Jagten

En dagbog om Jake Sullys liv efter han er blevet ét med sin Avatar.
En dagbog om hans liv som en na'vi.

0Likes
6Kommentarer
819Visninger
AA

3. D. 24. juli 2020

En, to, tre, fire ”heste” er døde pr. dag. Det er grotesk. Hvordan kan nogen na’vi gøre det mod naturen? Mod Eywa. Har de da ingen skam i livet? Har de da ingen tro?

Neytiri flyver fredsfyldt af sted foran mig. Hun glider så smukt i ét med hendes ikran. Det er den rene idyl at se på. Dog er det en langt fra en idyllisk opgave, vi er ude på. Vi er på jagt. På jagt efter de bæster der har foretaget denne overtrædelse af troen. Troen for os er ligeså stærk som loven for himmelfolket.
En af vores folk har set en na’vi fra Srucamonta-klanen såre en ”hest” og ladet den ligge, mens den led. Re’yui, som vores mand hedder, løb efter den skyldige, men kunne ikke fange ham. Derfor er Neytiri og jeg nu på vej mod Srucamonta-klanen, for at høre hvad det er der foregår, og for at tale dem til rette. Et had indeni mig bobler hele tiden frem, som en vulkan gør. Det første jeg lærte var, at man skulle respektere Eywa og naturen. Det første og det vigtigste. Neytiri ser ikke ud til at have samme had. Jeg kan ikke forstå hvorfor. Hun burde da bære større had end jeg, men hun siger hele tiden, at man skal passe på med Srucamonta-klanen og ikke vise sin vrede, da de er voldelige og har et højt temperament. Men kan nogen na’vi skjule så meget had som Neytiri burde bære?

Et fredeligt billede af na’vier, som sidder og knækker kviste af forårets grønne små træ, jager en del af mit had væk. På den lyse, brune jord hopper de legede børn rundt og leger tagfat. På den af-stand hvor Neytiri og jeg er landet, ser hele deres samfund helt roligt og venligt ud. Pludselig går det op for mig, at børnene ikke leger tagfat. Hvert fald ikke den almindelige slags. De hopper rundt og prøver at overfalde hinanden. Overraskelses angreb. Andre steder står børn og unge og sigter efter den røde prik i midten af skydeskiverne. De sigter med pile, som kvinderne sidder og laver.
Måske har Neytiri ret. At man virkelig skal holde lav profil, når man møder disse na’vier. Vol-delig ser deres levemåde ud.
På jorden foran Srucamonta-klanens hjemstavnstræ sidder deres høvding. En mand med hvidt mønster tegnet i hovedet og på brystet. Med et orange klæde om livet, med en sølv kniv i hånden. En kniv, som han bruger til at gøre en lige gren til det skarpeste spyd.

En trappe af robuste grene, magen til den i vores nedbrændte hjemstavnstæ, går fra bunden og til toppen af træet. Vi står nedenfor den grønne, simple trappe, da jeg så stille begynder at forklare grunden til vores uventede ankomst. Den mindste form for had i min stemme prøver jeg at gemme for ham. Tale ud får jeg ikke lov til, for høvdingen begynder rasende at hvæse af hans lungers fulde kræft og stikke ud mod os med det brune, skarpe spyd. Rasende over, at vi kommer og beskylder hans klan uden at være helt sikre, det kunne jo være vores egen mand, der havde løjet. Rasende over at blive irettesat. Han ved som høvding, hvad der er bedst for hans eget folk.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...