En underlig historie!

Det handler om en pige, der flader gemmen jorden ned til en anden verden.

1Likes
2Kommentarer
839Visninger
AA

1. Først til sidst!

Stille gik jeg forbi mit ynglings træ, et jeg lige havde opdaget for mindre ind 2 måneder siden, og på så kort tid, ud af ens liv, entrede mit liv sig fuldstændig…
Jeg var altid blevet mobbet i min klasse, i alle 10 skole år, fra første gang jeg havde sat mit ben i den klassen. Jeg ved ikke hvorfor, nogle sagde det var fordi jeg var alt for smuk og alle andre derfor ikke kunne li mig. Men jeg var ikke smuk, jeg var tude grim. Alt dette sad jeg og tænkte på under det træ, mit ynglings træ. Og det er bogstaveligt under det træ. Da jeg for først gang havde sat mig under træet, havde jeg ikke ramt den jord jeg lige havde stået på, men ramte med et højt plask overfladen på en sø. Jeg havde svømmet ind til kanten og var kravlet op på land. Det var det smukkeste jeg nogle sinde havde se, en skov eller en slags jungle, men jeg var helt og aldeles sikker på, at det var det smukkeste jeg havde set. Da jeg havde fået rejst mig op fandt jeg ud af at mit tøj over hovedet ikke var vådt, også så jeg mit eget spejlbillede , mit eget lange blonde hår som jeg altid havde fået og vide var det smukkeste hår nogen nogensinde havde se. Mit lidt buttede ansigt men ikke buttet fordi jeg var tyk, for jeg havde i lang tid været til læge fordi jeg var alt for tynd, men det var på en smuk måde. Jeg havde prøvet på og spise mere men det hjalp ikke, jeg havde også fået og vide at jeg heller ikke var indvendig fed. Jeg var bare tynd og kunne ikke gøre noget ved det. I det spejl så jeg faktisk ret smuk ud, men jeg var ikke sikker på jeg kunne stole på spejlet. Jeg gik med nogle lette skridt hen forbi spejlet, og bag spejlet så jeg det jeg næsten lige havde drøm, det jeg havde drømt og natten inden jeg gik ud til det træ der altid ville være mit ynglings træ. Den lille sti der ville føre hen til det jeg manglede, med hvad det var, kunne jeg ikke svare på. I mens jeg gik var der musik som fik mig til og svæve som i en yndefuld dans, så alle ville falde om af den smukhed der strålede ud af mig, og det var jeg sikker på det var igen tvivl om. Lige pludselig gik jeg ind i skoven eller hvad det nu var, jeg gik som om jeg kendt denne skov ud og ind. Men det her ville være alt for godt til og kunne være sandt , så det måtte være en drøm. Men jeg forsatte med at gå for jeg VILLE se hvad det var jeg manglede. Musikken bliv højere jo mere jeg gik, også kom det… det var ham, ham alle mine drømme manglede, det var ham jeg altid havde tænkt på. Han stå lige der lige foran mig. Han var lidt højere ind mig, med noget gylden brun hår der lå lidt rodet med alligevel smukt på hans alt for perfekte ansigt. Han stod bare og kiggede på mig som jeg kiggede på ham. Jeg tog et tøvende skridt fremad, og et efter det. Nu tog vi begge 4 lidt store skridt fremad så vi stå midt i den oplysning vi stod i, lige overfor hinanden. Ham løftede hånden i et lille yndefuldt vink. Lige efter han havde gjort det fladt jeg om, og det hele bliv sort.
