Den blege skabning


10Likes
17Kommentarer
1591Visninger
AA

1. Den blege skabning

Hun løftede armene og lod ham trække hendes bluse op over hovedet på hende. Han kærtegnede hendes krop og hun lukkede øjnene. Hun åbnede langsomt hans bukser og trak dem af ham. Hans åndedrag var tung og kildede hende i nakken, og sendte små rislende suk gennem kroppen på hende. Han løftede hende op og lagde hende på sengen. Han forsvandt ind i hende, og hun udstødte et støn. Hun viklede benene om hans krop og lod sig fører i hans tempo. Hun nød det ikke. Selv om hun prøvede så gjorde hun ikke. Hendes støn kunne høres udenfor, men de var følelsesløse. Hun ville bare have det overstået, og lade ham tro, at han havde tilfredsstillet sin kvinde. Men det gjorde han ikke. Hun greb fat i hans hår og prøvede at lave lydende mere troværdige. Hun var et helt andet sted. Han blev hurtigere. Hun stønnede mere. Men stadig uden følelse. Hun elskede ham højt, det tvivlede hun ikke på, men mere som en bror en som en kæreste.
Hun var stadig så forvirret. Hun følte sig delt. Hun vidste ikke, hvad hun skulle lytte til. Hendes hjerte, eller hendes fornuft. Hun var vokset op i et meget ”fornuftigt” hjem. Hendes forældre gjorde altid hvad de mente var bedst, og ikke hvad de selv havde lyst til. Sådan var hun vokset op.Og sådan havde hun det også. Det var i hvert fald det hun prøvede at bilde sig selv ind, det hun prøvede at leve efter. Men det virkede så forkert.

Han stønnede voldsomt nu. Solen skinnede ind af vinduet og fyldte rummet med en romantisk glød, der passede alt for godt ind. Hun hørte hver en lyd. Uret på bordet skød dets buldrende tik-tak ud i rummet. En svedperle banede sig vej fra hendes hovedbund og gled langsomt ned i panden på hende, og stoppede lige midt på næsetippen. Et svagt øjeblik glemte hun at koncentrer sig om at stønne, og han kiggede op fra kløften mellem hendes bryster. Hun udstødte et endnu højere støn og han virkede tilfreds. Hun havde kvalme. Hendes hoved dunkede og det føltes som om hendes pande skulle eksploderer. Hun følte ikke hun passede ind her. Følte hun var placeret det forkerte sted, hos den forkerte person. Det forkerte køn.

Hun tog en dyb indånding og knep øjnene sammen for at lukke af for hendes tårer. Hun gjorde alt hvad hun kunne for at være sammen med mænd. Men det føltes aldrig helt rigtigt. Hun følte sig så fuldkommen sammen med kvinder, men det var for besværligt. Det var for anderledes. For underligt. Hun turde ikke tage risikoen, for hvad nu hvis.. Det var ikke fornuftigt at være til kvinder. Det var ikke praktisk, ikke på nogen måde. Det tænkte hun altid. Men hun følte noget andet. Hun glemte sit hjerte, og lod hendes liv styre af hendes fissefornemme forældres råd. Men var det det rigtige at gøre? Hun vidste ingenting. Hun prøvede bare at holde sammen på sit liv, blive sammen med ham, og savne tiden sammen med hendes ”videnskabsprojekt”. En anden kvinde. Hun havde aldrig været lykkeligere i hele hendes liv. Men hun havde set hvordan folk kiggede på hende, med afsky. De vidste det, selvom hun ikke engang selv havde været helt sikker på hvad der var foregået. Hun havde ikke talt med nogen om det. Kun hendes hvide kat kendte til hendes hemmelighed, og hun var næsten sikker på den ikke havde sladret til nogen. Han begyndte at skælve. Hun begyndte at hulke. Hendes ydre verden faldt sammen i det øjeblik. Hun skubbede ham hårdt fra sig og rejste sig fra sengen. Han så forvirret og med en smule irritation i blikket på hende, mens hans manddom strittede ud i luften. Hun greb sin lange trøje og trak den over hovedet. Hun løb grædende ud af rummet og fortsatte ud af huset. Han blev liggende forvirret og efterladt på den store dobbeltseng, med det uskyldige, hvide silke lagen.


