Drømmen om noget bedre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2011
  • Opdateret: 7 jan. 2012
  • Status: Igang
Prinsesse noget alle drømmer om at prøve om andet så bare for en dag. Ville du ikke gerne prøve den gang du var lille? Eller drømmer du stadig om det. Dette er en realitet for 17-årige Alina. Hun er prinsesse i et lille land i midten af Europa kaldet Genovia. Hendes far er den retmæssige regent, og passer jobbet som landets hersker til det mindste. Men noget nyt og anderledes trækker i Alina. Hun dræmmer om at komme på college i USA, og være som alle andre. Bliver hun det? Eller går det som traditionen siger?

5Likes
29Kommentarer
4490Visninger
AA

16. Problemer

Vi kørte hjem med Jessica. Efter hun havde haft lidt tid til at vende sig til tanken om mig, en prinsesse, i hendes nærhed tøede hun op, og begyndte at snakke rigtig meget. Hun fortalte om løst og fast til Penn, hele tiden. En gang i mellem kom hun i tanke om at jeg var der og spurgte mig og nogle ting. Men ellers var det bare Penn, Penn og Penn. En lille fan, han har der.

Vi kørte ind i indkørslen. Max stod i døren, og så bekymret ud. Jeg vinkede ud gennem ruden, for at han skulle få øje på mig. Han reagerede, men ændrede ikke ansigtsudtryk. Jeg skyndte mig ud af bilen. Jeg nærmest løb op til ham. Hvad skete der? Han kiggede på mig, og sagde: "Din far har lige ringet til mig." Allerede der lovede det overhovedet ikke godt. Overhovedet ikke! "Hans majestæt sagde, at du skulle ringe så snart du kom tilbage hertil". Jeg rystede på hovedet og sagde: "Sagde han ikke mere? Ingenting?" Min stemme var helt oppe at køre. Max rakte mig bare hans mobil, og sagde: "Ring nu". Jeg tog telefonen, og gik lidt ned ad stien, tilbage mod bilen. I mellem tiden var Penn og Jessica nået op til døren. Jeg kunne høre Penn i baggrunden, spørge Max om hvad der var i vejen. Jeg ringede op. Min far tog den efter tre ring. Han sagde: "Hej Alina. Det er far". Jeg nikkede, som om han kunne se det, og sagde: "Max sagde du ville snakke med mig". Han sukkede og sagde: "Ja, det. Hør, jeg ved du er midt i en ferie hos din ven Penn, og at jeg nødigt ville ødelægge den, men der er kommet et tilbud fra EU, som jeg bliver nød til at drøfte med dig og Freddie". Jeg tænkte mig om. Et tilbud? Om hvad? Medlemsskab? Det havde vi fået før, men vi bliver ved at være neutrale. Hvad kan det ellers være? Jeg spørger: "Hvad er det for noget? Et medlemsskab eller noget andet?". Han blev lidt tavs igen. Det var en stor beslutning, det kunne jeg mærke. Heldigvis ikke nogen sygdom eller noget. Min far rømmede sig i den anden ende. Han sagde: "Det er et delvist medlemsskab, et tilbud om en forsvarsalliance, optagelse i Schengen-aftalen og til sidst en høj post i Europaparliamentet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Det er et virkelig godt tilbud, som er svært at takke nej til. Hvis jeg acceptere, opgiver jeg vores position som neutral. Accepterer jeg vil de ikke gå med til vores forholdvis åbne grænser, og at vi kan krydse ind i deres lande uden, at vise pas, og bestille visa." Jeg afbrød ham. Min holdning er klar. For alt i verden, hold Genovia neutral! Jeg sagde: "Far, jeg tror allerede du ved, at jeg vil svare at vores neutrale position er det vigtigste, og for alt i verden skal bevares. Men jeg ved også at uanset hvad du vælger, vil det blive bakket op af dit folk, og det vil være rigtigt. Snak med Freddie og dine ministre. Jeg ved du vælger rigtigt!" Jeg kunne høre han sukkede igen. Stille sagde han: "Jeg tror, vi finder en løsning. Jeg synes bare du skulle have en indflydelse, som du plejer, selvom du er i USA. Forresten, til jul." Der afbrød jeg ham, og sagde: "Jeg vil gerne med til Aspen(årlig skitur, red.), men helt ærligt. Er det ikke lidt tidligt, at forberede? Jeg vil gerne tilbage til de andre nu. Det er lidt uhøfligt, at snakke i telefon". Jeg kunne høre min far grine i den anden ende. Det var for sjov. Fedt! Jeg sagde farvel, og at han skulle hilse alle omkring sig. Jeg lagde på, og gik op til Max, der stod på trappen, og ventede. Jeg sagde: "Hvorfor så alvorlig? Det var bare politik". Han nikkede, og sagde: "Det vidste jeg ikke. Han lød meget alvorligere end han normalt gør når han taler politik". Jeg nikkede, jeg var enig. Jeg gik indenfor. Penn stod lige inden for, og sagde: "Hvad så? Hvad er der galt?". Jeg sagde: "Politisk krise, som skulle løses på 10 minutter" Det sidste med et strejf af sarkasme. Han gav mig et impulsivt kram, og sagde: "Åh, Gud. Jeg troede det var noget alvorligt!".
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...