Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

308Likes
326Kommentarer
33141Visninger
AA

17. Ting der skal afklares

Jeg havde ikke skænket det en tanke, før jeg senere den dag, lykkeligt og ikke mindst detaljeret beskrev dagens begivenheder til Trine. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at få alle de små detaljer med, som virkede så ualmindeligt vigtige; Alle de rigtige ordvalg, alle ansigtsudtrykkende og alle reaktionerne. Det var først da jeg afsluttende fortællingen, med en endnu mere detaljeret beskrivelse af vores offentlige kys, at jeg kunne se på Trines ansigt, at der var noget jeg havde glemt. ”Hvad?” Spurgte jeg forvirret. Trine lagde hovedet på skrå. ”Du har ikke overvejet, at snakke med Jakob.” Da hun sendte mig et bebrejdende blik, kom jeg for første gang siden den morgen, til at tænke på, hvordan Jakob mon måtte have det. Jeg havde i min naivitet blot tolket hans tavshed, som om at han var glad på mine vejne. ”Gud!” Udbrød jeg chokeret. ”Tror du, at han hader mig?” Trine trak på skuldrene. ”Det ved jeg ikke.. Spørg ham dog?” Jeg grinte let. ”Hvordan? Jeg kan jo ikke bare troppe op foran hans før, og spørge ham om han for resten hader mig inderligt?” Trine tjattede til min skulder. ”Du er dum, ved du godt det?” Jeg kiggede spørgende på hende. ”Du kunne jo også bare dukke op, ligesom han gjorde, og så gå en tur med ham. Mens i snakker, spørger du ham diskret, om det med Alexander.” Jeg nikkede. Trine vidste altid hvad man skulle gøre, i sådanne kriser. ”Tror du, at Danielle har hørt om det skænderi Jakob og jeg havde på gangen? Der var sikkert folk der hørte det..” Trine nikkede langsomt. ”Rygter går hurtigt på den skole.. Måske du skal skynde dig at snakke med ham.” Det var nu min tur til at nikke. ”Du har ret. Jeg tager over til ham i aften.”

Da jeg stod foran Jakobs dør, begyndte jeg at overveje, om jeg mon skulle have haft ringet først. I virkeligheden kunne jeg jo ikke vide, om han var hjemme, eller endnu vigtigere – om Danielle var til stede. Hvis hun befandt sig i huset, mens jeg uanmeldt troppede op, ville hun ikke nøjes med at skubbe mig denne gang. Bestemt skyndte jeg mig at trykke på dørklokken, inden jeg ombestemte mig. Jakobs hus så virkelig stilet ud udefra, i forhold til mit eget. Det var en stor, moderne bygning, med kæmpemæssige, hvide vinduer, der fik det til at virke lyst, selv på ydresiden. Det hele så meget smart ud, og den blålige farve på træ brædderne, som huset bestod af, afslørede også, at det måtte være meget nyt. Jeg ventede et øjeblik, før nogen åbnede døren. Jeg bad indvendigt til, at det ikke var Danielle. Hun virker som typen, der kunne finde på at åbne døren hos andre mennesker. Da døren gik op, kunne jeg til min store lettelse se, at det var en dame, som jeg regnede med var Jakobs mor. ”Ja?” Spurgte hun afventende, med et høfligt smil på læben. Hans mor virkede ligeså stilet som huset, med hendes lyse arbejdsjakkesæt og stramt opsatte hår. ”Er Jakob hjemme?” Det hele virkede så akavet og 5. klasses agtigt, som om jeg var her for at spørge, om han kunne lege. ”Lige et øjeblik.” Svarede hun. Jeg kunne høre, at hun kaldte på Jakob op af trappen. Hendes stemme var ligeså højrøstet som min fars, når han brøler efter mig. Et par sekunder efter, kunne jeg høre nogle komme buldrende ned af trappen. Da han så, at det var mig, ændrede hans ansigtsudtryk sig fra irriteret, til noget nærmere forvirret. ”Anna?” Spurgte han. Jeg nikkede. ”Kan vi gå lidt?” Spurgte jeg. Jakob råbte noget til sin mor, og hoppede derefter i noget overtøj.

”Er det ved at blive en vane, at vi dukker uanmeldte op hos hinanden?” Spurgte jeg smilende, i et forsøg på at lette stemningen. Jakob så virkelig anspændt ud, og lignede mest af alt en, der gerne ville tilbage til hans seng. ”Okay.. Du er sur på mig, er du ikke?” Jeg stoppede fortvivlet op, og kiggede på ham. ”Du forstår det virkelig ikke, gør du?” Spurgte han. Hans øjne så så bedende ud, at jeg næsten ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Men jeg måtte, i hvert fald inde i mig selv, give drengen ret – Jeg forstod det virkede ikke. Jeg rystede på hovedet. ”Jeg kan jo ikke være sur på dig, for fanden!” Han slog frustreret sine arme ud til siden. ”Jeg er så vild med dig at.. Jamen, jeg kan ikke forklare det. Jeg prøver alt hvad jeg kan, at få dig, men det er ikke godt nok.” ”Jeg er ked af, hvis jeg har ladet dig tro noget..” Begyndte jeg usikkert. ”Hold nu op!” Afbrød han. ”Du har ikke ladet mig tro noget som helst! Du forstår det ikke.. Jeg er så vild med dig, at jeg er ligeglad med, at du ikke vil have mig. Jeg vil bare have, at du er glad. Om det så er med den grødbønne til din engelskvikar.. Jeg er ligeglad.” I det næste øjeblik blev jeg så overvældet, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv. Ser I, aldrig før havde nogen sagt noget så sødt til mig før. Jeg mener, hvor glad er man ikke lige for en person, hvis man kan finde sig i at de står i en andens arme, så længe det gør dem glade? I en spontan beslutning kastede jeg mig i Jakobs arme, og gav ham et kæmpe kram. ”Er du klar over, hvor sød du er?” Mumlede jeg i hans hår. Da jeg endelig lod ham slippe, kunne han ikke lade være med at grine. I et øjeblik stod vi bare ved siden af hinanden, og grinte ud i luften, mens vores latter blandede sig med vinden. Jakob vendte sig om mod mig, og kiggede på mig. ”Jeg tror, at jeg har en pige, jeg skal gøre det forbi med.” Sagde han så. Jeg nikkede smilende. ”Det tror jeg, at du har ret i.” Jeg var virkelig lettet over, at han endelig indså, at det ikke nyttede noget, at holde Danielle for nar. Nok kunne hun være et af de mest irriterende mennesker i verden, men der er ingen der har fortjent, at blive ført bag lyset på den måde.
”Tror du, at Danielle slår mig ihjel, når jeg dropper hende?” Spurgte Jakob, med et fjoget grin. ”Det håber jeg ikke.” Svarede jeg. ”Jeg har det bedst med, at mine venner forbliver levende.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...