mit værelse.
Jeg smed mig i min seng. Måske kunne jeg sove en lille smule mere? Nå, nej. Jeg havde de der mareridt, jeg hele tiden fik. Jeg var ved, at blive træt af dem. Bange dem. Men inden, jeg nåede tæntke mig om, falde jeg i søvn.

Jeg kiggede rundt i den store grotte. Kæmpe store, levende stearinlys i en mat, mælkefarvede, beskidt farve, lyste grotten op. Lyset dansede rundt i det store rum.
Jeg vendte mig mod vest og kiggede igennem den uendelige gang, som jeg var sikket på, aldrig vil ende.
Jeg gik i panik. Jeg spænede mod vest. Jeg ville væk her fra, var det eneste, jeg kunne tænke. Jeg fik en bølge af klaustrofobi. Min krop gik i kramper og rystede.
Jeg skrig.

Jeg vågnede op i chok. Min vejrtrækning var hæs og var helt ude af kontrol. Jeg kiggede på mit ur. 03.12. Havde jeg sovet en hel dag?! Min mave skreg efter mad. Den måtte overleve ikke få noget mad. Jeg orkede ikke lige nu.
Det bankede på døren, og ind kom min mor.
”Du er vågen. Det tænkte jeg nok. Er du sulten?” spurgte hun. Hendes blik var bekymret, men inderst inde, vidste jeg, hun helst bare ville væk og ikke blande mig ind i mine teenagerproblemer. Så hun vidste godt, jeg var uvenner med Amy og Mary. Eller, jeg vidste ikke, Mary havde så meget imod det. Amy var bare meget følsom.
”Nej,” svarede jeg. Hun kommenterede det ikke, men gik bare lydløs ud af døren. Hun var på vej ind til Jeremys værelse. Jeg vidste det.
Jeg sad lidt og stirrede ud i luften, imens mit hjerte langsomt blev normal og min vejrtrækning blev roligt.
Så kunne jeg hører nogle stille, fredfyldte lyde. Jeg var sikker på, det var fra en guitar. Justin, tænkte jeg. Jeg gik stille ud af dørene, ud på gangen, ned af trappen og stod uden for Justins dør. Igen var døren på klem. Jeg lænede mig op af døren, da jeg kunne hører Justins talentfulde stemme synge.


”Oh
Yeah
Hmm

I’d wait on you forever and a day
Hand and foot
Your world is my world
Yeah
Ain’t no way you’re ever gon' get
Any less than you should
Cause baby

You smile I smile (oh)
Cause whenever
You smile I smile
Hey hey hey

Your lips, my biggest weakness
Shouldn’t have let you know
I’m always gonna do what they say (hey)

If you need me
I’ll come right there
From a thousand miles away
When you smile I smile (oh whoa)
You smile I smile
Hey
Baby ...”
Han gik i stå. Jeg gik også i stå. Jeg var så fordybet i hans stemme og melodien til sangen, at jeg fik et chok, da han ikke sang mere.
Jeg åbnede døren og så Justin side på sin seng. Papir, som var mast sammen til en lille klump, lå rundt omkring. Justin lignede en, som var oppe til en meget vigtig matematik eksam.
”Må jeg hjælpe? Altså, jeg har skrevet sange i mange år, og ...” hører jeg mig selv sige. Med det samme klapper jeg munden sammen. Hvorfor var jeg også sådan et nysgerrigt menneske, som bare ville forstyrre andre?
Det gav et ryk i Justin, som om han havde fået et kæmpe chok.
”Undskyld!” sagde jeg hurtigt.
Han ignorerede mig og spurgte: ”Hvorfor er du altid oppe om natten?”
”Jeg kunne spørger om det samme til dig.”
”Jeg skriver sange. Det er en del af mit job,” mumlede han.
”Hvorfor lige midt om natten?” Jeg lænede mig op af dørkammen og kiggede på ham. Han kiggede ned i sengen, og lignede en, som overvejede noget.
”Jeg bliver bare inspireret her,” sagde han så, så lavt, at jeg næsten ikke kunne hører det. Og så skete det! Han rødmede! Det var første gang, jeg havde fået en til, at rødme uden grund! Jeg havde i hvert fald aldrig prøvet, at få en kendt popstjerne til, at rødme!
”Af hvad?” spurgte jeg og kiggede mærkeligt rundt i værelset. Hvad var der så inspirerende her?
Han rødmede noget mere – som jeg næsten følte mig smigret over – og kiggede stift ned i gulvet.
”Du kan regne med mig – jeg sladre ikke,” forsikrede jeg ham.
Så tog han en dyb indånding, og sagde så lavt, imens hans kønne hoved blev rødere og rødere: ”Dig.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...