Drømmen om noget bedre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2011
  • Opdateret: 7 jan. 2012
  • Status: Igang
Prinsesse noget alle drømmer om at prøve om andet så bare for en dag. Ville du ikke gerne prøve den gang du var lille? Eller drømmer du stadig om det. Dette er en realitet for 17-årige Alina. Hun er prinsesse i et lille land i midten af Europa kaldet Genovia. Hendes far er den retmæssige regent, og passer jobbet som landets hersker til det mindste. Men noget nyt og anderledes trækker i Alina. Hun dræmmer om at komme på college i USA, og være som alle andre. Bliver hun det? Eller går det som traditionen siger?

5Likes
29Kommentarer
4584Visninger
AA

11. Katastrofe afværges

Da vores fly lander i lufthavnen, og vi endelig er kommet ud står der hundreder af fotografer. De tager billeder, og billeder. Af mig! Shit! De andre opdager det helt sikkert nu! Max og Sam beskytter mig, og sørger for at få mig gelejdet ud til en ventende bil. Da vi endelig kommer afsted i bilen slapper jeg af igen. Jeg siger: "Jeg troede jeg ville kunne undgår det her!" Sam siger: "Det er ikke nemt, når der er fotografer overalt i lufthavnen". Han smiler lidt, og siger beroligende: "Det skal nok gå".

Da vi kommer til Yale, er der heldigvis ingen journalister. Endnu i hvert fald. Jeg skynder mig op, med min kuffert i den ene hånd. Sam og Max er lige i hælene på mig. Da jeg låser op indtil mit værelse, ser jeg at døren ind til badeværelset står åben. Jeg skynder mig hen og kigge ind. Der er ingen der inde. Jeg går ind til Sarah og Blake. De sidder og kigger i det samme blad. Det jeg så i lufthavnen. De kigger op, og de har begge røde øjne. Sarah siger: "Hvorfor fortalte du os det ikke? Vi kunne godt have holdt det hemmeligt". Hun lyder sur og bebrejdende. Jeg nikker, og siger: "Jeg ved godt jeg skulle have fortalt det, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke behandles som en skrøbelig genstand, og jeg ville slet ikke behandles anderledes af lærere og studerende. Jeg ville bare gerne være almindelig, for første gang i mit liv". Tårene strømmede ned af mine kinder. Blake siger, også med tårene løbende: "Vi ville have hjulpet dig. Vi ville have behandlet dig på samme måde". Jeg nikker, og siger: "Det ved jeg nu. Jeg har været vant til at alle og dem, som forestillede at være mine venner, behandlede mig som om jeg ville gå i stykker, hvis jeg rørte mig. Jeg ved at I ville have gjort det anderledes. Men det kan jeg ikke lave om på nu." Sarah rejser sig, og går hen til mig. Hun ligger armene om mig, og siger: "Jeg er mest af alt glad for du er tilbage. Jeg troede ikke du ville komme, når din far var syg". Jeg lægger armene om hende også og giver hende et langt kram. Jeg siger: "Jeg ville aldrig kunne forlade jer, uden at sige til jer hvem jeg rigtigt var, og jeg vil ikke forlade jer før jeg er førdig her ovre". Blake rejser sig også nu. Hun kommer over og giver mig også et kram, og hvisker: "Din idiot!" Jeg ved det er kærligt ment. Sarah siger pludselig: "Du sagde, dem der forestiller at være mine venner. Hvem er Sam og Max så?". Jeg griner, og siger: "Det er mine sikkerhedsvagter. Toptrænede agenter fra Østrig." Vi griner alle sammen. Sarah siger: "Toptrænede..." Jeg afbryder hende igen, og siger: "Det var en joke. De er helt normale vagter". Hun klasker mig på armen, og siger: "Hvor er Sam forresten?". Han er inde på mit værelse, og har vist hørt hende." Han kommer flyvende ind ad døren, og siger: "Når man snakker om solen.." Sarah færdiggør hans sætning ".. så skinner den". Hun slynger armene om ham, og siger: "Hvor har jeg savnet dig!" Blake nikker, og siger: "Hun har ikke talt om andet!". Max kommer ind, og siger: "Vi må lige snakke om sikkerhedsforanstaltningerne igen, med den nye situation Deres Højhed". Jeg nikker, og går med ham ind på mit værelse. Blake kommer listende. "Jeg kan ikke klare deres kysseri" griner hun stille. Max ser på mig, og siger: "Måske skulle De have byttet Sam ud hjemme i Lichtenstein" Han smågriner, og jeg siger: "Max..Drop tiltalen, og det ville have været så synd for Sarah.. Og for Sam for den sags skyld". Han nikker, og siger: "Jeg kan ikke droppe tiltalen, når alle ved hvem De er. Det ville være uforskammet med en sikkerhedsvagt der tiltaler sin prinsesse, som var hun hans nærmeste". Jeg ryster på hovedet, og siger: "Der var intet mærkeligt, før min far blev syg. Kom tilbage til nutiden. Jeg tror ikke amerikanerne ligger så stor vægt på det, som Europa". Blake smiler, og siger: "Jeg troede kun det var sådan man sagde i film!" Hun flækker, og jeg siger: "Nej, hjemme er det, det eneste jeg hører dag ud og dag ind. Spørg mig om jeg er træt af det!". Max siger: "Deres Højhed, mindst en vagt, hver gang de forlader området, og mindst en vagt uden for værelset". Mit smil blegner. Skal jeg nu overvåges igen. Det gider jeg virkelig ikke. Max fortsætter: "Vi tilkalder ekstra folk fra Lichtenstein, og indtil nu må vi nøjes med et par almindelige politibetjente". Jeg udbryder: "Max det gør du ikke! Berøv ikke min frihed igen! Det er fint med den vagt hver gang jeg går, men da for guds skyld ikke udenfor min dør!" Jeg lyder vred, og kan selv mærke at jeg er ved at blive sur. Han bøjer sig til sidst efter en lang diskussion. Blake siger: "Måske var det ikke en dårlig idé, med en ekstra vagt, sådan som Sam er opmærksom på sit job". Jeg griner, og kalder på ham. Jeg siger alvorligt: "Sam, hvis De ikke snart tager Dem sammen, og passer Deres arbejde, bliver jeg desværre nød til at sende Dem hjem til Lichtenstein. Det går ikke med så useriøse vagter". Han kigger på mig, som om jeg har smidt et eller andet i hovedet på ham. Han skynder sig at sige: "Om forladelse, Deres Kongelige Højhed. Jeg vidste ikke at De så det som en forringelse af mit job. Jeg vil straks ændre min adfær". Max og Blake ruller rundt på gulvet af grin, og det samme gør jeg. Sarah og Sam kan slet ikke se det sjove. De ser begge triste ud. Jeg skynder mig at sige: "Du er for nem, Sam. Jeg ville aldrig sende dig hjem!". Sarah og Sam ser straks mere glade ud og griner nu med os andre.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...