A Beautiful Melody <3 (JB)

En historie, jeg også har sat ind på GSM.
Julia lever et normalt liv med sine mange søskende, imens hendes forældre sjælden er hjemme. Hendes liv ændre sig, da Justin kommer ind i hendes liv.

8Likes
18Kommentarer
3701Visninger
AA

8. Elskværdig. Kap. 8.

Jeg vågnede med, at et eller andet slimet slikkede mig i ansigtet. Jeg åbnede øjnene og så Sofus, som lignede en, som smilede over hele hans hoved. Han stod oppe på Justins brystkasse, som havde vækket ham.
”Av, for satan, Sofus,” mumlede han. Jeg fnes. Jeg lagde armene om min lille pelskugle og krammede ham.
Pludselig kom jeg i tanke om noget. ”Hvad dag er det i dag?” spurgte jeg og sprang op af sengen.
”Lørdag,” mumlede Justin. Han tog fat i mine albuer og hev mig ned ved siden af ham igen.
”Hvad skal vi lave i dag?” spurgte jeg.
”Ved ikke.” Han trak på skuldrende og satte sig op på min mave.
”Du vejer,” mumlede jeg og daskede let til ham. Han smilede.
”Jeg skal indspille en video i dag,” sagde han.
”Hvilken en?”
”Videoen til min sang, Baby,” sagde han og lænede sig mod mig. ”Den er næsten færdig, så jeg kommer tidligt hjem,” hviskede han mod mine læber, ”så jeg kan se det nye hus.” Han kyssede mig på munden. ”Ses,” sagde han. Inden, jeg nåede svare, gik han ud af døren. Jeg sukkede og gik ud på badeværelset. Jeg lagde min mobil ved siden af mit badekar og tændte for vandet i badekaret. Imens tog jeg mit tøj af og tog sæbe i badekaret. Jeg lagde mig ned i det skummede badekar og nød det varme vand.
Idet samme ringede min mobil. Min hånd langede ud efter den.
”Det' Julia,” mumlede jeg.
”Hej, Julia! Kommer du ikke hjem til mig?” kunne jeg høre Mary sige.
”Jo!” sagde jeg glad, og rejste mig så hurtigt op fra badekaret, at vandet væltede ud.
”Okay! Kom herover nu. Amy er her også.”
”Jeg kommer.” Jeg lagde på og skyndte mig, at tage et håndklæde om mig. Jeg skyndte mig over til mit skab og tog en hvid T-shirt og nogle jeans. Jeg kunne ikke finde andet.
Så tog jeg mine sorte Kawasaki sko med mørkeblå snørebånd.
Lige da jeg gik ned af trappen, gik Justin ud af hoveddøren. En lang limousine holdte udenfor. Justin gik direkte over til den. En pige steg med det samme ud. Der var et eller andet velkendt ved hende … Med det samme vidste jeg, hvem hun var. Det var Kate, hende, som Justin var sammen med, da Mary, Amy og Madeleine opdagede, at selveste Justin Bieber var i mit hus.
De krammede hurtigt og gik ind i bilen. Bilen kørte hurtigt væk.
Jeg gik ud af døren og over til Marys hus. Hun boede i et lille hus, da hun kun boede sammen med hendes mor. Hendes far døde en måned før hun blev født. Hun havde intet imod det, da hun ikke kendte ham.
”Hej, Julia,” sagde Mary, da hun åbnede hoveddøren og så mig.
”Hey,” sagde jeg. Hun rev mig op af den lille trappe op til hendes værelse.
”Mig og Amy har købt de sejeste ting! Vi har købt ansigtsmaske, hudcreme og alle de der mærkelige ting,” sagde hun, imens hun rev mig op af trappen.
Amy sad på sengen. På skrivebordet lå der alle mulige ansigtsrens, hudcreme, ansigtsmaske, noget til neglene og alt sådan noget.
”Hej, Julia!” sagde Amy, sprang og af sengen og krammede mig.
”Vi starter med manicure,” sagde Mary og klappede en gang i hænderne. Hun tog neglefile og neglelak frem. ”Eller ...” mumlede hun. ”Vi plukker hinandens øjenbryn!” Jeg himlede med øjnene. Vi brugte alle skønhedsprodukterne hele dagen, indtil jeg snart skulle hjem og se det nye hus. Jeg havde fortalt alt det med flytningen.
Der var kun 15 minutter til, at jeg skulle hjem. Jeg proppede noget gult neglelag på mig selv.
”Er det den?” spurgte Mary, som sad foran mig. Hun rørte let ved min halskæde.
”Ja,” sagde jeg.
”Jeg sagde jo, at Julia ville finde sin eneste ene,” mumlede Amy.
”Jaja, men det var trosalt Madeleine, som sagde det,” sagde Mary. ”Åh. Hvor jeg dog hader Madeleine.”
”Hvorfor?” spurgte jeg.
”Hun har valgt, at være sammen med Diana i stedet for os.” Jeg kiggede forvirret på hende.
”Jeg vidste bare, det ville ske,” mumlede Amy.
”Jeg hader hende. Julia, lov, at du aldrig bliver ligesom hende. Gør ikke, som hun siger,” sagde Mary alvorligt til mig. Jeg trak på skuldrende og nikkede.


