Blodige Kys

Når et ungt hjerte følger instinkt og dumskab, pga den manglede livserfaring, kan det få katastrofale følger. Da Daria i fortabt kærlighed, flygter fra et undertrykt liv sammen med sin elskede Zoan, i håb om at der findes noget bedre derude i verden, indser hun, at livet er en stor mundfuld at sluge, hvis man prøver at tage munden for fuld.

4Likes
8Kommentarer
3007Visninger
AA

4. Trodsighed i sigte

Jeg rejste sig modvilligt fra sengen, og gik over mod døren. Jeg åbnede døren, men kun nok til selv at kunne kigge ud. Min far stod på den anden side med et bedrøvet udtryk malet over ansigtet.
"Daria, min lille skat, jeg undskylder for min opførsel". Han sænkede hovedet og sukkede let. Jeg kendte hans legendariske skuespil. Jeg følte ikke den mindste sympati for manden overfor mig. Tvært imod, så kløede det i fingrene for at lade hånden flyve gennem luften til en syngende lussing. Jeg holdt bod på sig selv. Jeg kiggede tomt på den sammenkrøbede nar. Hans mørke hår var tyndt og tjavset og en skaldet plet var begyndt at kunne anes på toppen. Den før så muskuløse og veltrænede krop havde tabt pusten som en sprunget ballon, og tilbage var der kun hud og knogler. Bortset fra det velplejede mavebælte, var han blevet spinkel og slatten. Min far havde ellers altid været så glad og sporty, altid med på den værste og blev aldrig træt. Jeg kunne huske hvordan han plejede at løfte mig op og kaste mig rundt med sine store, kraftige hænder. Hans øjne havde altid skinnet så intenst. Men det billede var efterhånde så fjernt, at kun omridset stod tilbage. Pludselig greb en snert af sørgmodighed fast i mig, men jeg rystede på hovedet, og fæstnede tankerne på alt det klamme og onde. Min far løftede hovedet og kiggede bedrøvet på sin 17-årige datter. De brune øjne var matte, og de mørke poser var konsekvenserne af for mange bekymringer og for lidt søvn. Han rakte hånden frem for at rører ved min kind, men jeg trådte et skridt tilbage i døren og stirrede skeptisk på ham. Han sukkede og vendte sig og gik.

Jeg lukkede døren og hvilede panden mod den. Hvorfor skulle tingene altid være så besværlige? Nogen gange ønskede jeg, at alt var anerledes, at livet havde mere at byde på en kristne fædre, have arbejde, høns og grise... Den lille landsby var ved at kvæle mig i sindsro og almindelig, kedelig, hverdagsarbejde. Jeg kiggede rundt i værelset. Slidt. Gulvet, slidt. Væggene, slidte. Møblerne, slidte. Intet var nyt eller spændende! Jeg tænkte på Zoan. Det gav et sæt i mig. Vi havde aftalt at mødes nede med bækken kl. 19. Og klokken var 20:30. Jeg vidste at jeg ikke kunne snige mig forbi min far, og sukkede først i opgivelse. Men som sagt, så kunne og ville jeg ikke rette mig efter min far. Aldrig mere. Jeg var gammel nok til at træffe mine egne beslutninger. Jeg stak i mine brune galocher og hæv min uld-sweater over hovedet. Jeg greb min rygsæk og pakkede det vigtigste. Ekstra tøj, lommekniv, penge og hvad jeg ellers kunne komme i tanke om. Jeg tog billedet af min fra op fra gulvet. Det var revnet i det ene hjørne. Jeg førte hånden mod rygsækken, men fortrød. Jeg lod billedet falde til jorden. Solen var langsomt begyndt at gå ned, og det skarpe orange skær fyldte rummet intenst. Jeg åbnede et vindue. Hængslerne knirkede og jeg stoppede for at lytte. Min far lod ikke til at have hørt det. Jeg kastede et sidste blik rundt i værelset, gjorde en spejderhonnør og hoppede ud af vinduet.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...