Hun løb målrettet ned af grusvejen, forbi de mange, blomstrende kirsebær træer, i retning mod stranden. Solen stod lavt på himlen og kastede et lyserødt skær over horisonten. Hun gispede efter vejret og stoppede op ved enden af stien. Hun tørrede vredt de sorte striber af kinderne. Hun så op på den skyfrie himmel og tog en dyb indånding. Hun kom langsomt tilbage til hendes ydre verden, og forsvandt fra hendes tankefantasier. En lille musvit fløj lavt gennem luften og pippede energisk. Hun løb mellem klitterne, hurtigt ned mod stranden. Sandet skød op omkring hende og dannede en sandstorm efter hende. Sorte, sørgelige dråber dryppede ned på hendes skuldre. Hun stoppede op da hun kom til den hvide strand. Hun kiggede ud på horisonten og nød det lyserøde. Hun gik langsomt langs vandkanten. Sandet lavede små hule pust når hun satte sine nøgne fødder i det. Hun mærkede hendes hjerte hamre bag brystkassen. Hun gik et godt stykke, men faldt så om i sandet. Hun skreg mod det store blå hav og rullede jamrende rundt i sandet. Hun følte sig så tom, så fuld af ingenting. Så forvirret og så fortabt.

Hendes fingrer legede med sandet som hun sad der, lille og hjælpeløs. Hun trak benene op under sig. Hendes hud var bleg og hendes hår kulsort. Det hang ned over hendes skuldrer i en stor uglet masse. Hendes smaragd grønne øjne skinnede krystalklarer indhyllet i blanke tårer, der langsomt trillede ned af hendes kinder, dryppede ned på hendes knæ og forsvandt. Den fugtige vind tog fat i hendes hår og lod det sværme omkring hende. Hun begravede ansigtet i hendes knæ. Bølgernes susen rungede i hovedet på hende. Hun tænkte ikke. Hun var ingenting. Hun fandtes ikke mere. Hun vidste ikke, hvem hun egentlig var. Solen gik langsomt ned og himlen skinnede i forskellige rolige farvenuancer, der prøvede at berolige hendes bitre sjæl. Hun ville ikke lade som om længere. Hun bed tænderne sammen og stirrede frem for sig. Hun trak vejret gennem tænderne. Hendes hvæsende åndedrag lød som et vredt dyr, der stod ansigt til ansigt overfor dets værste fjende, og desperat prøvede at skræmme fjenden væk. Men det var umuligt for hende. Hendes fjende var hende selv. Hun rejste sig og gik døsigt videre. Bølgerne væltede op på stranden og hendes fødder blev våde. De kolde dråber samlede sig med det tørre sand og dannede en tyk masse der omsluttede hendes fødder. Hun gik med bøjet hoved og trak benene efter sig. Hun tænkte på videnskabsprojektet. Kvinden. Hun tænkte altid på hende.

Hun vidste ikke, hvor hun befandt sig i verden nu. Solen forsvandt bag havet og på et split sekund forsvandt det lyserøde og et tungt mørke omsluttede hende. Hun kunne intet se. Men hvad var der også at se. Hun stoppede op. Hun kiggede sig omkring. Der var ingen spor af noget liv nogen steder. Var hun alene? Var hun den eneste tilbage på denne kolde jord? Hun vidste det ikke. Hun vidste blot at hun ikke ville blive her. Hun lukkede øjnene og drømte. Drømte om et helt andet sted. Helt andre mennesker.

:Kvinden. Hendes smukke ansigt dukker op. Hendes gyldne hår skinner i skæret fra solen og hendes koral-blå øjne kigger dybt ind i de to smaragd grønne overfor hende. Hun kysser den spinkle mund, og roder i det kulsorte hår. Den lille, blege skabning smiler over hele kroppen og hendes grønne øjne stråler:

