Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

308Likes
326Kommentarer
33002Visninger
AA

12. Verdens dårligste babysitter

Rød i hovedet som en overkogt krabbe, befandt jeg mig ingen andre steder, end ved Alexanders hoveddør. Jeg var faktisk overbevist om, at mine fingre ville gå i strække, da det stærkt virkede som om, at de ikke havde tænkt sig at ringe på dørklokken. Til sidst måtte jeg nærmest sparke mig selv hårdt bag i, hvilket er svært, og tage mig sammen til at banke på. Da døren endelig gik op, døde jeg næsten indeni! Alexander så bedre ud, end jeg længe havde set ham. Hans tøj var smart, hans hår var flot og selv hans smil så en lille smule bedre ud end normal, hvilket jeg havde forsvoret muligt. Reager! Tænkte jeg til mig selv, da han virkede som om, at han ventede på en hilsen. Jeg åbnede munden og sendte ham et af de store, strålende smil jeg havde øvet med Trine – et af dem hvor jeg både viste tænder, men samtidig ikke blottede tandhalse. Alexander kiggede nu dybt forvirret på mig. Han så overhovedet ikke ud som om, at han syntes mit smil var specielt tiltalende. Faktisk så han en lille smile frastødt ud. ”Du har noget mellem tænderne..” Grinede han. Uden så meget som at hilse eller bede om at komme ind, fór jeg forbi ham og ind til et spejl i entréen, og ganske rigtigt; Dér, midt i mit perfekte score-smil, sad der et klamt stykke gennemgnasket pasta. ”Jeg kan se, at du har spist hjemmefra.” Klukkede Alexander, mens han fortsatte forbi mig. Med om muligt endnu mere rød farve i ansigtet, fulgte jeg ham ud til noget, der må være det mest stilede køkken jeg længe har set.
”Det her er Mikkel. Han er en rigtig lille bandit, men bare rolig – jeg har bedt ham om at opføre sig ordentligt i aften!” Forsikrede han med et smil, der endnu en gang fik mig til at betvivle, hvorfor jeg overhovedet var der. ”Du gør det for hans skyld.” Mindede jeg mig selv om flere gange, med stigende desperation og angst i stemmen. Mikkel så dog virkelig nuttet ud – ligesom hans bror. Han havde mørkt hår, og de samme brune øjne som hans storebror. Han manglede de to fortænder i munden, hvilket fik ham til at se endnu mere sød og uskyldig ud.
”Men så vil jeg lade jer to være alene.” Var det sidste han sagde inden han forlod huset, og efterlod mig med en lille dreng, og et stort fremmet hus.

Mikkel måtte være prototypen på en ganske almindelig 9-årig, dansk dreng, med krudt i røven! Den første time, eller måske halvanden, løb han uhæmmet rundt i hele huset, og legede med sig selv. Jeg spottede ham endda i færd med at jage en usynlig ven gennem stuen, i et forsøg på at sende ham i fængsel. Så aktiv mindes jeg ikke at være, da jeg var lille. Men det er jo også mange år siden..
”Skal vi ikke spille spil?” Hvinede han energisk, da jeg smed mig på sofaen et ganske øjeblik. ”Jo..” Sukkede jeg, og lod ham finde et spil ludo fra hylden. Jeg var en halv centimeter fra at fortælle ham, at jeg faktisk hader ludo. Men helt ærligt, hvad hvis han sladrede til hans bror? Jeg skulle i hvert fald ikke være hende den onde babysitter, der ikke gad lege. ”Bare kom an..” Mumlede jeg, og lod Mikkel finde spillet frem. Jeg lod ham endda vinde, selvom jeg faktisk er en virkelig dårlig taber.
”Hvorfor er det dig der passer mig?” Sagde Mikkel, da han lå i hans seng. ”Møgunge..” Tænkte jeg. Havde jeg overhovedet svaret, på sådan et dumt spørgsmål. ”Fordi jeg lovede din bror det.” Hørte jeg mig selv sige. Det overraskede mig faktisk, at jeg var i stand til at svare noget der virkede troværdigt, i stedet for bare at slå ham og skride. Misforstå mig ikke, jeg er ikke voldelig overfor børn, eller folk generelt. Jeg er bare så ufattelig dårlig i situationer, hvor jeg ikke ved hvad jeg skal sige. ”Okay.” Mumlede han, allerede halvt i søvn. Han så nu ret nuttet ud, som han lå der, næsten i drømmeland.
Da jeg havde lagt Mikkel i seng, besluttede jeg mig for at kigge på den seddel Alexander havde lagt til mig, med ting jeg kunne foretage mig, hvis jeg kedede mig. ”Smide noget vasketøj over.” Stod der. Jeg overvejede situationen. Hvor svært kunne det mon være?

Jeg tog den kurv med vasketøj der befandt sig på badeværelset, og begyndte at lægge tøjstykkerne ind i vaskemaskinen. Det virkede så uvirkeligt at røre ved hans tøj, og på en eller anden måde, vel også til stalker agtigt. Jeg kiggede forvirret på bøtten med vaskepulver, og ledte efter en marekat, med besked om hvor meget der mon skulle i. Lige som jeg begyndte at hælde indholdet ned i beholderen, kunne jeg høre nogle ved døren. ”Hallo?” Det skulle egentlig have været et råb, men jeg var nærmest for bange til at hæve stemmen. ”Hallo?” Begyndte jeg igen. Lige som jeg ville skue låget på bøtten med vaskepulver, gik døren op. Det gav et helt gib i mig, og pr. refleks smed jeg vaskepulveret fra mig. ”Det er bare mig.” Sagde Mikkel, og kiggede underligt på mig. ”Åh..” Mumlede jeg. ”Hej søde.” Jeg gjorde mit bedste for at lyde rar og babysitter agtig, men det er ikke rigtigt min stil, at snakke pænt til børn.
Jeg gik med ham ovenpå, og da han igen sov, gik jeg igen nedunder, men blot for at finde ud af hvor dum jeg egentlig er. For da jeg smed vaskepulveret fra mig, havde jeg åbenbart ikke skruet låget ordentligt på. Der lå nu pulver over det hele i maskinen – ikke kun i beholderen, men også blandt tøjet. ”Det er der igen der opdager.” Bildte jeg mig selv ind, og skyndte mig at lukke lågen. ”Du er et geni.” Jeg smilte til mig selv i spejlet, og satte mig ind i køkkenet igen.
Jeg var i gik med at fortære et stort stykke æble, da jeg hørte noget ude fra vaskerummet. Min første tanke var, at Mikkel var vågnet igen, og var gået ud for at lede efter mig. Jeg rejste mig irriteret, men da jeg nåede hen til vaskerummet kunne jeg godt høre, at der var noget galt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...