Da jeg åbnede øjnene første gang var sikker på at jeg lå i min dejlig varme seng, men da jeg åbnede men anden gang så jeg noget gråt. Jeg fik et pænt stort chok så jeg var ved alt falde ned af det jeg lå på. Noget var helt sikkert, jeg lå ikke jeg i min seng. Hvem det var viste jeg ikke, men personen nåde at gribe mig og ligge mig ned på noget der var ret blødt. Jeg så en sløret skikkelse der havde hovedet hen over mig. Personen blev tyder jo længer tid der gik. Jeg begyndt og kunne se hans perfekte krop. Det var jo ham, ham der næsten lige havde stået overfor mig. ”Hej hvordan går det?” spurte drenge med en silkeblød stemme. ”det går fint. Men hvad sket der?” ”En Ramfler ramte dig med en af dens søvnpile” ”hvad er en Ramfler?” ”det er et dyr som bor ude i skoven”. Jeg kiggede rundt i det rum jeg lå i, det var lidt lille, der var hvid væge, en lille kommode, et lille bord, også var der den seng jeg lå på. ”hvor er jeg enlig ? og hvem er du ?” spurte jeg. ”jeg hedder Mathias, og er 17 år ” sagde han og satte sig på kanden af den seng jeg lå i, og forsatte ” jeg bor sammen med min familie, og vi er noget der hedder Omplylader, og” ”hvad er en Omplylade?” afbrød jeg, ” en Omplyade er en som mig ?” sagde han og så tvivlene på mig. ”jamen ?” sagde jeg og var helt forvirret. I det samme kom en smuk dame ind i værelset ”det ser ud til du har fået det bedre” sagde damen og smilede venligt til mig. ”det er mig mor” sagde Mathias ”okay. Men hvor er jeg, og hvad er i for nogen ?” spurte jeg helt forvirret. ”Alle de spørgsmål tag lidt senere min søde ven” sagde Mathias mor og smilede sødt til mig igen. Hun var ligeså yndefuld som Mathias, hun var lige så tynd som mig og havde det sammen lange men brune hår som mig. I den tid jeg havde betragtet hende havde hun nået og hente stolen der havde stået over i hjørnet og havde sat den lige foran sengen. Jeg satte mig op i sengen, og lage armene rundt omkring mine let bøjet knæer. ”når men jeg hedder Carla” sagde Mathias’s mor og satte sig ned på stolen. ”Vi er nogen der bor under den verden, du kender til” sagde Carla og ventede på mig reaktion, men efter så jeg ikke sagde noget forsatte hun ” Her ned bor der mange mærkelige væsner, fra menneskenes synsvinkel, her ned bor der heske, troldmænd, fe og mange andre væsker, som menneskene ikke kender til” sagde Carla og holdte en lille pause og kiggede over på Mathias og begyndte igen ”vorse verden er ikke nem og komme ind i, men nem og komme ud af, for vis man kommer ud og begynder og snakke om Livas vil ” ”Livas?” afbrød jeg ”ja vores verden” svarede hun med et smil på munden og forsatte som om ingen ting var sket ”for vi folk begynder og snakke om Livas vil menneskerne bare tro at de var tosset.. vi bor her i Godri-dalen” ”jamen er det ikke en dalen fra Harry Potter?” spurte jeg ”jo det er det, du som mange andre har nok læste eller set filmene om Harry Potter. Det var noget der er sket i virkeligheden for Joanne Rowling hende der har skrevet dem har også været her nede” ”I virkeligheden ej hvor fedt så kender i ham? ” Spurgte jeg lidt ivrig. ” ja det gør vi han bor i overfor os, men ikke så meget om ham nu” sagde Carla og smilet igen ”men nu vi i gerne høre lidt om dig” sagde Mathias og smilede skævt til mig ” når ja undskyld. Jeg hedder Isabella og er 16 år gange jeg bor i Danmark.” sagde jeg og smilede