Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

308Likes
326Kommentarer
33010Visninger
AA

30. Julegaven

Kender I det, når man kommer ind i et rum, og alle pludselig stopper med at snakke? Sådan må Alexander have følt det, da han gik ind i stuen. Al snak fortog sig, og alle stirrede pludselig på ham. ”Hej Alexander!” Sagde min mormor, og brød tavsheden. Jeg vidste jo godt, at de alle sammen elskede Alexander, men alligevel havde jeg måske håbet på, at de ville være på min side af sagen.
”Må jeg lige låne Anna et øjeblik?” Alexander lignede slet ikke sig selv. Han så helt alvorlig ud, men alligevel virkede han nervøs. Hans hænder rystede, og hans øjne flakkede lidt. Mest af alt, lignede han faktisk en, der havde drukket, selvom jeg nu godt vidste, at det ikke var tilfældet. Jeg kiggede over på min søster. ”Gå nu hen til ham.” Hviskede hun. Men jeg stod bare som stivnet. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre, eller hvad jeg skulle sige. Idet jeg tog mit første skridt hen mod ham, ændrede hans bekymrede mine sig, til et smil. For hvert et skridt jeg tog, synes han smil at blive større og større. Da jeg nåede hen foran ham, lignede han næsten en glad julegris. Ikke at jeg nogensinde har set en glad julegris, egentlig.
”Kan vi lige snakke under 4 øjne?” Spurgte han, og jeg nikkede. ”Vaskerummet.” Hviskede jeg, hvorefter vi begge to gik ud af stuen, og hen mod rummet, der lå bag trappen. I et forsøg på at virke afslappet, hoppede jeg op og satte mig på tørretumbleren, hvilket egentlig bare gjorde, at Alexander igen så nervøs ud.
”Kan du huske, første gang vi kyssede hinanden?” sagde han pludseligt. Jeg nikkede, og kiggede grinende ned i jorden. ”Jeg ødelagde din fars vaskemaskine.” Mumlede jeg grinende. Vores grin døde ud, og jeg kiggede op på ham. ”Hvorfor er du kommet, Alexander?”

Med ét var den afslappede stemning afbrudt. Alexander kiggede på mig. ”Jeg har en gave til dig.” Jeg mærkede med det samme, et lille stik af skuffelse. Var det dét han var kommet for? En julegave? Jeg kunne nærmest se scenariet for mig, hvor han havde fundet ud af, at gaven ikke kunne byttes, og derfor var kommet med den. Hvis det var tilfældet, havde jeg det slet ikke dårligt med, at jeg ikke havde nogen gave til ham. ”Okay..” Begyndte jeg forsigtigt, da han hev en flad konvolut frem fra inderlommen. Det lignede egentlig bare et brev, bortset fra at den var i noget sølvpapir, med et guld bånd rundt om.
”Pak op.” Sagde han. Mine fingrede rystede helt vildt, da jeg begyndte at pille båndet af. Langsomt åbnede jeg konvolutten, mens jeg prøvede at holde mine hænder i ro. Jeg havde ærligtalt ingen anelse om, hvad der kunne være i den. Jeg havde ikke engang en eneste lille fornemmelse. Hvilken gave, kunne være så speciel, at han bare måtte forlade sin juleaften, for at komme og aflevere den til mig?
Da jeg endelig fik åbnet konvolutten, kunne jeg mærke noget, der føltes som et stykke papir. Igen fór der bange anelse rundt i mit hoved. Et stykke papir? Derefter var den næste tanke der strejfede mig, at han måske havde givet mig det papir igen, som jeg havde afleveret til ham. Men hvorfor i al verden, skulle han dog egentlig gøre det? Idet jeg hev papiret op, sendte Alexander mig et stort smil, og omkring 5 sekunder senere, forstod jeg hvorfor. Af ren og skært chok, tabte jeg det hele ned på gulvet.
”Mener du det?” Spurgte jeg. Alexander nikkede, og derefter, gav han mig et kys. Et af de kys, der havde føltes uendeligt langt væk, men som alligevel føltes så velkendte.


Da vi indtog stuen igen, var det denne gang hånd i hånd. Jeg lod med det samme mærke til, at der blev helt stille derinde. Alle vendte sig om, og stirrede direkte på os. Først på mig, så på ham, så på vores hænder, og så igen på mig. ”Hvad sker der her?” Spurgte min søster ivrigt.
”Jeg har lige fået en billet til London.” sagde jeg med et smil så stort, at det nærmest nåede længere op, end til mine øre. ”HVAD?” Udbrød min mor. ”En billet? Hvad skal det betyde?” Nu vendte hele selskabet deres øjne mod Alexander. ”Jeg har lige spurgt Anna, om hun vil flytte til London med mig. Jeg har allerede tjekket det hele. Jeg har endda fundet en High School, der gerne vil optage hende fra januar af.” Alle kiggede derefter igen på mig. ”Hvad har du sagt til det?” Spurgte min far. Jeg rødmede helt, af at alle kiggede på mig. ”Jeg har sagt ja.” Sagde jeg. Der var nu så stille, at man kunne høre vinden blæse udenfor. ”Jeg flytter til London med Alexander.” Det tog lige nøjagtig et halvt sekund, før hele min familie brød ud i klappen, og råben og ”TILLYKKE!” Jeg stirrede overrasket rundt på dem alle sammen. ”Hvad der sker?” Spurgte jeg. Jeg havde faktisk forventet, at der ville være en del protester, især fra mine forældre.” Jeg kiggede over på min mor, som nu smilede stort. ”Vi vidste det godt, Anna. Alexander ringede til os, da i gik fra hinanden, og aftalte det hele med os. Jeg har snakket med den skole, du skal gå på.”
Det næste der skete, var at jeg kastede mig rundt om halsen på min mor. Aldrig havde jeg troet, at hun skulle gøre sådan noget for mig. Og aldrig havde jeg troet, at jeg skulle flytte til London, og så med Alexander.

Da jeg vågnede næste morgen, i Alexanders arme, virkede alting så perfekt. Som om, at intet dårlig nogensinde var sket, og at der nu kun var lykke tilbage. Jeg vækkede Alexander, ved at prikke ham på maven. ”Vågn op, Roomie.” Grinede jeg. Alexander gned sig søvnigt i ansigtet, hvorefter han kyssede mig. ”Jeg kunne godt bruge noget at spise..” Mumlede han.
Samlet om bordet, sad nu igen hele min familie, med deres munde fyldte med mad, kaffe og hvad der ellers hører til. Ser I, der siges, at hvis er forelsket, kan man leve på intet andet end kærlighed og kildevand.. Men nogle gange, bliver man bare sulten.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...