Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

308Likes
326Kommentarer
33014Visninger
AA

23. Mødet med svigerforældrene

”Anna Elisabeth Hansen. Født 13/03-1993 – død 14/05-2010.” Hviskede jeg grinende til Trine, mens vores spansklærer holdte et oplæg, der uden tvivl måtte være noget af det kedeligste, jeg nogensinde havde skullet lægge øre til. ”Hold nu op, du skal sgu da nok overleve!” Hviskede Trine tilbage. Selvom hun prøvede at støtte mig, kunne man godt høre, at hun var lidt træt af, at jeg gik så meget i panik, over sådan nogle små ting. ”Tænk positivt.” Fortsatte Trine hviskende ind i mit øre. ”I morgen er det Alexanders sidste arbejdsdag, så kan du komme tilbage og have engelsk med mig på mandag!” Jeg kunne ikke lade være med at grine lettet. Oven i alt dette, med at Alexander skulle møde mine forældre, havde jeg faktisk helt glemt alt om, at Alexander snart havde sin sidste dag på skolen. Det virkede slemt ikke så slemt længere.
”Tror du det er for tidligt, at han skal møde dem?” Begyndte jeg igen, hvilket fik Trine til irriteret at ryste på hovedet. ”Hold nu op, Anna. I bliver nød til det, hvis du vil have dine forældre til, at lade dig være sammen med en 5 år ældre dude.” Jeg nikkede til hende, og besluttede mig for, at holde mund resten af timen.
Lige som timen var slut, og alle rejste sig, kom Jakob hen mod mig. Jeg havde slet ikke opdaget, at han havde været lige foran mig, som han plejede. ”Jeg hørte hvad i snakkede om..” Mumlede han. Med det samme begyndte skyldfølelsen at vælte indover mig, men Jakob rystede hurtigt på hovedet, som om han vidste hvad jeg tænkte på. Derefter lænede han sig ind mod mig, og gav mig et kram. ”Jeg håber, at du overlever.” Grinte han, inden han gik. ”Det håber jeg også.” Sagde jeg til Trine, inden vi forlod lokalet.

Da det ringede på døren, blev jeg atter grebet af panik. Tænk nu, hvis han ombestemte sig, om alligevel synes, at aldersforskellen var for stor? Jeg skyndte mig hen til døren, for at nå at lukke op, før min mor gjorde. Da jeg åbnede døren, kunne jeg til min lettelse se, at Alexander også var nervøs. Han stod og rodede i hans hår, mens hans fødder trippede. ”Hej skat.” Sagde han med en stemme, der sikkert skulle have været mere selvsikker, end den lød. Jeg kyssede ham hurtigt, hvorefter jeg trak ham med indenfor. ”Hvor er dine forældre?” Hviskede han, mens han tog sin jakke af. Jeg kunne ikke lade være med at grine, af hans nervøsitet. ”De er i køkkenet.” Svarede jeg. ”Anna?” Råbte min far ude fra køkkenet, og jeg vendte mig om mod Alexander.”De har hørt os.” Han nikkede, og tog en dyb indånding. ”Så kom da.” Mumlede han, og jeg svarede med et smil. Jeg tog ham i hånden, og vi gik sammen ind gennem åbningen til køkkenet. Min mor var i færd med at snitte noget salat, mens min far tjekkede kyllingen i ovnen. Jeg rømmede mig, hvilket fik mine forældre til at vende sig om, med det samme. ”Mor, far.” Sagde jeg højt, for at dække over, hvor akavet jeg egentlig fandt situationen. ”Det her er Alexander.” Der blev stille et øjeblik, hvor jeg næsten var sikker på, at jeg skulle dø. Men så rakte min far hånden ud, mod Alexander. ”Velkommen til.” Sagde han varmt. Jeg nåede lige at sukke lettet, før min mor også fulgte trop. Hun rakte også en hånd ud mod Alexander, som tog imod den. ”Velkommen.” Sagde hun smilende. Min mor sendte mig et blik, som kun kunne betyde én ting; Hun havde tilgivet mig. Og ud fra hendes smil at bedømme, kunne hun godt se, hvad jeg så i hans udseende. ”Hvis nu i sætter jeg ned, så kommer maden om lidt.” Sagde min far. ”Pernille og Andreas er her også om lidt.” Supplerede han. Jeg var virkelig glad for, at min søster havde tilbudt, at hende og Andreas kunne være her. Pernille har en evne til, at bløde sådanne situationer op.

”Hvor bor du så henne?” Spurgte min far Alexander, mens han lod salatskålen passerede hans tallerken, let og elegant. ”Jeg har en lejlighed inde ved Kongensgade.” Svarede Alexander, og sendte mig et smil. ”Og du går på universitetet?” Spurgte min søster. Alexander nikkede. ”Jeg har et år tilbage.” Min far skulle lige til at kommentere det, da min søster afbrød ham, og startede en samtale med Alexander, om hans fag på uni. Mens de snakkede, gav min søster min hånd et klem under bordet. Da der manglede vin, skyndte jeg mig at rejse mig, bare for at have et par sekunder alene med min mor. ”Hvad synes du?” Hviskede jeg, mens min mor åbnede flasken. ”Han virker rigtig sød, Anna.” Svarede min mor, hvilket gjorde mig utrolig lettet. Jeg havde frygtet, at de ikke ville kunne se bort fra, at han var 5 år ældre end mig. ”Men hvad vil han, med en der kun er 17?” Spurgte min mor. Jeg trak på skuldrene. ”Han er vel bare ligeså vild med mig, som jeg er med ham.”
Da jeg satte mig ned, var min far atter i gang med at udfritte Alexander om hans lejlighed. ”Er det ikke trangt, når der kun er et værelse?” Spurgte min far. Alexander rystede på hovedet. ”Ej det er ikke galt, vel Anna?” Idet samme, som han havde kastet bolden videre mod mig, blev der helt stille ved bordet. Jeg kiggede panisk på ham, og sparkede ham under bordet. Det var først dér det gik op for Alexander, at mine forældre ikke vidste, at jeg havde tilbragt flere nætter der. ”Hvornår har du været der, Anna?” Spurgte min mor, med et indgående blik. ”Hun var oppe og se den hurtigt i sidste uge.” Svarede han hurtigt. Jeg var ikke sikker på, om min mor købte løgnen, men til alt hel, skiftede min søster endnu engang emne.

”Dummede jeg mig?” Hviskede Alexander, da vi gik ind mod stuen. Jeg rystede på hovedet. ”Jeg tror, at du fik den reddet igen.” Alexander kyssede mig på kinden, og vi satte os ned. Heldigvis blev det hele mere naturligt, da Andreas, Pernille og jeg, satte os til at spille matador. Som vi sad dér alle 4 og grinte sammen, kunne jeg for første gang se, hvordan det skulle gå, for mig og Alexander. Selvfølgelig var det besværligt, at vi ikke var lige gamle, men vi havde alligevel noget til fælles – vores kærlighed til hinanden.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...