(U)Lykkeligt liv.... {JDB} 2 ♥

6 MÅNEDER SENERE!

*Jeg overlevede faldet. James sagde det var et mirakel, da jeg vågnede hos dem. Han sagde Gud elskede mig, fordi han lod mig leve og ikke dø.. *
Medina lever nu hos en Amerikansk familie i Atlanta ved stranden. James og Clarice har en datter på 2 der hedder Izabella og Medina passer hende for det meste, fordi hun ikke har travlt med skolen. Hun går på en underlig skole, hvor folk der dyrker Iishockey, foodball, basketball, baseball, ballet, karate, judo, kung fu og alle mulige sportsgrene. De får special timer hos en 19 årig der hedder Luke. Han er den mest hotteste karate mester hun nogensinde har mødt!
Men hun har en anden dreng i tankerne hele tiden. En hun stadig elsker.. En hun forlod. Justin. <3

56Likes
309Kommentarer
14999Visninger
AA

3. Jonas is home!

Jeg tog Izabella med ud til legepladsen, fordi hun ville ud og lege.
"Izabella du må ikke spise sand", grinte jeg og børstede sand af hendes hånd.
"Så du spise det", grinte hun og proppede sand i ansigtet på mig. Jeg nåede heldigvis at lukke munden.
"Hahaha. Sød pige", var der en der sagde. Jeg børstede sandet af mit ansigt og kiggede op.
"Hvorfor er du ikke en led idiot overfor mig igen?", spurgte jeg vredt. Justin satte sig på hug ved siden af mig og smilte.
"Fordi Caitlin ikke er i nærheden", svarede han med et smil.
"Spiller du en total bitch når hun er her og en engel når hun er væk?", spurgte jeg.
"Ja. Præcis som du sagde det", sagde han.
"Hvorfor?", spurgte jeg og kiggede ned på Izabella der kiggede sødt på Justin. Justin nussede hendes kind og smilte tilbage til hende.
"Fordi jeg elsker dig", mumlede han og kiggede flovt på mig.
"Justin der er gået 6 måneder nu", sagde jeg, og tog Izabella op i min favn. Jeg rejste mig op og det samme gjorde Justin.
"Siger folk ikke at kærlighed vare længe?", spurgte han.
"Ikke hvis kærligheden ikke er gengældt", sagde jeg. LØGN!
"Medina jeg ved du elsker mig, som da du elskede mig før", sagde han smilende.
"Hvem siger det?", mumlede jeg.
"Dine øjne siger det", sagde han og rørte let ved min kind under mit øjne.
"Fjern dig", mumlede jeg, og veg væk. Jeg gik lidt, men Justin stoppede mig.
"Medi! Jeg ned", sagde Izabella og sparkede med benene. Jeg satte hende ned og tog hendes hånd. Hun smilte hele tiden, da hun så Justin.
"Hvor bor du nu?", spurgte han.
"Hos Clarice og James", sagde jeg.
"Er det i orden at jeg går med?", spurgte han sødt.
"Hvis du ikke var så damn cute, så ville jeg sige nej, men okay", sagde jeg.
"Endnu et bevis for du elsker mig", sagde han blæret.
"Dumme", mumlede jeg og gik med Justin hjem til mig. Jeg malede meget nu om dage, fordi det beroligede mig vildt meget. Justin så et maleri jeg havde tegnet af en strand hvor en dreng og en pige holdt i hånden. Det forstillede mig og Justin. Jeg flåede det ud af hænderne på ham.
"Hey! Jeg vil se det!", råbte han.
"Nej!", råbte jeg tilbage. Han prøvede at få fat på det, men jeg var stærker. Okay jeg trænede meget! Han prøvede en anden metode. Han lagde en hånd på min kind, og lænede sig frem. Jeg lænede mig også frem og troede han ville kysse mig, men han snuppede billedet ud af hænderne på mig.
"Fuck dig Justin", grinte jeg.
"Selv", grinte han og rakte tunge. Han så maleriet af os.
"Sjovt nok ligner det os to", sagde han.
"Sjovt nok så er det os to", mumlede jeg og det var ikke meningen han skulle høre det, men han hørte det. Han kiggede overrasket på mig med et smil.
"Du har malet os på en strand hvor vi holder i hånden??", mumlede han for sig selv.
"Ja jeg har. Problem?", snerrede jeg og flåede det ud af hænderne på ham.
"Nej, men du elsker mig stadig, gør du ikke?", sagde han.
"Nej", løj jeg.
"Lyv du bare alt det du vil, men jeg giver mig ikke. Du elsker mig og jeg elsker dig", sagde han stille. Han lagde en hånd på min kind og hans hoved nærmede sig mit. Vores læber strejfede hinanden og jeg kunne mærke hans ånde mod min. Jeg lukkede øjnene og turde ikke gøre noget.
Mine fingre lukkede sig om hans, og vi flettede fingre. Jeg havde virkelig savnet ham!
"Medina?", sagde en stemme. Jonas? Jeg trak mig væk fra Justin og gik ud på gangen.
"Jonas? OMG!", skreg jeg og kastede mig i favnen på ham. Han var James' søn, men ikke Clarice's.. Han var med i millitæret og var 23 år gammel. Jeg havde virkelig savnet ham! Han var som en storbror for mig, som passede på mig.
"Jeg har savnet dig", sagde jeg.
"I lige måde", mumlede han. Jeg trak mig væk og kiggede bag mig hvor Justin stod.
"Ehh.. Jonas. Justin er min..."..
"Kæreste", sagde Justin hurtigt.
jeg kiggede på ham med onde øjne der sagde; *Bare vent til der ikke er vidner sit svin!*
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...