Drømmen om noget bedre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2011
  • Opdateret: 7 jan. 2012
  • Status: Igang
Prinsesse noget alle drømmer om at prøve om andet så bare for en dag. Ville du ikke gerne prøve den gang du var lille? Eller drømmer du stadig om det. Dette er en realitet for 17-årige Alina. Hun er prinsesse i et lille land i midten af Europa kaldet Genovia. Hendes far er den retmæssige regent, og passer jobbet som landets hersker til det mindste. Men noget nyt og anderledes trækker i Alina. Hun dræmmer om at komme på college i USA, og være som alle andre. Bliver hun det? Eller går det som traditionen siger?

5Likes
29Kommentarer
4484Visninger
AA

3. Flere klip - og en overraskelse

I dag har jeg endnu mere travlt end før. Jeg skal rejse til Østrig for at åbne et nyt landsdækkende bibliotek. Genovias bånd til Østrig har været godt, og inden 2. verdenskrig har Genovia været styret fra et palæ i Wien. Under 2. verdenskrig var Genovia neutralt ligesom Schweiz og blev derfor nød til at trække hovedsædet ud af Østrig. Vi ejer stadig palæet i Østrig, men min far har valgt ikke at flytte hovedsædet igen. Endnu en af de ting, som jeg er stolt af ved min far. At han har formået at flytte hovedsædet fra Østrig til Genovia, uden at blive uvenner med Østrigs regering og statsoverhoved. Jeg skal flyve til Wien lufthavn, og tilbage igen i aften, for jeg skal deltage i en minister middag sammen med min far. Siden min mor døde har jeg været hans trofaste værtinde til fine selskaber. Alle har accepteret at jeg altid deltager, hvilket er meget ualmindeligt for en prinsesse i Genovia. Jeg har mine to yndlings sikkerhedsvagter med mig i dag. Max og Sam, de er trænet i den østrigske hær, men har siden søgt ind som sikkerhedsvagter ved min fars embede. De er begge forholdsvis unge, og sjove selvom de tiltaler mig som offentligheden synes bedst. Udover Sophie er de mine yndlings ansatte. De har været med mig mange steder i Europa. Da bilen stopper udenfor lufthavnen bliver jeg modtaget af lufthavns chefen, og bliver fulgt hen til min terminal med en masse fotografer i hælene. Sådan er det altid når jeg skal flyve. Jeg bliver behandlet som var jeg skrøbeligt porcelæn. Jeg kan godt tænke mig at finde ud af hvordan det er at rejse på egen hånd, men det tror jeg aldrig jeg kommer til. Jeg sætter mig på et af stolesæderne i lufthavnen. Sam står bag mig og Max står foran mig. Jeg kan ikke lade være med at smile. En lille pige løber rundt og leger med sin bror i stolerummet bag mig. De drejer pludselig over i vores stolegang. Ud for mine fødder falder den lille pige. Broren har ikke set hende og falder over hende. De ligger begge på gulvet og græder. Jeg rejser mig, og går hen i mod dem. Sam følger min eneste bevægelse, det samme nogle blitzlys. Jeg sætter mig ned ved siden af drengen. Da jeg spørger om han er okay, svarer han på fransk, at han ikke kan forstå hvad jeg siger. Jeg skifter hurtigt til fransk, og spørger igen. Han nikker, og rejser sig stille, og går hen mod lillesøster. Hun ligger stadig på gulvet. Jeg følger med drengen. Den lille pige har sat sig op, og sidder og kæmper med tårene. Drengen sætter sig ned ved siden af hende, og lægger en arm om hendes smalle skuldre. Jeg sætter mig ned på den anden side og beroliger hende på fransk. Drengen siger stille til mig på fransk: "Jeg henter lige mine forældre, vil du blive ved Priscilla?" Jeg nikker og snakker videre med Priscilla. Drengen kommer tilbage med forældrene, 5 minutter senere. Forældrene genkender mig straks og tiltaler mig Deres kongelige højhed, mens de takker for at have taget mig af deres børn, og til sidst undskylder de ulejligheden. Jeg rækker hånden frem mod forældrene. Da de tager den bukker de. Sam kommer hen og siger stille på tysk, som er mit modersmål: "Deres fly letter om 5 minutter. Er De klar til at gå om bord?". Jeg nikker og siger farvel til den franske familie. Da jeg kommer om bord på flyet, sætter jeg mig ved siden af Sam. Max sidder på den anden side af midtergangen, som de skal. Jeg sidder og snakker med Sam under hele flyturen. Han siger pludselig: "Det er anden gang på to dage, at De har taget dem så godt af børn. De er et naturtalent". Jeg smiler, og siger: "Mange tak Sam, det er sødt at dig at påpege det". Hvad skal jeg ellers sige? Mit besøg i Østrig på biblioteket varer ikke længe. Det tager omkring en halv time. Jeg skal forbi Østrigs folketing, og hilse på statsoverhovedet, da det er et officielt besøg. Det tager ikke mere end et par timer, og så er jeg på vej tilbage i flyet. Da jeg kommer hjem på slottet i Genovia, er der travlt. Flere tjenestefolk er sat på til at holde rent, dække bord og så videre i anledningen af minister middagen i aften. Sophie møder mig ved indgange til mit værelse. Jeg skal skynde mig, hvis jeg skal nå at blive klar inden middagen. Jeg skynder mig i bad, mens Sophie finder min kjole og mit diadem frem. Da jeg kommer ud af badet, sætter hun hurtigt mit hår op i en flot frisure, og sætter diademet på. Jeg skyder mig kjolen og skoene. Jeg skynder mig ned til min fars kontor. Han er i jakkesæt og nypudsede sko. Jeg giver ham et kys på kinden, mens han spørger om rejsen. Jeg svarer, mens han tager mig under armen og vi går sammen ned mod festsalen. Vi venter udenfor døren mens vore navne bliver råbt op. Da vi kommer ind i salen bukker alle for os. Vi går ned mod vores bord, og min far gør et vink med armen, og alle de betydningsfulde mennesker rejser sig fra deres bukkede stillinger. Jeg kigger rundt i salen, da jeg får øje på min yndlings fætter fra Norge. Han kommer hen, og rækker hånden frem mod mig. Jeg tager den, og han kysser min hånd. Vi snakker stille. Han bliver et par dage, og ville overraske mig. Jeg glæder mig til at snakke med ham i morgen. Han er den bedste. Min bedste ven. Hvis man kan kalde en fætter det.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...