Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

308Likes
326Kommentarer
33013Visninger
AA

18. Kunsten at date

Da jeg mandag aften stod af bussen inde i byen, føltes det som om, at dagene bare var fløjet af sted. Både lørdag og søndag var som forsvundet, og endda hele den dag i skolen og timerne som tutor om eftermiddagen, forsvandt så hurtigt. Måske var det fordi, at der havde været nok at se til. Eller måske var det bare fordi, at det eneste jeg havde haft at tænke på, var at det godt måtte blive mandag klokken 20:00. ”Hvorfor?” Tænker I måske? Og det skal jeg fortælle jer; Mandag klokken 20:00 var tidspunktet, hvor min første officielle date med Alexander, skulle finde sted.
Jeg havde gennemtænkt alt! Lige fra tøj til hår til samtale emner, indtil at det var gået op for mig, at jeg slet ikke havde brug for den slags. For hvis man tænkte over det.. De gange, hvor vi havde kysset, eller endda bare haft en samtale, havde været de gange, hvor jeg havde været fuldstændig mig selv. Derfor havde jeg tager noget tøj på, som jeg følte mig smuk, og ikke mindst, godt tilpas i, sat mit hår på en måde, som jeg kunne lide, og besluttet mig for, at vi kunne snakke om det, der faldt os ind.
Jeg havde også taget den beslutning, at jeg denne gang ikke ville cykle. Nok skulle jeg være mig selv, men der er jo ingen grund til, at ligne en druknet hvalros med vilje. Så da jeg ankom til biografen, klokken 19:51 præcis, følte jeg mig faktisk godt rustet til vores date.
Jeg stillede mig ude foran biografen, som vi havde aftalt, hvor jeg begyndte at kigge efter Alexander. Aftalen var, at vi skulle mødes klokken 20, efter at han havde købt billetterne, så vi var klar til filmens start klokken 20:15. Da klokken, ifølge mit ur, blev 19:58, kunne jeg pludselig se Alexander komme gående, med to billetter og et bægre med popcorn. ”Hej smukke.” Sagde han smilende mens han lænede sig frem, så jeg havde mulighed for at kysse ham på kinden. ”Er du klar?” Spurgte han. Jeg nikkede smilende. Hvis der var noget jeg var, så var det klar.

Da lyset blev slukket i biografen, og forfilmene begyndte at buldre, kunne jeg mærke, at Alexander tog mig i hånden. Det hele føltes så underligt. Jeg mener, hvor tit får man faktisk lov til at tage i biografen, med ham man i al hemmelighed har sukket efter i flere uger? Sådan noget sker i hvert fald ikke for mig normalt. Lige som den ene forfilm sluttede, rejste Alexander sig op. ”Hvad skal du?” Spurgte jeg i et lavt tonefald. ”Jeg skal lige tisse.” Hviskede han. Normalt har jeg ikke noget imod, at folk er ærlige omkring deres toiletbesøg, men der er noget ikke-særlig-romantisk over folk der indrømmer, at de lige smutter ud og tisser. Jeg nikkede, og prøvede at lade være med, at rynke for meget på næsen. I stedet lod jeg mit hoved hvile på ryglænet. Det var faktisk næsten perfekt at sidde der, og vide at man var ude med ham, som man allerhelst ville være sammen med. Jeg nåede lige at smile selvtilfreds ud i mørket, da døren blev åbnet, og Alexander nærmest kom brasende ind. ”VI har et problem!” Udbrød han panisk i mit øre. ”Hvad?” Hviskede jeg tilbage, og prøvede at smile høfligt til dame ved siden af, som sendte mig et irriteret blik. ”Jeg har lige mødt en kollega på toilettet!” Jeg kiggede forvirret på ham. ”Og det er skidt, fordi?” I det samme jeg havde stillet spørgsmålet gik døren op, og ind trådte ingen ringere, end min spansklærer.

”Burde vi ikke hilse?” Spurgte jeg helt naivt, idet jeg fik øje på ham. Jeg var allerede gået i gang med at rejse mig, da Alexander hev mig tilbage i stolen. ”Duk dig!” Hviskede han hårdt. ”Hvad sker der?!” Hviskede jeg irriteret tilbage. ”Hvorfor ligger jeg i fosterstilling i en biografstol?” Alexander kiggede nervøst på mig. ”Okay, kan du huske at jeg sagde, at jeg havde besluttet mig for at sige mit vikariat op?” Jeg nikkede, og gjorde tegn til, at han skulle skynde sig at fortælle mig resten. ”Altså.. Det nåede jeg ligesom ikke. Jeg er stadig ansat. Hvis din lærer ser os, kan jeg blive fyret.”
Irriteret tjattede jeg til hans arm. ”Jeg troede du havde sagt op.” Han trak på skulderne. ”Jeg havde ikke regnet med, at vi ville møde undervisere i biografen!” Jeg sukkede dybt. ”Det her er noget, jeg kunne have fundet på. Jeg troede, at du var den fornuftige af os!”
Når man tænker tilbage på det øjeblik, hvor jeg lå sammenkrøllet på en stol i biografen, kunne man måske godt have gemt den diskussion til en anden god gang. Hvis vi havde tænkt så langt, kunne det måske være, at vi havde set min spansklærer gå direkte hen mod os, for at sætte sig på rækken foran os. ”Nu er vi HELT stille!” Hviskede jeg til Alexander. Vi var begge to så grebet af panik, at ingen af os havde opdaget, at filmen allerede var begyndt.
Lige som der blev helt stille i biografen, kunne jeg pludseligt mærke, at noget kløede i min næse. Desperat prøvede jeg at lukke mine næseborer, men det er jo nærmest umuligt. Derfor havde jeg ikke andre muligheder, end at nyse. I det sekund, hvor folk vendte sig om, skubbede jeg spontant Alexander ned af sædet, og ned på gulvet. ”AV!” Mumlede han irriteret. ”Shhh! Hviskede jeg tilbage, da det gik op for mig, at min spansklærer havde vendt sig om mod mig. ”Er du i biografen alene, Anna?” Spurgte han undrende. ”Ja..” Begyndte jeg med rystende stemme. ”Bare lidt kvalitets tid med mig selv, du ved.” Han rynkede næsen, og hviskede et eller andet til sin kone. Først da filmen begyndte, vendte han sig atter om igen.
Da min lærer endelig så ud til at koncentrere sig om noget andet, lod jeg mig dumpe ned på gulvet til Alexander. Til min positive overraskelse, kunne han ikke lade være med at grine. ”Hvad?” Hviskede jeg. Alexander lænede sig ind mod mig, og kyssede mig kærligt. ”Det kommer altid til at være sådan her, gør det ikke?” Hviskede han grinende. Da han kiggede halvt bekymret, og halvt underholdt på mig, kunne heller ikke jeg holde et grin tilbage. ”Næh..” Hviskede jeg. ”Det bliver meget værre.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...