tilbage til Mathias ”okay vi skal nok prøve og se om vi kan finde en udvej af Livas så hurtigt så muligt” sagde Carla imens hun havde sagt det havde Mathias kigget sur på hende ”okay ” sagde jeg, og så ned på mine knæer og begyndte og se trist ud. For vis der var nået jeg mindst ville var det og komme tilbage ”men det er ikke noget i skal bruge at jeres tid på” sagde jeg og så bedene på Carla. ”okay skal vi nok lade vær med, og du må meget gerne blive boede her ind til vi finder en måde, så du kan komme hjem ” sagde Carla og så over glad på mig. ”når men vil du vise Isabella rundt eller skal jeg” spurte Carla ”Patrik eller Larua kan også” sagde hun og smilede over i Mathias. ”Nej jeg vil gerne ”sagde Mathias og smilede til mig. Agh det su i min mavn, det her har jeg da aldrig prøvet. ”når men jeg gå nu håber ikke du er alt for forvirret Isabella?” spurte Carla ” lidt men det gør ikke noget, og i kan bare kalde mig Bella” svarede jeg med et smil ” okay det var godt, men så smutter jeg jeg neden under” sagde Carla og gik ”Vis det er du har fået det bedre kan vi gå nu, ellers vente vi bare til i morgen?” sagde Mathias og smilede sødt ”hvad er klokken?” Spurgte jeg, for da jeg gik hen til min ynglings træ, var klokken kun lidt i 6 om morgen, for solen var ved at stå op, da jeg fladt i gennem jorden ned i søen. ”Den er 17.30 hvorfor?” spurgte Mathias og så hele forvirret på mig, ”ikke for noget, vi kan godt gå nu for har det helt fint” ”Okay så kom med mig, så kan du lige se huset først” sagde han og rejste sig fra sengen, og gik hen mod døren. Jeg fløj næsten op af sengen og fulgte efter ham. Da vi kom ud af værelset kom der en lidt bred gang, ”der inde” han pegede tilbage på den dør vi lige var kommet ud af, ”det er gæste værelset han åbnede dør der var til højre og sagde ” det er mit værelse” der var lidt rodet og ellers lingede bare til drenge væresle, han lukkede døren og forsatte over til døren der lå lige overfor hans værelse ”det er mine tvillingebrors væresle” det lingede det andet, ”hvad hedder han?” spurgte jeg og så nysgerrigt på Mathais ”han hedder Patrik” han så ned på mig og smilede, jeg kunne mærke at mine kinder blev helt varme, så jeg smilede hurdig tilbage og så ned i gulvet. Nu pegede han bare på døren ved siden af hans værelse, der lå hans lillesøsters væresle og hun hedder Larua. Ved siden af Patriks værelse lå toilettet. Da vi kom til enden af gangen var trappen, den gik ned til gangen hvor hoveddøren lå, denne gang var ret så stor, der var en dør der førte ind på Mathias’s forælders sove værelse, og de hed Carla og Jonas. Ved siden af jeres soveværelse var der en åben dør der førle ind i køkent, og på vægen ved siden af den lå døren ind til stuen. Der var også den toilet ved siden af dør ind i stuen. ”Jeg viser lige Bella rund udenfor” råbet Mathias ind mod stuen! ”okay” lød det fra en lidt dyb stemme, jeg gik ud af det var Jonas, Mathias’s far. ”er hun vågen” lød en ivrig lys stemme ”kom med hurdig vis du ikke vil overfaldes af min lille søster” sagde Mathias og blikkede til mig. Vi skynde os ud af døren, her var dejligt, det her var noget man rigtig kan forbinde med en sommeraften, det var helt fortryllende. Solen var stadig på himlen da vi begynde og gå ned af gaden, ”hvordan kan det var at solen er her nede ?” spurgte jeg ”Det er bare på samme måde, som i har en sol og en himlen på jorden, har vi det også her ned ” svarede ham og så på mig med en glimt i øjet, jeg var ved og falde om så dejlig så han ud. Vi gik bar og jeg kigge mig rundt omkring nogle gange. 