”Hej, Shawty,” hviskede Justin i mit øre, da jeg kom hjem.
”Hej.” Jeg vendte mig om og kiggede på ham.
”Kom. Vi skal ud og se på det.” Han tog min hånd og førte mig uden for igen. Udenfor var der allerede en stor, skindene, sort limousine.
Jeremy, mor, David, Alex, Kelly, Sarah og Oscar kom bag os.
”Sådan,” mumlede Jeremy og førte os ud til limousinen. Jeg satte mig ind ved siden af Justin på de kolde, sorte lædersæder.
Bilen startede og den bakkede ud fra den store parkeringsplads, som var stor nok til den.
Jo mere bilen kørte, jo mere fik jeg ondt i maven. Okay, vi kørte i lang tid i bilen. Længere og længere væk fra Mary og Amy, skolen og mit hjem. Dér, hvor jeg hørte hjemme, og nu skulle jeg et fremmed sted hen. Jeg ville ikke derhen. Jeg ville blive der, hvor jeg boede og hørte hjemme.
Klaustrofobien ramte mig, som et stød og jeg begyndte med det samme, at svede. Min hånd, som lå i Justins, begyndte, at stramme hårdere og hårdere om Justins hånd.
Jeg kiggede panisk rundt i bilen. Væggene kom tættere og tættere på mig. De ville snart kvase mig, hvis de kom tættere på. Jeg rykkede uroligt på mig.
Jeg fik med det samme kvalme og hovedpine.
”Er du okay?” spurgte en bekymret stemme ved siden af mig. Jeg kiggede hurtigt til min højre side og så Justin med et bekymret blik. Jeg havde lyst til, at tude. Jeg vidste ikke af hvad, men jeg vil bare lægge mig ned på gulvet og tude.
Jeg var tavs i lidt tid, indtil jeg tog mig sammen til, at svare ham: ”Jeg har det fint.”
”Det ser ikke sådan ud. Du er helt kold og ryster.” Det var først her, jeg lagde mærke til, at hele min krop rystede.
Jeg tog en dyb indånding for, at slappe lidt af, men min krop blev ved med, at ryste.
Bilen stoppede uden for et kæmpe, hvidt hus med udsigten til en stor, flot sø.
Jeg skyndte mig ud. Den friske luft omringede mig.
”Er du sikker på, du er okay?” spurgte Justin bag mig.
”Jeg har det fint,” gentog jeg. Han tog min hånd. Hans hånd var så varm i min kolde hånd.
”Nå, kom,” sagde min mor. Hun viftede med hånden mod huset. En dame med orange hår, som var i en stram knold og havde en stram, grå nederdel og en grå, langærmet trøje. Jeg regnede med, det var ejendomsmægleren. Ved siden af hende var der en dame med meget fint, stramt tøj af det fineste stof. Hun havde sort hår, som også var oppe i en høj, stram knold. Det var Trine, vores advokat.
”Hej,” sagde min mor. Hun gav Oscar til Kelly og gav hånden til Trine. Så gav hun hånden til den rødhåret.
”Maia,” hilste hun og trykkede min mors hånd.
”Stephanie,” sagde min mor. Vi hilste alle på Maia og Trine.
De gik alle ind i huset, imens jeg gik bagved med Justin. Maia viste os rundt i huset.
Jeremy og min mor havde aftalt, hvilket værelse, vi skulle have. Alle værelser (undtagen Jeremys og mors værelse) lå ovenpå.
”Og det her er også et værelse ...” sagde Maia og lavede en håndbevægelse mod værelset. Der var helt hvidt og meget stort. Gulvet var lavet af noget lyst gulv. Der var et stort vindue, som havde udsigt til den store sø. Ellers var der helt tomt.
”Dit værelse,” sagde min mor, uden at kigge på mig.
”Okay,” mumlede jeg.
Vi så hele huset igennem det meste af dagen, hørte på regninger, grunden og alle de der ting, som slet ikke interesserede mig.