”Brooke, Brooke er du okay?” Stemmen er fjern, som om den kommer et helt andet sted fra. Den blege skabning kigger fortvivlet på kvinden. Kvinden forsvinder.
Hun åbnede øjnene igen og så hans ansigt. Hun lå i sandet. Han havde taget hendes hånd i hans.
”Brooke er du okay?” spurgte han igen. Hun kiggede døsigt på ham. Hun var stadig et helt andet sted. Hun blev ved med at tænke på kvinden, ville ikke slippe hende. Han kiggede nervøst ned på hende, som hun lå der indhyllet i sand. Hun var våd. Bølgerne havde skyllet ind over hende mens hun havde ligget der, i sin egen verden. Hun var gennemblødt. Hun satte sig op og kastede det sorte hår tilbage. Hun kiggede ham minutiøst i øjnene. Hun rystede på hovedet. Hendes spinkle krop skælvede og lyden af knogler der raslede mod hinanden overdøvede bølgernes brus. Hun rystede på hovedet igen og rejste sig. Han slap ikke hendes hånd. Hun rev sig løs og gik med faste, hastige skridt videre, væk fra ham, væk fra livet.
”Brooke, hvor skal du hen?” råbte han efter hende. Hun vendte sig om så håret svang sig omkring hende og kiggede stift lige igennem ham. Det var som om al varmen sivede ud af hans krop. Han blev stående med frygt i øjnene. Hun drejede om på hælen og fortsatte ud i mørket.

Hendes iskolde blik skar sig igennem den matte nattestemning. Hun gik målrettet men uden et mål. De grønne øjne lyste i natten, som en kat på natterov. Hun klaprede tænder under de sammenbidte læber. Hendes krop var blå og hårende strittede overalt på hende. De prøvede at holde den slemme kulde ude. Hun ignorerede dem. Hendes sjask våde hår hang sjusket foran ansigtet på hende. Hun kunne stadig hører ham råbe bag sig. Men han var fortid nu. Hun måtte koncentrere sig om at sætte fødderne rigtigt. Hendes krop skælvede voldsomt. Hun tog endnu et skridt, men hendes ben gav efter og hun faldt om i sandet. Hun mistede ikke viljen. Hun rejste sig og prøvede at slappe af i kroppen. Hendes ben gav efter igen. Hun landede på alle fire. Hun løftede hovedet og spejdede langs kysten. Hun gav sig til at kravle. Bag hendes dirrende brystkasse arbejde hendes hjerte hårdt for at pumpe varme ud i hendes forfrosne krop. Hun fortsatte med sin kravlegang. Hun kunne intet se, kun høre de brusende bølger. Hun smilte lykkeligt. Hun havde taget en beslutning. Hun havde fuldt sit hjerte. Og nu var hun på vej væk fra den fornuftige sti.

Hendes blege hud skinnede i måneskæret. Hendes knæ skrabede mod det ru sand. Hun slæbte sig ynkeligt hen af sandet og prøvede med al sin kraft og vilje at holde sig oprejst. Det stak i hende. Hun skulle videre. Hun rejste det ene ben og satte af for at komme i oprejst stilling. Hun stod ret som en pind i få sekunder, men da hun prøvede at tage et skridt, gav hendes ben efter igen. Der lød et hult bump da hun ramte sandet og en sky stod op omkring hende. Hun lukkede øjnene. En blank tårer landede i sandet og dannede en lille hul åbning. Hun hørte en svag pustlen omkring hende.

:Kvinden ligger armene om hende og kysser hende blidt på panden. Hun snakker til hende. Griner, smiler. Den blege skabning putter sig ind til den varme krop og sukker forelsket. De sidder på en bænk. Den blå himmel smiler glad ned til dem og vinden hvisker søde ord. Den blege skabning griner højlydt og smiler et strålende smil. Fuld af liv. Fuld af kærlighed. Fuldkommen..:

Hun fornemmede en stærk hovedpine. Hendes hoved hang slapt ned af og alt blodet, var steget hende til hovedet. Hun åbnede øjnene en smule og følte alting var på hovedet. Hun følte sig svævende. Nogen bar på hende. Hun kunne ikke se hvem. Mørket opslugte alt undtagen omridset af en person. Men hun vidste godt hvem det var. Det var ham. Hun prøvede at rette hovedet op, men hendes krop var drænet for energi. Han lagde mærke til hendes bevægelser.
”Brooke?” Hun svarede ikke. Hun stirrede ud i den mørke nat. Hun var kommet så langt. Men alligevel ingen veje. Hun følte sig endnu engang fortabt. Hun lukkede øjnene og så kvinden for sig.
”Fornuften” hviskede hun.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...