10 minutter senere sad vi på en bakke hvor man kunne se ned over Godric-dalen. ”Hvad er en Omplylade enlig?” spurgte jeg og så over må Mathias, ” en Omplylade er et meget smukt væsener.” sagde han og sank en glump og begynde stille igen ”der er mange omplylader der er onde og spiser mennesker eller noget andet frygteligt” han så ned i græsset vi sad på ”men mig og min familie og nogle andre er gode og lever ligesom mennesker” ” jamen det er da godt?” sagde jeg og så trøstende på ham ”ja det er det” han så op med et smil. ”Hvad så med dig og din familie?” spurgte ham og så på mig. Nu var det min tur til og se ned i græsset ”jeg kender ikke mine forælder for de er død, og jeg er opvokset på et børnehjem” Jeg kunne mærke mine tåre trille ned af mig kind ”når undskyld det er jeg ked af”, han så undskyldende på mig, jeg smilede tilbage. ”Hvad så med skolen” spurgte han for at skifte emmet. ”Der er jeg altid blevet mobbet” sagde jeg ”ej undskyld jeg kan da vist kun valge de forkerte emmer” han så ned i græsset ”det gør ikke noget, men hvad med din skole ?” ”Altså jeg gå på Hogwarts som du nok har hørt om” Han smilede til mig ”jo det har jeg ” sagde jeg og smilede stort tilbage ”Haha” hans smukke latter fik mit hjerte til og smelte, så det enste jeg kunne var at grine med. ” du har en smuk latter” sagde Mathias ”i lige måde” svarede jeg tilbage. Lige efter det kom der en dreng gående op af bakken ”Hej Malle” råbet drengen ”Hej Hippe” råbe Mathias tilbage og rejste sig om og hjalp mig med op bagefter. Drengen kastede et blik på mig og hævede øjenbrynene , drengen der stod foran os havde nået sort pjusket håt og lid ranglet af byknig men alligevel var han flot. Han gik mod mig og rakte sin hånd frem jeg gjorde det samme, han tog min hånd og kyssede dem og sagde ”mit navn er James Potter, og hvem er du så?” jeg gav slap på min hånd ”jeg hedder Isabella Fund, men folk kalder mig bare Bella” ”det her er min bedsteven ” sagde Mathias og viftede sin hånd over mod James. ”jeg var hjemme ved dig og fik og vide at du gik en tur med en pige, men de sagde ikke at det var sådan en skønhed” James blikede over til mig, ” nej det sagde de vel ikke ” sagde Mathias og smilede stort. ”når men jeg var ved og vise Bella rundt, det kan være du vil hjælpe” ”det vil jeg i hver flad” sagde James ”vis jeg må” tilføjede han ”det må du i hver flad” sagde jeg og smilede til ham. Ham kunne jeg godt lig. James tog os med hjem til ham og jeg mødet hans forælder, Harry og Ginny og søskene, Albus og Lily. Jeg møde også hans mors side af familien, altså familien Weasly. Hele den familie kende jeg ret godt fra bogen om Harry Potter. Mathias’s familie kom også og jeg mødet resten af dem.
Der gik 1 måned 3 uger, jeg følte mig for første gang hjemme nogen steder. Jeg var flytte over til Harry og Ginny, fordi en af Carlas søskende var kommet og skulle bo i gæste værelse men sine børn så de havde ikke plads til mig, men det gjorde heller ikke noget jeg så alligevel dem alle næsten hver dag. Jeg havde også fundet ud af at det ikke var en drøm, nej tværtimod det var virkeligt. Jeg var så glad. Jeg kende alle dem der bor i dalen nu.
