Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

308Likes
326Kommentarer
33005Visninger
AA

24. Kærligheden fortsætter

SYV MÅNEDER SENERE!
04/12-2010

Månederne efter dagen, hvor vi blev et par, var himmelske. Tiden formåede konstant at blive på et niveau, der var både forbløffende, fortræffeligt, forvirrende og ikke mindst fantastisk. Jeg har altid haft en idé om, at når man først var i et længere parforhold, ville tiden gå langsommere og langsommere, og til sidst ville man næsten falde i søvn. Men af en eller anden grund, skete det ikke for os, på trods af alle de ods, der egentlig var imod os. Men 7 måneder efter det hele begyndte, var vi stadig ligeså forelskede i hinanden, som vi hele tiden havde været. På trods af alle de forhindringer vi havde mødt, fordomme folk have lagt for dagen og alle de skeptiske miner, vores venner havde givet os, var vi stadig ligeså vilde med hinanden.
Den søndag formiddag, som jeg nu vil fortælle jer om, befandt jeg mig i Alexanders sofa. ”Henter du ikke noget vand, skat?” Spurgte Alexander, mens han trak tæppet endnu længere op over hagen. Som han lå der, så han enormt ynkelig ud. Godt nok havde han feber, men jeg har altid haft svært ved, at leve med ynkelige mænd. Der er noget irriterende over, at store stærke mænd, pludselig krymper sig sammen, og skriger efter opmærksomhed og omsorg. Men i stedet for at lade mine frustrationer gå ud over ham, rejste jeg mig blot op, og gik ud i køkkenet. Efterhånden boede jeg nærmest i hans lejlighed. Godt nok var den lille og snævrer, men det var trods alt bedre, end at opholde sig hjemme i mit hus, hvor mine forældre ville være. Efter at Pernille og Andreas var flyttet sammen, var mine forældre begyndt at skændes hele tiden. I stedet for at gøre noget ved det, taklede jeg det ved, at tilbringe mere tid hos Alexander. Det havde resulteret i, at jeg efterhånden kendte hans hus ud og ind. Jeg vidste hvor alting stod henne, og sommetider havde jeg endda bedre styr på hvilket mad der befandt sig i fryseren, end han selv havde.
Jeg stillede vandglasset foran ham, og lagde en hovedpinepille ved siden af. ”Jeg går ned og vasker.”
Selvom jeg hellere ville have set, at min søster blev boende, at mine forældre kunne enes, og at Alexander ikke havde så travlt, måtte jeg alligevel erkende, at jeg var lykkelig. Intet mindre.

Idet jeg trådte ind af døren, klokken lidt over 20, kunne jeg høre den efterhånden velkendte lyd, af mine forældre der skændtes. ”Det er jo ikke noget, jeg selv vælger!” Kunne jeg høre min far råbe, hvilket afslørede, at de igen diskuterede min fars arbejdstider. Jeg listede rundt i gangen, mens jeg hang min jakke på plads. Jeg ville helst ikke have, at de skulle opdage mig. ”Du kunne jo f.eks. sætte noget mere tid af til mig!” Råbte min mor igen. Irriteret satte jeg mig på et af de nederste trappetrin. Det underlige var, at selvom jeg hadede når de skændtes, kunne jeg alligevel ikke lade være med at lytte.
Jeg lukkede øjnene, mens de råbte videre af hinanden. På tider som det, drømte jeg om, bare at flytte ud. Bo sammen med Alexander, i vores egen lille verden. Men jeg vidste godt, at det kun kunne være drømmetanker. Mine forældre ville aldrig lade mig flytte, før jeg blev 18, og sikkert heller ikke før jeg var færdig med gymnasiet. Når jeg tænkte på al den ballade der havde været, dengang hvor Pernille flyttede, havde jeg slet ikke lyst. ”Hvad ville du gøre, hvis jeg forlod dig? Du ville aldrig kunne klare dig alene” Råbte min mor. Selvom jeg godt vidste, at det ikke havde noget med mig at gøre, følte jeg alligevel, at hun havde trådt på mig. Da deres råben fortsatte, gjorde jeg det, jeg altid gjorde, når de skændtes; Jeg pakkede tøj og bøger, og tog igen hjem til Alexander.

Jeg låste mig ind i opgaven, med min nøgle, hvorefter jeg gik den lange gang, op til hans lejlighed. Selvom det ”kun” var oppe på 3. sal, føltes vejen derop, altid som helt maraton. Alle mine kræfter var næsten opbrugte, da jeg fik hevet mig op af de sidste par trin, for at banke på døren. Egentlig var der slet ingen grund, til at læse døren op, da jeg jo havde en nøgle. Jeg skulle lige til, at låse mig selv ind, da jeg hørte lyde derinde. Umiddelbart lød det først, som om Alexander blot puslede lidt rundt, men jeg kunne hurtigt identificere lyden som snak. Nysgerrigt lagde jeg mit øre op mod døren. ”Jeg har ikke snakket med hende endnu.” Kunne jeg høre en stemme sige, som jeg hurtigt genkendte som Alexanders. Jeg pressede mig så meget op af døren som muligt, men det det meste af det, lød stadig som mumlen. ”Jeg tror, hun siger nej.” Kunne jeg høre ham sige. Undrende tænkte jeg mig om. Var det mig, han snakkede om? Og i så fald, hvad skulle jeg sige nej til? ”Nej.” Sagde han derinde. Det irriterede mig voldsomt, at jeg ikke vidste, hvem der var i den anden ende. Som regel var det hans mor der ringede, men det lød ikke til, at det var tilfældet denne gang.
”Jeg smutter ud og tjekker postkassen så. Vi ses.” Hørte jeg ham sige. Jeg kunne høre, at han lagde telefonen fra sig og gik hen mod døren. Desværre nåede jeg ikke at tænke over, at han havde tænkt sig at åbne. Så da Alexander hev døren op, faldt jeg direkte ind i gangen, og landede halvt oven på hans fødder. ”Anna!” Råbte Alexander forskrækket, da jeg landede i gangen. ”Hej!” Mumlede jeg forvirret. ”Skal vi ned til postkassen?” Jeg vidste godt, at jeg burde konfrontere ham med det. Men først, skulle jeg lige rejse mig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...