Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

308Likes
326Kommentarer
33025Visninger
AA

21. Skænderier afsluttes, og nye optages

Da jeg mandag morgen satte min cykel fra mig, blev jeg hængende i cykelskuret lidt. Jeg var med vilje kørt lidt tidligere derhen, så jeg kunne nå at fange Trine. Det var egentlig først dér, jeg begyndte at fortryde, at jeg ikke havde besøgt Trine i weekenden, for at undskylde. Der var gået nogle dage nu, og det kunne jo godt være, at løbet ligesom var kørt, med hensyn til at sige undskyld.
Da klokken blev 07:50, kunne jeg endelig se Trine komme cyklende, med sine høretelefoner i ørene. Instinktivt gemte jeg mig bag skuret, så hun ikke ville se mig, og sætte sin cykel et andet sted. Jeg ventede utålmodigt, mens Trine låste sin cykel, og tog sine høretelefoner ud af ørene. Det var først dér, at jeg lod hende se mig. Trine kiggede på mig, og begyndte så at gå fremad. ”Trine, vent!” Halv råbt jeg efter hende, og skyndte mig efter hende. ”Jeg gider ikke snakke med dig.” Sagde Trine koldt, og kort for hovedet, mens hun fortsatte fremad. ”Hallo, stop nu!” Blev jeg ved, mens jeg rakte ud efter hendes jakke. Det fik hende til at vende sig om, og kigge vredt på mig. ”Hvorfor kom du ikke forbi i weekenden? Eller ringede? Da du troede Jakob var sur på dig, kunne du ikke vente. Der tog du hjem til ham, uden overhovedet at kende ham særlig godt. Men jeg.. Jeg kan godt vente?” Trine så virkelig såret og sur ud, hvilket skræmte mig. Selvfølgelig skændtes Trine og jeg til tide. Men det var sjældent at Trine så, SÅ sur ud, over en kommentar. ”Jeg troede ikke du ville snakke med mig!” Udbrød jeg. Trine skulle lige til at snakke igen, men jeg gjorde tegn til, at hun skulle vente. ”Jeg ville ikke tage hjem til dig, hvis du bare ville bede mig om at skride. Men helt ærligt, jeg er ked af det jeg sagde. Jeg er ikke bedre end dig, fordi jeg har Alexander. Du er jo fuldstændig umulig at måle sig med, altså.” Jeg sendte Trine et skævt smil, der fik hende til at smile lidt tilbage. ”Hvorfor kan jeg ikke være sur på dig?” Mumlede hun, da hun rakte ud efter min hånd, hvorefter vi sammen gik hen mod vores første time.

Naiv som jeg er, lod jeg mig derefter tro, at alting var i den skønneste orden. Godt nok havde jeg en uge tilbage, hvor jeg blev nød til at lade som om, at Alexander blot var min lærer, men udover det, mente jeg faktisk, at alting var OK. Det var også først da Alexander og jeg tog hjem til ham efter skole, for at hende de ting jeg glemte hos ham om søndagen, at det gik galt.
Ser I, Alexanders lejlighed lå inde i byen, så efter jeg havde hentet min taske, besluttede vi os for, at gå en tur op gammel gå gaden..
”Vi ligner et gammelt ægtepar.” Grinede jeg, og kyssede hans hånd. Der var et eller andet over, at gå mig ham i hånden, der fik mig til at smile. ”Gør det noget, at jeg er den gamle mand, så?” Spurgte Alexander i et tonefald, der fik mig til at grine endnu mere. ”Du har hermed min tilladelse til, at være den gamle mand.” Vi drejede ned af hovedgaden, og væk fra sidegaderne. Alexander stoppede op, og kiggede på os i butiksvinduet. ”Se hvor flotte vi er.” Udbrød han. ”Egotripper.” Grinte jeg, og trak ham videre. Alt virkede så skønt og filmagtigt, at det næsten var til at græde over. Da vi nåede hen til en bænk, satte vi os ned. Solen skinnede ned på os, og selvom vi kun lige var nået ind i maj måned, føltes det som juli. Jeg vendte mig om, og kyssede spontant Alexander. Det virkede så svært at lade vær, når han nu sad så tæt på.
Alexander syntes dog ikke, at have noget imod al den kysseri. Helt forslugte i os selv og hinanden, lukkede vi resten af verden ude, hvilket ved nærmere eftertanke, nok var en fejltagelse. For pludselig blev vi afbrudt, af en person der rømmede sig. Da jeg endelig kiggede op, blev jeg grebet af panik. Jeg slog Alexander hårdt i siden, hvilket også fik ham til at kigge op. ”Hvem er hun? Hviskede han i mit øre. ”Din svigermor.” Svarede jeg panisk.

Hele køreturen hjem, var der ingen der sagde noget. Hverken min mor eller jeg. Min mor var nok for skuffet, til at sige noget, og jeg selv var for bange. Ikke at jeg normalt er bange for min mor, men den dame har en evne til, at se virkelig skræmmende ud.
Det var først da vi satte os ved køkkenbordet, at hun begyndte. ”Hvem er han, Anna?” Sagde hun i et tonefald, der afslørede, hvor skuffet hun var. ”Det er Alexander.” Svarede jeg ærligt, med frygt for, at det bare ville gøre min mor endnu mere irriteret. ”HVEM er han Anna? Hvis du har en kæreste, kan du da godt fortælle det til os. I stedet for at jeg skal finde jeg på en bænk, i færd med at spise hinanden.” jeg havde prøvet at undgå det, der derefter skulle til at ske, men lige i det øjeblik, kunne jeg ikke se nogen anden udvej. Derfor tog jeg en dyb indånding, og kiggede min mor i øjnene. ”Han er den vikar vi har i engelsk.” Svarede jeg, og slog derefter hurtigt blikket ned igen. Min mor rejste sig øjeblikkeligt op, og kiggede på mig, med udspilede øjne. ”HVAD er han?” Udbrød hun. ”Er han din lærer?!” ”Ikke lige for tiden..” Svarede jeg, med en nu endnu lavere og mere uskyldig stemme. ”Han var min vikar, men Jesper så os sammen på skolen, så jeg har engelsk på B niveau, indtil han stopper på fredag.” Min mor vendte sig om, og lod hende albuer hvile på køkkenbordet. ”Du forstår ikke, hvor skuffet jeg er, Anna.” Sagde hun. ”Du fortæller os da normalt alting?” Jeg nikkede, og kiggede endnu en gang væk. Jeg vidste, at min mor ville reagere sådan. Men jeg var ikke færdig, med at være nevøs. For jeg vidste godt, at der var et enkelt, indlysende spørgsmål tilbage, hvor svaret kunne hidse hende op. ”Hvor gammel er han, Anna?” Spurgte hun derefter. Jeg prøvede at trække vejret dybt, og se rolig ud, men det var svært ikke at afsløre, at jeg var skrækslagen. ”Han er 22..” Mumlede jeg. Uden et ord, vendte min mor sig om, og gik. Fortvivlet lod jeg mit hoved hvile på bordet. ”Pis.” Mumlede jeg, inden jeg lukkede øjnene.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...