en dag hvor Larua, Lily og Hugo var ude og lege et eller anden sted kom der en stemme der skar igemme alt, huset vægge og altid. ” Vi har 3 børn ned fra dalen, og vis i skal have dem tilbage skal vi have en der hedder Isabella Fund” en anden stamme der lød os Harrys spurgte ”hvorfor vil i have hende” ”den første stemme svarede igen ”Mine Herre vil have hende” ”hvem er din Herre” spurgte Harry ”det kommer ikke dig ved” svarede stemmen igen. Jeg rejste mig op og gik ud på gaden. Jeg blev stående i døren, for alle mennsker fra dalen var samlet der ud ” hvem er det vi mangler?” Spurgte Ginny og fik alle til ro. Ginny hævdede sin tryllestav og lavede en cirkel i luften så der kom en lysene sløv kulde ud af spissen og hun sendte den ud i menneskemængden og da den kom tilbage sagde den ”det er Larua, Lily og Hugo der ikke er her”. Harry kom hen og omfavnede Ginny, han hviskede så jeg lige kunne høre det ”det Jack Kenton der er bagmanden” ”hvad vil han med Bella?” spurgte Ginny ”det er vist nok noget med at hun er den forsvundet prinsesse, hende der blev væk for 15 år siden” ”vi må nok lige sige det til hende” sagde Ginny ”kom” sagde hun og trak Harry med. Hun og Harry gik op og stillede sig foran mig ”du hørte det” spurgte Ginny og så bekymret mig ”ja ”svarede jeg med en hæs stemme, ”okay vi vil ikke af med dig for vi holder alle meget af dig” sagde Harry, jeg smillede skævt til ham ” men du er prinsesse og det må vi tage hensyn til så Hermione og jeg fører dig til kongefamilien” sagde Ginny ”men jeg vil ikke der op!” sagde jeg og fik vand i øjnene ”jeg vil blive her!” sagde jeg og begynde og græde, Ginny kom hen og krammede mig og sagde ” og vi vil ikke af med dig! Vi er bare nød til og vise Jack Kenton at du er i sikkerhed, så han ikke kan gøre noget ondt ved dig!” ”okay men hvad men deres børn, det her er jo min skyd” sagde jeg og begyndte og græde mere voldsomt ”Du er et af mine børn og det vil du altid være. Jeg elsker dig, og vis du kommer tilbage kan du bo ved os.” sagde Ginny og Harry nikkede bekræftende. ”Okay så må vi heller til og komme af sted”. Jeg var blivet glad over det de sagt. Ginny fandt Hermione og vi tog af sted, der gik 2 dage hvor det gik fint men den tredje dag..
Der lød et høj skrig ”Hermione” skeg Ginny da Hermione faldt om der lød et skig igen og Ginny fald om på den anden side af mig. Jeg flade ned på mine knæer og skrig efter hjælp, for jeg kunne ikke gøre noget. 10 mænd eller flere kom gående ud fra træene af omkring os. Jeg tænke det hele igennem for du måtte jeg være tapper ligesom Ginny og Hermione havde været, når de havde jo forlader deres børn, mænd og venner alting bare for at få mig i sikkerhede. Jeg var nede i en verden hvor der altid skete noget mystisk, det var en magisk verden og man kunne ikke være sikker på noget som helst, og hvorfor skuller der så være noget som konger, dronninger, prinsesse, prinser vis de ikke kunne noget specielt? Så jeg måtte vel kunne noget magisk. Mændene kom tæt og tæt på og begynde og sige alle mulige ting en sagde ”når skat stikker du af? Og tror du at du kan komme godt fra det” de begyndte og rive i mit tøj, jeg skreg højere ind jeg troede jeg kun alle mændene faldt om og holdet sig for ørerne jeg grep Ginny og Hermiones hånd og lukkde øjnene og så lige pludselig var vi tilbage i Godric-dalen og jeg hørte et gennemborene skrig og en der skreg ”hun kan ikke være død” Harry kom hen og gav mig et kram og sagde ” vi klare ham” og blikede til mig . ved ikke helt hvad der skete men lige pludselig stod alle fra Godric-dalen og krammede mig i en meget stor gruppe kram.
Nu er det lige præcist 2 måneder siden jeg kom til Godric-dalen, alt er godt igen og ingen kom noget til. Ved ikke hvordan det kan være, men det kan man vel kun fantasere om.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...