For evigt forbundet

En dreng og en pige, der er bedste venner, udveksler blod. Men blodet de har byttet med hinanden viser sig at komme til at koste dem. De begynder nemlig at kunne mærke den andens smerte og følelser...

7Likes
7Kommentarer
2211Visninger
AA

1. Blodudvekslingen

“For evigt forbundet,” siger han, og skærer et lille snit i sin tommelfinger med den lille skærekniv, hvorefter han rækker kniven over mod mig. Jeg kigger skeptisk på den, men tager så imod den. “Det er bare… At blande blod?” siger jeg tøvende, men placerer alligevel kniven i min ene hånd, og holder godt fast om den. “Bare et lille snit,” smiler han og begynder at grine. “Det var da sådan noget man gjorde i gamle dage, ik?” spørger jeg, stadig tøvende. Han nikker og prøver at se dybt alvorlig ud. Hans brune hår er begyndt at slå krøller i enderne, og han stryger dem let tilbage med sin pegefinger, så hans brune øjne kommer helt til syne. Jeg tager en dyb indånding, før jeg forsigtigt skærer mig i min tommelfinger. Blodet pibler hurtigt frem som små dråber, og løber ned i min håndflade. Vi rækker begge vores hænder frem, og trykker forsigtigt vores tommelfingre sammen, så blodet blandes. “For evigt forbundet,” siger han og smiler til mig. “For evigt forbundet,” bekræfter jeg, men føler mig helt tåbelig. Jeg trækker min hånd til mig igen, og kan ikke lade være med at grine. Blande blod? For evigt venskab? Det holder vist ikke i virkelighedens verden. “Det eneste vi har fået ud af det er et stikkende snit i fingeren, der gør ondt,” påpeger jeg og pakker min finger ind i et stykke køkkenrulle for at stoppe blødningen. “Vi har da fået evigt venskab,” siger han og klukker. “Og mit snit er større end dit, så mit gør mere ondt,” tilføjer han. “Det tvivler jeg på. Mit det både svier og dunker,” konstaterer jeg.

Pludselig banker det tre gange på døren, hvorefter den bliver åbnet. Det er Tristans mor. “Vi skal spise nu,” siger hun og lader blikket glide hen på mit blodplettede stykke papir rundt om min finger, og kniven liggende på gulvet foran mig. Hun står et øjeblik og undrer sig før hun snurrer om og går ud af værelset. Hun plejer ikke at blande sig i hvad vi laver. Men det var tydeligt at hun skulle til at spørge. Jeg vikler køkkenrullen væk fra min finger, og fjerner det, da jeg kan se at blødningen er stoppet. “Måske burde vi have tænkt over at din mor ville komme ind,” siger jeg, da jeg rejser mig op. “Pyt med det,” svarer Tristan og trækker på skuldrene. Vi går ud i den smalle gang og ned ad trapperne, der fører ned til stuen og spisestuen, der går i ét. Vi sætter os ved spisebordet, som Tristans mor har lagt en hvid dug på, for at skjule det gamle slidte spisebord i mørkt træ. Jeg har i hvert fald fået at vide at det er slidt, men måske er det bare en undskyldning Tristans mor har, for at hun kan få lov til at bruge sine duge for Tristans far. Tristans far er meget bestemmende. Tristan må ingenting for sin far, men må alt for sin mor. Eller må og må? Hun blander sig bare ikke rigtig i, hvad Tristan laver. Det gør hans far derimod - lidt for meget.
“Tristan! Kommer du ikke lige ud og skærer brødet?” kalder Irene ude fra køkkenet. Tristan rejser sig med det samme, og jeg følger efter ham ud i køkkenet.

“Kan jeg hjælpe med noget?” spørger jeg Irene og sender hende et smil. “Hmm…“ mumler Irene. Tristan begynder at skære noget hvidt brød ud på et skærebræt. Jeg stiller mig ved siden af ham, og følger med i hans bevægelser. “Rosa, vil du ikke bære dette fad ind på bordet?” Jeg nikker til Tristans mor og tager imod fadet, og styrer så ind i stuen.

“Aaaav!” råber jeg pludselig da jeg mærker en voldsom smerte i nogle af mine fingre. Glasfadet med koteletter og kartofler knuses imod gulvet. Jeg kigger forvirret på mine fingre, men de ser ikke ud til at fejle det mindste. “Av, av, av,” klynker jeg og puster på fingrene. “Rosa! Hvad laver du?” Tristans mor kommer løbende ude fra køkkenet, og ser forfærdet fra mig og ned til det knuste fad med mad. I det samme kommer Tristan løbende bag hende. “Shit, jeg skar mig. Mor, hvor er der plastre hen…?” spørger Tristan, men tier da han ser på det knuste fad for mine fødder. “Det må i altså meget undskylde,” siger jeg hurtigt og prøver at finde et sted at kigge hen. Jeg er flov. Meget flov. Hele aftensmaden er ødelagt. “Er der noget som helst jeg kan gøre?” Irene ryster på hovedet, hvorefter hun går ud i køkkenet igen. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig at hun kommer tilbage med et fad i hænderne med det samme mad. Men selvfølgelig kommer hun med kost og fejebakke. Skamfuld ser jeg hende feje det op, før jeg går ud i entreen og tager mit overtøj på. Tristan følger efter mig som en lille forvirret hund.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...