Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

309Likes
326Kommentarer
33552Visninger
AA

22. Spørgsmål

Jeg undgik min mor hele den mandag aften, og næste morgen ventede jeg til sidste øjeblik, med at tage af sted, så jeg var sikker på, ikke at rende ind i hende. Det er egentlig underligt, at det var mig, der reagerede sådan, men jeg havde bare ikke energi til, at føle hendes skuffede blikke. Jeg var jo godt klar over, at jeg havde dummet mig.. Jeg burde have fortalt hende, at jeg havde noget med Alexander, før hun så os. Jeg burde have nævnt hans alder noget før. Og jeg burde have spurgt om lov, før jeg sov hos ham hele weekenden, selvom min mor stadig ikke kendte til dén siden af historien. Nu er der nok nogle af jer, der tænker, at en 17-årig pige måske ikke behøver fortælle sin mor ALT. Og til et hvis punkt, kan jeg også give jer ret. Men forskellen lå i, at min mor og jeg, havde et virkelig godt forhold. Derfor var det eneste, jeg kunne tænke på den morgen, om jeg mon havde ødelagt det forhold..
Da jeg gik hen mod min første time, gik jeg i mine egne tanker. Min mors ord kørte rundt i mit hoved, hvilket gjorde det helt umuligt, at tænke på noget som helst andet. Det var først da jeg næsten blev trampet ned, at mine tanker blev afbrudt. ”Se dig for!” Vrissede Danielle, med hendes skingre, lyse stemme, der altid gav mig kuldegysninger. Ikke kuldegysninger på den gode måde, men mere ligesom når nogle kradser sine negle mod en tavle, eller når man hører nogle af de dér tonedøve tosser fra x-faktor.
”I lige måde..” Mumlede jeg, da jeg ærligtalt ikke orkede, at svare igen. ”Men jeg må hellere passer på hvad jeg gør.” Fortsatte Danielle spydigt, med det blik hun får, når hun véd, at hun har mulighed for at jorde mig, eller nogle andre, for den sags skyld. ”Jeg hører, at du har en hvis fordel hos lærerstabelen.”
Normalt, i sådan en situation, ville jeg komme på noget bedre, men det var som om, at jeg ikke havde overskud, til at være flabet. Hvis Danielle havde hørt, om Alexander og jeg, var der ikke noget, jeg kunne gøre. I stedet besluttede jeg mig for, at forlade hende, og bare skynde mig videre. Men idet jeg vendte mig om, trådte jeg i mit snørebånd, og væltede så lang jeg var. ”Du er ikke bare billig, du er også klodset.” Grinede Danielle, mens hun fortsatte.

Jeg placerede mig allerbagerst, i min dansktime, så jeg ikke behøvede nødvendig øjenkontakt med læren. Det sidste jeg havde brug for, var at blive afsløret i, at halvsove mig gennem dagen. Men sandheden var, at jeg næsten ikke havde sovet den nat, og det var nu begyndt at indhente mig. Jeg lagde mine arme på bordet, og lod mit hoved hvile på dem. De første par sekunder kæmpede jeg for, at holde øjnene åbne, men jeg gav hurtigt efter, og gav op. Jeg lod mig selv slappe mere af, end jeg havde gjort det sidste døgn, hvilket hurtigt resulterede i, at jeg fald i en dyb søvn.
Foran mine øjne, begynde en scene at udspille sig. Først var det mest nogle kanter, men som de formede sig, blev de til min mor og jeg. Jeg så hendes ansigt for mig, og hendes øjne. Hendes øjne der udtrykte en skuffelse, som jeg ikke havde set, siden mine standpunktskarakterer i tysk, tilbage i 9.klasse. Jeg så derefter hendes smil, der langsomt forvandlede sig, til en ligegyldig mine. Hendes varme kropsholdning, der pludselig lukkede sig sammen, til en afvisende udstråling. Jeg kunne høre min stemme råbe efter hende, på en fjern måde, nærmest som et ekko. ”Vent!” Råbte jeg, men hun blev ved med at gå. Hendes skikkelse kom længere og længere væk fra mig. Jeg prøvede desperat at række ud efter hende, men der var intet svar. Hun var væk.
Panisk åbnede jeg øjnene, og så mig forvirret rundt. Til min lettelse, kunne jeg atter se mine klassekammerater, der sad fordybet i deres stile. Godt nok var det kun en drøm, men jeg vidste nu, hvad jeg måtte gøre, for at kunne se min mor, og ikke mindst mig selv i øjnene igen.

”Er du helt sikker?” Spurgte han, og knugende sin hånd endnu tættere til min. Når vores fingre var flettet sådan sammen, og vores kroppe næsten rørte hinanden, følte jeg, at jeg kunne fortælle ham hvad som helst. Vi sad så tæt, at jeg næsten kunne mærke hans hjerte slå. Hans øjne lyste hans ansigt op, på den måde der gjorde ham uimodståelig. Jeg syntes selvfølgelig altid, at han var uimodståelig, men især i det øjeblik, var han nærmest helt.. Smuk.
”Du kan selvfølgelig godt sige nej!” Tilføjede jeg hurtigt. Jeg sagde ordene tydeligt, og med så meget selvtillid som muligt, selvom mit toneleje afslørede, hvad jeg i virkeligheden mente, hvilket selvfølgelig var, at jeg ville blive skuffet, hvis han sagde nej. Alexander rykkede sig en lille smule tættere på, og lod hans læber plante sig på mine. ”Selvfølgelig siger jeg ikke nej.” Svarede han, med et smil på læben. ”Jeg vil bare gerne være sammen med dig, og hvis det er det der skal til..” Jeg blev overvældet med så stor en glæde, at jeg ikke så nogen anden udvej, end at afbryde ham, blot for at kysse ham. ”Du er seriøst skøn, ved du godt det?” Spurgte jeg i et forundret tonefald. Alexander blinkede blot til mig. ”Selvfølgelig.”
Der blev stille et øjeblik, før han igen rettede sine øjne direkte imod mig. ”Men..” Begyndte han. Jeg kiggede forbløffet på ham. I mit hoved, burde samtalen var lukket nu. Han havde sagt ja til, at spise middag med mine forældre. Hvad var der mere, at diskutere?
”Hvis jeg skal møde dine forældre, hvem skal vi så sige, at jeg er?” Min bekymrede mine ændrede sig derefter, til et kæmpe smil. Et af dem der trækker sig, lige fra det ene øre og helt over til det andet. ”Hvad er det du vil vide?” Spurgte jeg, bare for at være sikker. Men allerede da han smilte til mig, vidste jeg godt, hvad han ville spørge om. Jeg kunne se det i hans øjne, længe før ordene kom ud af hans læber. Men alligevel kan jeg ikke beskrive den følelse det gav mig, da han alligevel sagde; ”Jeg vil vel bare vide, om jeg må kalde dig min kæreste?”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...