Drømmen om noget bedre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2011
  • Opdateret: 7 jan. 2012
  • Status: Igang
Prinsesse noget alle drømmer om at prøve om andet så bare for en dag. Ville du ikke gerne prøve den gang du var lille? Eller drømmer du stadig om det. Dette er en realitet for 17-årige Alina. Hun er prinsesse i et lille land i midten af Europa kaldet Genovia. Hendes far er den retmæssige regent, og passer jobbet som landets hersker til det mindste. Men noget nyt og anderledes trækker i Alina. Hun dræmmer om at komme på college i USA, og være som alle andre. Bliver hun det? Eller går det som traditionen siger?

5Likes
29Kommentarer
4495Visninger
AA

2. Klip, klip, klip

Senere på formiddagen er jeg på vej ned i centrum, hvor et nyt superhospital skal indviges. Det skal hedde Johan XI Rex' Hospital, og det er blevet opkaldt efter min far. Jeg er på vej i bilen, og tænker på hvad jeg skal sige. Jeg har indviet mange ting igennem de sidste 2 år. Det er stort hver gang, men jeg er forlængst holdt op med at skrive taler inden jeg indviger ting. Det gjorde jeg det første år, men nu ligger rutinen klar hver gang jeg træder op på en talerstol. Da bilen standser, står der allerede en masse fotografer klar udenfor bildøren. Min sikkerhedsvagter skubber dem tilbage, så jeg kan komme uhindret ud af bilen, og op til det røde bånd, som lige nu omkranser hospitalet. Hospitalet er allerede taget i brug for længst, men det er først fuldstændigt færdigbygget nu, derfor er indvielsen idag. Da jeg kommer op til båndet er der en taler stol, og chefen for hospitalet står nu på talerstolen og byder mig velkommen. Da han går ned rækker jeg ham min hånd og hilser. Hvis ikke jeg rækker min hånd frem mod en person jeg vil hilse på, eller der vil hilse på mig, må personen ikke række sin hånd frem mod mig. Det er belastende i længden, altid at være den første til at sige goddag. Selv til de fine ministre middage og lignende selskaber gælder denne regel. Den eneste udtagelse er hvis det er en kongelig i højere position end mig selv, jeg skal hilse på, så skal jeg vente. Vi smiler til kameraerne, og efter et stykke tid går jeg op på talerstolen. Der står en vagt på hver side, og jeg begynder at tale: "Det er mig en fornøjelse at kunne træde i min far, Johan d. 7. sted, da han ikke selv idag kunne være til stede. Jeg er stolt over at Genovias første superhospital er blevet opkaldt efter min far og jeres konge. Det mig en glæde at så mange mennesker er mødt frem til indvielsen af dette fantastiske hospital, som forhåbentlig på længere sigt vil blive et af Europas bedste. Jeg er fantastisk taknemmelig for at jeg har fået den store ære at kunne indvie et sådant stort skridt i vort lands medicinal historie. Jeg tror på at dette er et stort skridt mod noget endnu større inden for vort sundhedsvæsen... " Alt det sædvanlige. Da jeg har talt i 10 minutter, siger jeg tak og tager i mod en saks og klipper båndet over, mens tusinde blitzer går af. Efter indvielsen skal jeg på rundvisning på hospitalet, og læse højt for nogle børn som er indlagt på børneafdelingen. Jeg elsker at læse højt for børnene, de giver mig en følelse af at der er noget vigtigt i livet som man skal kæmpe for, og et glimt af min egen barndom tilbage. Sommere i græsset med min bror, trods aldersforskellen, min mor og far lykkelige som aldrig før, og de årlige udflugter til Europas hovedstæder. Efter rundvisningen når jeg endeligt til oplæsningen. Der sidder nogle børn inde i et rum, og lytter spændte på sygeplejerskernes instrukser. Da jeg kommer ind bliver opmærksomheden vendt mod mig. Jeg ligger mærke til en lille pige, der sidder i det ene hjørne, et stykke væk fra de andre. Hun bliver siddende, da jeg sætter mig på min stol. Inden jeg begynder at læse rejser jeg mig, og går ned mod den lille pige. Fotograferne følger hvert enkelt skridt jeg tager, og da jeg sætter mig ned foran den lille pige og begynder at snakke til hende lyner blitzene som aldrig før. Jeg siger: "Hej med dig. Hvorfor sidder du her nede?". Hun svarer med bævrende stemme, at hun er bange for alle lysene. Jeg gætter at hun hentyder til blitzene. Jeg spørger hende roligt: "Vil du sidde sammen med mig på stolen, der gør lysene dig ikke noget". Hun nikker forsigtigt og kigger dernæst op på en sygeplejerske der står nærmest. Sygeplejersken smiler, og den lille pige går med mig op til stolen. Da jeg endelig kommer hjem efter en lang dag på hospitalet, er min far oprevet over endnu en overskrift skabt af Freddie. Der står: "Party-prinsens vilde bytur". Selve artiklen er sladder om at han er på uofficielt besøg i Kina, og at han har været på en bytur hvor han er blevet spottet med tre forskellige kvinder. Da jeg efter at have talt min far til ro, endelig kommer i seng, falder jeg hurtigt i søvn, fordi jeg er så træt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...