Kokken var ved, at blive 22. Jeg lå i min seng med Justin. Vi sad og snakkede lidt, da jeg kom i tanke om noget.
”Havde du ikke nogen søskende?” spurgte jeg. Jeg følte mig næsten flov, fordi jeg næsten ikke kendte ham.
”Nej, det er mine halvsøskende.”
”Det ved jeg godt, men kommer de ikke snart herover?”
”Det ved jeg ikke.” Pludselig så han helt ked af det ud, at det gav mig et hårdt stik i maven. ”Min mor kan ikke helt klare, at være alene, så hun har Jaxon og Jazmyn.” (Ved godt det ikke er hendes børn!)
Jeg nikkede. ”Det må være hårdt for hende. Altså, at miste Jeremy.” Justin nikkede. Han lænede sig lægere ned i sengen. ”Har du snakket med hende?” spurgte jeg.
”Ja,” sagde han. ”Hun ringer hele tiden.”
Jeg fnes. Jeg lagde mit hoved på hans skuldre. Vi så en eller anden aktion film i TV´et.
”Hvornår skal vi flytte ind i huset?” spurgte jeg. Jeg havde dog glemt, at hører efter alt hvad, de sagde, da vi var ude og kigge på huset.
”Aner det ikke. Vi skal nok snart pakke.” Han trak på skuldrende og kyssede min næsetip.
”Hvad med koncerter og alle de der ting?” spurgte jeg. Jeg snakkede ikke om, at vi måske skulle bo et for langt sted væk, men om vores forhold.
”Det skal nok gå,” sagde han. ”Vi finder ud af det.” Han lagde dynen over os og kyssede blidt min mund. ”Men lige nu, er jeg pisse træt.”
”Nogle, som ved, du er her inde på mit værelse?” fnisede jeg.
”Næh,” mumlede han. Han trak mig ind til mig, som var jeg en lille bamse.
Sofus knurrede irriteret, da jeg kom til at skubbe til ham. Jeg satte mig op og hev ham op på skødet på mig. Jeg nussede ham bag øret.
”Forkælede hund, mand ...” mumlede Justin ved siden af mig.
”Jeg har ikke tid til jer begge.” Justins hænder kom som et jerngreb om livet på mig. Der slap et lille hvin fra mig, da han lagde mig ned ved siden af sig igen.
Han lagde sig halvt op på mig. Han tog mine hænder og nussede dem.
Jeg kiggede op og ud af vinduet. Gadelygtens svage skær ramte mig. Bag dem var der masser af kastanje træer. Bladene var ved, at miste sin grønne, friske farve.
”Jeg vil ikke have efterår,” mumlede jeg.
”Det' trist,” sagde Justin og kyssede min kind. ”Men der kommer snart sne.”
”Der kommer aldrig sne, kun frost,” mumlede jeg og kunne allerede mærke kulden.
Der lød en kraftig storm udenfor, og det begyndte stille at støvregne. Sofus bjæffede af vinden én gang og sov så videre. ”Ligesom dig. Du er ved at miste din brune kulør, som du fik i Miami,” mumlede jeg og nev ham i kinden.
”Av! Jeg er stadig lidt solbrændt. Og jeg har stadig min farve.” Jeg grinte.
”Nogle gange er du bare for selvglad,” mumlede jeg og lavede et mærkeligt ansigtsudtryk.
”Jeg er ikke selvglad,” mumlede han og lavede en grimasse.
”Men jeg elsker dig, som du er,” fortættede jeg.
”Du har aldrig sagt, at du elsker mig,” sagde han pludselig.
”Det har du heller ikke.” Jeg tænkte mig lidt om efter en undskyldning. ”Men det er, fordi jeg ikke lige har haft tid,” var så min dårlige undskyldning.
Han lo. Jeg kiggede ind i hans varme, smukke, brune øjne.
Der var fem minutters tavshed, da Justin pludselig sagde: ”Jeg elsker dig.” De tre ord kogte i mig. Mit hjerte satte farten op, og det var, som om at den dansede af lykke. Bogstavelig talt.
'Jeg elsker dig' var et stort ord at bruge, og så gav han dem til mig! Jeg følte mig helt elsket, tryg og lykkelig på samme tid. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, så mine kinderne gjorde ondt. Jeg var nu sikker på, han elskede mig. Hans ord havde været helt ærlige og sikre. Han mente, hvad han sagde. Jeg var ikke en eller anden ligegyldig kæreste, som de fleste teenager drenge kunne finde på at have. Justin var anderledes, og jeg vidste, at han aldrig kunne finde på dét. Han havde bevidst, han elskede mig. Han elskede mig. Ordene gav genlyd i mit hoved.
”Jeg elsker også dig,” svarede jeg så. Han smilede stort og lykkelig. Aldrig før, havde jeg set ham så lykkelig.
Han lænede sig frem mod mig og kyssede mig blidt og kærligt på munden.





SLUT!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...