En som mig.

En som mig.

2Likes
16Kommentarer
1471Visninger
AA

1. Flytte-dag.

Ikke igen! Jeg kan ikke mere. Det er 7. gang på et år vi flytter! Samme grund... Min mor kan ikke styre sig. Hun har giftet sig for 3. gang nu. Og vi flytter hver gang forholdet bryder sammen... Hvilket er meget tit. Hver gang vi flytter betyder det nye venner, nye omgivelser, ny skole... Ny ''far''.
Det var sjovt i starten, men jeg kan ikke mere. Jeg mister mine venner og kontakten hver gang. Jeg håber at min mor snart finder ''Mr. Right,'' Hvilket jeg overhovedet ikke er sikker på hun nogensinde gør. Men man har jo lov at drømme. Jeg er begyndt at glæde mig til jeg flytter hjemme fra. Jeg har planlagt at jeg vil gøre det når jeg er nitten, og få styr på flytningen når jeg er atten. Jeg er femten nu, så... fire år. Nogen gange føler jeg virkelig hun er virkelig selvisk. Vi bor i Phoenix, eller boede. Nu skal vi jo flytte til Boston. Rimelig lang rejse. Min mor kan bedst lide at være LANGT væk fra sine ekser.
Hvilket jeg godt kan forstå, for hold kæft hvor var nogen af dem nogle idioter!
Min lillesøster klager ikke. ''Skal vi ikke snart flytte mor?'' Spørger hun tit med et smil på læben, og store blå øjne. Men bare vent, lillesøster. Når hun bliver ældre, er det ikke sjovt mere. Med tryk på ikke.
Hun er også kun otte. Men jeg har kunne mærke på det sidste, at hun forstår mere og mere. Nu kan vi snart føre en samtale som jeg gør med mine veninder.(Dem jeg har tilbage.)
Vi var godt på vej, og Boston var lige i nærheden. Min mor havde skruet godt op for radioen. Det gør hun når hun er virkelig glad, stresset eller irreteret. Jeg gætter på det var en blanding af dem alle tre den dag. Hun havde det der falske smil på. Og nogle gange skiftede det til en lige mund, konsentrerede øjne, og et enkelt løftet øjenbryn. Og så var hun jo glad for at være kommet væk fra sin eks. Det er hun altid. Hun ELSKER at starte på en frisk. Nogle gange har jeg en fornemmelse af at hun nyder at pine mig med flytninger. Men sådan er min mor.
''Moaaar. Er vi der ikke snart?'' Spurgte Alice, min lillesøster. ''To kilometer skatter!'' Jublede min mor med et kæmpe smil. Der sad jeg tilbage og gloede på dem begge imens jeg himlede med øjnene. Vi kom endelig frem. Efter en lang rejse, proppet bil og en lalleglad syngende Alice, samt en humørskiftende mor. Når jeg siger proppet bil mener jeg ikke vi havde alle vores møbler derinde. Vi havde selvfølgelig en flyttebil kørende bag ved os. Jeg betragtede vores nye hus som et palæ. Ej, jeg laver sjov, mand. Det var en lejlighed! En stor grim brun bygning. Men der var masser af plads inde i lejligheden. Masser. Det var en virkelig stor lejlighed. Og den var faktisk lidt pæn indeni. Som en usleben diamant.
Hele dagen gik med at få møbler på plads. Og når jeg siger hele... Så mener jeg HELE dagen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...