Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

308Likes
326Kommentarer
33005Visninger
AA

3. Nok se, ikke røre

”Anna, du savler” Grinede Trine næste dag, da vi befandt os i kantinen. Alexander var i færd med at købe en sandwich, mens hans snakkede med en af de andre lærere. ”Nej jeg gør ej! Jeg.. Kigger bare.” mumlede jeg og vendte atter opmærksomheden mod min pastasalat. ”Hvorfor snakker du ikke bare med ham?” Spurgte Trine. ”Finder ud af hvor gammel han er, og sådan noget.” Jeg rystede på hovedet. ”Nej.. Det er lige meget. Det er ikke meningen, at man skal have et crush på sin lærer.” Trine grinede nu endnu mere end før ”Hvornår har du nogensinde gjort noget, der var meningen?” Som dagen skred frem, glædede jeg mig mere og mere til at få fri. Det er ikke så sjovt som man skulle tro, at gå og kigge på en flot fyr hele dagen, når man ved, at han er off-limit. Derfor så jeg også frem til at skulle på arbejde. Jeg er nemlig ikke en af de dér typiske teenagere, der har et kedeligt arbejde, hvor de befinder sig en 4-5 timer i Netto efter skole, hvor de sælger frugtstænger til børnefamilier. Jeg har siden starten på gymnasiet været tutor. Hver mandag underviste jeg en dreng, som gik i 7. klasse, i en times matematik og derefter en times engelsk. Onsdag var dog min yndlings; Hver onsdag skulle jeg hjem til Arwa. Arwa gik i 9 klasse, og flyttede til Danmark fra Pakistan, da hun var 10. Hun var nu 15 år gammel, og skulle snart op til sine første eksaminer. Ayla er på mange måder som den lillesøster, jeg aldrig fik. Hun er min undskyldning for at give gode råd videre, selvom jeg som regel prøver at overbevise hende om, at hun ikke skal følge dem. ”Mike og Mary sidder i tusmørket, og snakker om deres fremtid.” Læste jeg op. ”Det skal du oversætte." Arwa så helt opgivende ud. ”Jeg hader engelsk. Det er lort!” Jeg grinede let. ”Kom nu.. Mike and Mike...” Arwa sukkede inderligt. ”Mika and Mary are sitting in the…” “Twilight.” Svarede jeg. Ayla lagde nu bogen helt fra sig. “Jeg tror måske, at jeg er vild med en.” Sagde hun smilende. Jeg måtte overgive mig, og erkende, at det var en del mere spændene end hvad Mike og Mary snakkede om i tusmørket. ”Hvad? Hvem?” Hvinede jeg. Det er dét Arwa og jeg kan sammen; Hun kan få mig til at glemme, hvad det er vi egentlig skal. Nogle gange er det godt, og andre gange er det skidt. Som for eksempel i det øjeblik, hvor vi egentlig burde lave de lektier, som hun havde for til dagen efter. ”Han hedder Muhammed. Han er fra Parkistan, og han går i min parallel klasse.” Jeg åndede lettet op, da det gik op for mig, at han var fra Parkistan. Jeg havde én gang før måtte se Awra opgive sin kærlighed, fordi hendes forældre ikke ville have, at hun så en dansker. Arwas forældre er ellers ret frisindede, men hendes far nægter at lade Arwa være kærester med en, der er født dansk. ”Hvad med dig?” Spurgte Awra, og nu var det min tur til at sukke. ”Der sker ikke så meget på den front.” Fik jeg gryntet frem. Jeg havde ærligtalt ikke lyst til at fortælle hende, at jeg i de dage gik og sukkede efter min lærer. Også selvom han blot var vikar. Jeg var også overbevist om, at med Arwa baggrund som muslim, ville hun slet ikke kunne forstå, at man kunne sukke efter en lærer. ”Det var da kedeligt.” Konstaterede hun. Jeg nikkede, og vendte atter hovedet ned i bogen. ”Kom så, tilbage til Mike og Mary…” Om aftenen sad jeg ved mit skrivebord, i færd med dagens lektier, da Pernille pludseligt kom brasende ind på mit værelse. ”Anna!” Råbte hun så højt, at jeg irriteret tog høretelefonerne ud af mine ører. ”Pernille, jeg læser.” Vrissede jeg. Men min søster så, så glad ud, at jeg ikke kunne lade være med at smile. ”Hvad sker der?” Pernille smilede nu endnu mere – næsten helt op til ørene. ”Andreas har spurgt, om jeg vil flytte sammen med ham!” Hvinede hun. Jeg smed overrasket min bog fra mig, og hoppede op og gav hende et kram. Andreas og Pernille har været kærester siden slutningen af 9 klasse, hvilket altså vil sige, at det er ved at være 3 år siden de fandt sammen. ”Hvor er det fedt!” Jublede jeg, og Pernille nikkede energisk. ”Vi snakkede om vores fremtid, og så spurgte han pludseligt, om vi ikke skal finde en lejlighed sammen her til sommer, når vi er færdige med gymnasiet! Tænk, at jeg skal se ham hver dag...” Hun pludrede videre, i sin egen lykke, i mindst et kvarter, mens jeg smilende nikkede, og sagde "ihj" og "åh", på de rigtige tidspunkter. Det var først da Pernille havde forladt lokalet, at det på en eller måde ramte mig, at det måske også var lidt trist. Selvfølgelig var jeg glad for, at min søster var glad, men kender I ikke det, hvor man bare bliver nød til at se det fra ens egen side? Jeg havde jo vænnet mig til, at have Pernille ved min side. Både herhjemme, og så endda også på gymnasiet. Jeg var vant til, at hun var ved min side, hvis jeg havde brug for hende, hvilket jo egentlig var ret tit. Pernille og jeg har et ret tæt forhold, hvilket nok også bliver endnu tættere af, at vi går så meget op af hinanden som vi gør. Selvom jeg prøvede at bilde mig selv ind, at det intet havde at gøre med sagen, kunne jeg ikke lade være med at overveje, om jeg ikke også var, bare en lille bitte smule jaloux? Det her var jo typisk; Jeg kluntede rundt og prøvede at finde en fyr, der kunne holde mig ud, mens Pernille blot møder den helt store kærlighed, alt imens resten af hendes hverdag kører som smurt. Jeg sukkede igen. Jeg ville nok ønske, at Pernille bare en enkelt gang, ville dumme sig. Dumpe i et fag, falde over sine egne ben, eller noget i den stil. Nogle af de ting, der sker for mig. Noget der kunne bekræfte mig i, at hun ikke er så perfekt som hun virker. Inden jeg gik i seng, besluttede jeg mig for, at jeg måske også bare kunne prøve, at være lidt mere som hende.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...