Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

309Likes
326Kommentarer
33493Visninger
AA

2. Mødet med den brunøjede gud

Det skulle have været en triviel tirsdag morgen, den dag mit livs eventyr startede. Jeg vågnede ved lyden af mit vækkeur, der sendte alt for høje toner af The Voice ud gennem lokalet. Det med at blive vækket af radio, var sådan en god idé jeg engang havde fået. Jeg havde nemlig læst, det var noget, man blev frisk af. Jeg havde ligefrem forestillet mig scenariet, hvor jeg frisk og morgenglad ville danse hen over tilværelsen fra morgenstunden af. Men sådan går det aldrig rigtigt i virkeligheden, vel? Det gjorde det i hvert fald heller ikke den morgen. Efter at have slukket for radioen, var jeg egentlig døset lidt hen igen, da jeg hørte en dør smække. Det var garanteret min mor. Jeg hev mit trætte krop op af sengen, og traskede hen mod skabet. "Jeg er oppe!" råbte jeg. Der var ikke nogen grund til at fremprovokere mere smækken med dørene. Jeg havde netop lige åbnet skabet, for at nærstudere dagens muligheder, da døren blev åbnet af min søster, Pernille. ”Er du her stadig, Anna? Klokken er kvart i 8?!" Jeg gik i panik. Jeg var godt klar over, at mit fravær led gevaldigt under min manglende evne til at stå tidligt op. Jeg valgte derefter at hoppe i det samme tøj som dagen før, der allerede lå smidt henover en stoleryg. Jeg greb derefter min skoletaske og løb nedenunder. Da klokken var 8, befandt jeg mig på min cykel, med en toast i den ene hånd og en mascara i den anden hånd. Da jeg ankom til skolen kunne jeg meget diskret lige smide noget makeup i hovedet, ved hjælp af spejlbilledet på min telefon, og derefter styrte ned af gangen mod klassen. Jeg løb hen af gangen. Jeg havde højt og helligt lovet min mor, at min fraværsprocent ville falde, og jeg havde ikke nerver til at skuffe hende igen. Jeg var netop noget hen til vores engelsklokale, da det gik op for mig, at mit snørebånd var gået op. Derfra gik det hurtigt – jeg faldt forover i en knap så elegant bevægelse, der fik den sidste sørgelige rest af min morgentoast til at slippe ud af min hånd og flyve henover mit hoved, alt imens jeg selv tog styrtet og landede på noget forholdsvist hårdt. Det var først da jeg hørte et "AV!" at det gik op for mig, at det ikke var "noget" jeg var landet på, men nogen. Som i et menneske. ”Det må du undskylde..” Mumlede jeg befippet, mens jeg prøvede at samle min taske op, sammen med bare en smule af min værdighed. Jeg stoppede op et kort øjeblik, for at binde mine snørebånd ekstra stramt igen, og det var dér at jeg opdagede det; Han var ny, ham her. Og faktisk var han ikke bare ny - han var faktisk rigtig flot. Ikke på sådan en Brad Pitt agtig ”save-the-day” måde, men mere på sådan en nuttet måde, ligesom.. Ligesom ham landsholdsspilleren med det pæne hår, eller ham fra Gossip Girl med øjnene. Jeg kiggede fascineret på ham, indtil det gik op for mig, at det måtte virke som om jeg nedstirrede ham. Anna..” Mumlede jeg fjoget, og rakte min hånd hen mod ham. Han sendte mig et kort smil, og rejste sig op. Derefter rakte han en hånd hen mod mig, som jeg tog imod, så jeg selv kunne komme på benene. Jeg hedder Alex..” Sagde han, med en utrolig nuttet accent, der afslørede at han sandsynligvis var britte. ”Eller egentlig hedder jeg Alexander, det er nok bedre.” Jeg skulle lige til at spørge ham, om hans accent, da det gik op for mig, at jeg stadig ikke var nået frem til min klasse, på trods af at jeg nu for alvor var for sent på den. ”Jeg bliver nød til at..”Fik jeg mumlet, hvorefter jeg pegede på døren ind til lokalet hvor jeg burde befinde mig. Jeg stod lænet op af døren, og ventede på et svar fra ham. Og i det sekund han smilede tilbage, blev døren bag mig åbnet, hvilket betød at jeg for anden gang den dag mistede fodfæstet. Denne gang nåede jeg lige at sætte en hæl i gulvet, og prøvede derefter at glide nogenlunde ubemærket ned på min plads. ”Hvad har du gang i dag?” grinte Trine ind i mit øre, og skubbede et lille spejl hen til mig, der afslørede at jeg havde mascara på kinden. ”Jeg har lige mødt gud, og han har brune øjne.” hviskede jeg smilende tilbage, imens jeg prøvede at tørre mascara væk fra kinden, hvilket I jo godt ved, er fuldstændig umuligt. Det sidder som det er syet fast, ligeså snart det befinder sig andre steder end på vipperne. ”Fortæl mig noget mere om ham!” Jeg skulle lige til at give hende en detaljeret beskrive af Alexander, samt en næsten helt korrekt beskrivelse af vores møde (måske lige med undtagelse af det faktum, at jeg helt sikkert flashene g-streng til hele verden inkl. Wonderboy, under mit famøse fald), da jeg blev afbrudt, af ingen ringede end Alexander selv, der trådte ind i lokalet. ”Never mind..” Grinte jeg, nu endnu mere fjoget. Men til min store overraskelse, var det nu Trine der grinte mere end mig. ”Hvad så? Er han ikke lækker? Tror du han er ny?” Trine rystede på hovedet, og lænede sig ind mod mig. "Tror du han er ny på et gymnasium i april måned?” Hviskede hun, hvilket fik mig til at overveje situationen igen, mens Alexander til min store overraskelse, gik hen og stillede sig foran klassen. ”Ham der..” negyndte hun igen. ”Han er lærer.” ”Hvordan kan han være lærer?!” Sagde jeg irritabelt, for omkring 38. gang, mens vi befandt os i kantinen. Jeg stak frustreret min gaffel i et stykke salat, og gumlede hensynsløst på det. ”Han så, SÅ ung ud. Kunne du se, at han ikke er 17?” Trine smilte, og lagde en hånd på min arm. ”Han er kun vikar. Han er sikkert først lige startet på uni, så det er nok ikke så galt.” Alligevel kunne jeg ikke undgå at mærke skuffelsen. ”Jamen jeg kan jo ikke kigge efter ham når han er lærer.." mumlede jeg irriteret. Nu kan det godt være at I tænker; ”Det kan du da godt? Det er der da mange der gør?” men måske hænger det sammen med, at det ikke er sjovt, hvis man kun må kigge. Hvem gider så, at være med? Jeg havde allerede set den helt store romance for mig, som nu måtte smuldre mellem fingrene på mig, igen. ”Man kan jo også vælge at se komisk på det.” Sagde Trine, og smilte triumferende til mig ”Han faldt da for dig alligevel.. Eller, du faldt i hvert fald over ham..”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...