Vampyrens læbestift

Historien handler om Isabella Whean der er fra 1800-tallet. Men bliver til vampyr, læs videre for at finde ud af hvad der sker.

3Likes
2Kommentarer
1494Visninger
AA

1. Vågnet fra de døde

Jeg bankede, "Fru Popills er dette en vittighed? De skal vide det ikke er morsomt. Luk mig ud straks!" plaprede jeg forvirret. Hvordan kunne jeg tale på den måde til Fru Popills? "Det må de meget undskylde. Men jeg ville meget gerne ud nu" sagde jeg. Jeg gav op, prøvede selv. Og den gik op let som en fjer. "Hvor er jeg? Fru Popills? Her Popills?" mumlede jeg. Jeg gik nervøst på mine skælvede ben. Det var en mærk kælder og jeg kunne ikke se noget. "Hallo!" skreg jeg af mine lungers fulde kraft. Jeg hørte lyde ude fra døren, "er her nogle?" spurgte han forvirret. "Ja, jeg er Isabella Weahn. Ville de lukke mig ud straks!" råbte jeg, og han åbnede forvirret. "Hvordan er du kommet derind?" spurgte han. "Det ved jeg skam ikke. Hvorfor spørger de? Hvem er du?" spurgte jeg. "Jeg er bare pedel, og altså du taler som en fra 1800-tallet. Du kan bare kalde mig du" sagde han. "Hvor vover de at kalde mig du?" sagde jeg fornærmet og gik min vej. "Velkommen i det enogtyvende århundrede!" sagde han. "Hvabehar!?" udbrød jeg. "Ja vi er i 2011?" grinede han. Hjertet pumpede i mit bryst, jeg kiggede på mig selv, jeg var død bleg. "WOW! Du skinder! Hvilket makeup mærke bruger du?" spurgte han. Jeg løb væk, væk fra alt! Nu huskede jeg. Jeg var..
VAMPYR! Jeg var ude og hente stof og en mand overfaldt mig. Jeg løb hen til der hvor alle butikkerne plejede at være. Jeg stod på Rådhuspladsen. Jeg satte mig ned på knæ og begyndte at græde. En dreng på min alder kommer og hjælper mig, "Er der noget ivejen?" spurgte han."Nej, er de søde at gå?" hulkede jeg. Jeg mærkede min mave rumle, jeg var sulten. "Hey! Du der dreng." sagde jeg og smilede mit bedste smil. "Jeg kan faktisk godt bruge din hjælp" sagde jeg...
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...