(U)Lykkeligt liv.... {JDB} 2 ♥

6 MÅNEDER SENERE!

*Jeg overlevede faldet. James sagde det var et mirakel, da jeg vågnede hos dem. Han sagde Gud elskede mig, fordi han lod mig leve og ikke dø.. *
Medina lever nu hos en Amerikansk familie i Atlanta ved stranden. James og Clarice har en datter på 2 der hedder Izabella og Medina passer hende for det meste, fordi hun ikke har travlt med skolen. Hun går på en underlig skole, hvor folk der dyrker Iishockey, foodball, basketball, baseball, ballet, karate, judo, kung fu og alle mulige sportsgrene. De får special timer hos en 19 årig der hedder Luke. Han er den mest hotteste karate mester hun nogensinde har mødt!
Men hun har en anden dreng i tankerne hele tiden. En hun stadig elsker.. En hun forlod. Justin. <3

56Likes
309Kommentarer
15001Visninger
AA

7. En skade under træning.

"Mediii!", kom det fra Izabella.. Jeg rejste mig og tog hende op i min favn. Jeg klædte hende på og tog hende med til børnehaven..
"Farvel Izabella", sagde jeg og vinkede. Hun vinkede tilbage og gik med sine små venner.
Jeg gik hen til skolen og ville invitere et par venner til min fest på lørdag.
"Bøhhh!", sagde en stemme og jeg hoppede flere hundrede meter op i luften. Mit ansigt ramte skabslågen og jeg gik lidt tilbage. Jane stod med Phillip.
"Dumpap. Jeg slog mig", mumlede jeg.
"Hahahaha!", grinte Jane falskt.
"Hvad har hun fået?", spurgte jeg Phillip.
"To redbulls. Og en chokoladebar", sagde han trist.
"Du bliver nød til at kontrollere hende lidt bedre Crawford", sagde jeg irriteret. Jeg kaldte ham Crawford efter hans efternavn..
"Jaja", mumlede han og jeg lukkede mit skab. Jeg havde flere invitationer i min taske. Jeg gav Jane og Phillip en hver.
Efter skole skulle jeg til karate.. Argh! 3 timer! Mega hårdt mand!
Jeg skulle slå gennem et træbræt. Det var tyndt, så det var også nemt.
Efter det skulle jeg bare øve knæspark.. øv igen!
"Ehh. Undskyld jeg forstyrre", sagde en stemme. Jeg vendte mig ikke om, fordi jeg ikke måtte for Luke. Sådan var reglerne.. Da Luke vendte sig om, gjorde jeg det samme! DAMN!
"Du er.. Justin Bieber, ikk?", spurgte Luke.
"Ja.. Ehh.. Jeg vil bare se Medina træne, hvis det er okay", sagde han. Nej nej nej nej!
"Det er helt fint, så længe du ikke forstyrre", sagde Luke.
Jeg snerrede af Justin der smilte forsigtigt til mig. SVIN!
Jeg skulle igen lave knæspark, fordi det var svært for mig. Luke holdt en pude i siden, som jeg skulle sparke til. Jeg gjorde det forkert, og mit knæ sagde knæk.
"Av!", skreg jeg og dumpede ned på gulvet.
"Du glemte at dreje foden", sagde Luke surt.
"Ja det har jeg nok opdaget", snerrede jeg. Jeg fik et knæbrud, fordi jeg ikke drejede foden, da jeg skulle sparke. Mit knæ dunkede og smerten voksede hele tiden.
"Er du okay?", spurgte Justin.
"Tror du jeg ser OKAY ud?", sagde jeg koldt. han sukkede og kiggede på mit knæ.
Jeg kunne ikke rejse mig, fordi mit knæ ikke kunne holde til min vægt.
"Du skal hen til skolesygeplejsken", sagde Luke.
"Hvordan det?", spurgte jeg dumt. Jeg åbnede mit bælte, fordi det sad stramt rundt om mit liv. Jeg foldede det og holdt det i hånden.
"Kan Justin ikke følge dig derhen? Jeg har en rapport jeg skal skrive, fordi du kom til skade", sagde Luke lidt surt.
"Fint med mig", sagde Justin hurtigt. Jeg gav ham *Bare vent dit svin!*, blikket.. Jeg var sgu stadig sur på ham.
Jeg fik rejst mig op, og Justin lagde armen om livet på mig, hvilket irriterede mig. Jeg lagde armen om hans nakke/skulder og humpede imens jeg holdt mit venstre ben bøjet.
"Hvorfor kom du?", spurgte jeg vredt, da tavsheden åd mig.
"Fordi jeg skylder dig en undskyldning", sagde han køligt.
"Hvordan vidste du hvor jeg var?", spurgte jeg.
"Tjaa.. Jane er ret rapkæftet, når hun er hyper.. Sååå.. Hun fortalte det ligesom til mig", sagde han med et grin.. Jeg elskede hans latter.
Jeg stoppede op, fordi jeg blev træt.
"Kan jeg ikke bare bære dig?", spurgte han.
"Nej", mumlede jeg, og humpede videre. Endelig nåede vi sygeplejsken!.
"Det ser ud til du har fået et brud i knæet. Du skal gå med denne her skinne en måned og med krykkerne", sagde Mrs. Mccorn.. Lamt navn...
"SKAL jeg gå med krykker?", spurgte jeg mukkent.
"Ikke hvis du kan undvære dem", sagde hun og smilte.
Jeg fik en skinne på plads på mit knæ og forbinning rundt om. Så fik jeg krykkerne...
"Dumme.. Lorte.. Svage.. Led.. Som.. Jeg.. Har!", mumlede jeg, imens jeg 'krykkede' afsted hen til træning. Justin grinte stille.
"Hvorfor griner du? Tror du det er sjovt at droppe regaduleringen?(Staves?)! Jeg får ikke det sorte bælte i tide!", sagde jeg og min stemme blev højere og højere.
"Slap af tøs", mumlede han.
"NEJ! Jeg slapper ikke af før jeg... ARGH!", råbte jeg midt ude på den tomme gang, så det gav EKKO! Jeg åbnede døren til salen og gik ind. Luke kiggede vredt på mig.
"Hvad? Det er ikke min skyld", sagde jeg.
"Nej selvfølgelig ikke.. Du bliver nød til, at tage op til prøve NÆSTE gang", sagde han.
"Jeg ved det..", mumlede jeg. Jeg fik klædt om i omklædningsrummet for damerne.
Jeg fik min taske svunget over min skulder, og fik åbnet døren med besvær.
"Av.. av.. av.. av.", mumlede jeg, og krykkede hen til mit skab.
Jeg åbnede det og tabte krykkerne, fordi jeg skulle have min skoletaske.
"Fuck det", sagde jeg vredt, og svang den anden taske over min skulder. Jeg bukkede mig ned efter krykkerne, men faldt.
"Trænger du til hjælp?", grinte Justin der åbenbart havde set det hele. Jeg rystede på hovedet, og rejste mig med besvær, men faldt igen. Jeg stønnede irriteret og blev siddende.
"Jeg fatter ikke det her sker for mig", sagde jeg stille og begyndte næsten at græde..
Justin satte sig på hug ved siden af mig og kiggede sødt og venligt på mig.
"Jeg skulle op til prøve, men nu når jeg er skadet, får jeg ikke mit sorte bælte. Jeg får det først næste gang", sagde jeg og græd for alvor. Det betød alt for mig, og jeg smed det bare væk.
Justin lagde tøvende en arm om mig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...