Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

308Likes
326Kommentarer
32988Visninger
AA

29. Hjerternes fest

Kender I det, når man bare går og er trist, og inden man får set sig om, er dagene pludselig gået? Sådan var det i hvert fald for mig den december måned, hvor Alexander og jeg gik fra hinanden. På en eller anden måde, var dagene pludseligt forsvundet, og tilbage stod jeg, som havde fået min tidsfornemmelse frarøvet. Måske var det fordi, jeg havde haft så travlt med at have ondt af mig selv?
Men før jeg rigtigt fik set mig om, var det blevet torsdag. Og ikke bare hvilken som helst torsdag – Næh, dagen før juleaften.
Jeg har altid elsket jul, lige fra jeg var helt lille af. Jeg har aldrig været i stand, til at sætte mig ind i, når folk ikke brød sig om jul. I kender dem godt.. De der typer, der hader groft på hele konceptet om jul.
Jeg ved ikke, hvad der er jeg er så vild med. Måske er det duftene. I ved, når man kommer ind i stuen, og pludselig kan snuse sig til duften af gran, der i luften blander sig med duften af and, der kommer susene fra køkkenet, og direkte ind i ens næsebor. Jul dufter på en hel speciel måde, og det kommer allerede snigende dagen før, den 23. december.
Som jeg lå der i min seng, igen, og spekulerede over mit unfair kærlighedsliv, kunne jeg pludselig mærke duften af flæskesneg, der havde lusket sig op af trappen, og ind under døren. Først vendte jeg mig irriteret om i sengen, mens jeg prøvede at ignorere stemningen. Men til sidst måtte jeg give efter, og rejse mig op. Jeg tog mine varme tøfler på – sådan noget skal man have på, når det næsten er jul, og listede ned af trappen. Og det der ventede mig, var næsten mere fantastisk, end noget andet jeg kunne komme i tanke om; Dér, midt i stuen, omgivet af julemusik og duften af forberedelse, sad mine forældre. Hånd i hånd, mens de skålede mod hinanden, med kopperne fulde af varm gløgg.
Og da min mor lænede sig ind mod min far, og sagde: ”Vi får en god jul i år.” Besluttede jeg for, at livet ikke kunne være helt så trælst, som først antaget.

Næste morgen, var stemningen endnu bedre. Ser I, i min familie, har vi den her tradition, med at vi spiser morgenmad sammen julemorgen. Da jeg kom ned af trappen, kunne jeg se julestemningen for mine øjne, med alle den traditioner. Rundt om køkkenbordet, sad de alle sammen; Min mor, i færd med at skænke kaffe op. Min far, som foldede avisen væk, og lagde den under stolen. Min søster, som kærligt nussede Andreas i håret. Andreas, som samtidigt smurte sit rundstykke. Min mormor, som interesseret læste bag på juicekartonen. Og endeligt, for bordenden, sad min morfar, som med et skævt smil, kiggede ud over vores morgenbord. Min morfar er typen, der altid holder øje med os andre. Det kommer altid til at se ud som om, at han våget over os, men jeg tror bare, at han nyder synet. Da han selv er enebarn, har han altid ønsket sig, en stor familie. Og som vi sad der, 7 mennesker, velvidende om, at der om aftenen ville ankomme endnu 5, kunne han smilende indse, at han havde fået sin ønske opfyldt.
”Godmorgen Anna!” Modtog min mormor mig venligt, mens hun gjorte tegn til, at jeg skulle sidde mig ved siden af hende. Min mormor har det her alle tiders grå hår, der altid får hende til at se vældig rar ud. Men ret skal være ret – rar, det er hun. Jeg satte mig smilende ned, og tog mig en kop kaffe. Egentlig kan jeg slet ikke lide smagen af kaffe, der er bare noget hyggeligt over duften. Duften af kaffe, minder mig nemlig om alt det, jeg sad omgivet af – min familie, med alle deres fejl, og alle deres herligheder.

”Skålen er tom.. Hvem har mandlen?” Spurgte min morfar smilende, mens han kiggede forventningsfuldt rundt på os andre. Vi har en aftale om, at ingen må vise mandlen, før hele skålen er tom. Derefter kan vi altid hente mere, hvis man stadig har lyst til at risalamande. Det er dog sjældent tilfældet, at folk kan få mere ned. Det er faktisk lidt dumt, at man spiser risalamande til sidst, for man er jo allerede stopmæt, når man når til det. ”Det har jeg.” Grinede min fætter. Og ganske rigtigt spyttede han mandlen ud, og lagde den på tallerknen. Vi har aldrig gjort det dér, hvor man lader børnene få mandlen, men alligevel syntes jeg, at det var helt fair, at det var ham der fik den. Min fætter Kasper var netop fyldt 8 år, og udgjorde derfor aftenens yngste person.
Da vi havde spist, begyndte vi ligeså langsomt, at bevæge os ind mod stuen, for at danse om juletræet. Det træ vi havde det år, var ikke helst så stort som normalt, man alligevel stort nok, til at nå næsten helt op til loftet. Jeg havde lige taget min fætter i hånden, da det pludselig ringede på døren. Forvirret kiggede min mormor på mine forældre. ”Hvem kommer dog forbi juleaftenen, når klokken er halv 9?”
Min mor rejste sig fra sin stolen, og gik ud mod gangen. ”Venter du gæster?” Spurgte min moster, og sendte mig et spørgende blik. Jeg rystede på skuldrene. ”Hvem skulle jeg dog vente?” Spurgte jeg, selvom jeg godt kendte svaret. Min familie var alle sammen blevet helt forbavsede, over at Alexander og jeg ikke længere var et par. Min mormor havde faktisk slet ikke troet mig, da jeg havde meddelt, at vi var gået fra hinanden. De kiggede sigende rundt på hinanden, som om de var blevet enige om, at det måtte være ham. Men jeg lod ikke mig selv, hoppe med på vognen. Der var ingen grund, til at give sig selv en mulighed, for at blive skuffet.
Der blev helt stille i hele stuen, da der pludselig kunne høres skridt. Al snak fortog sig, og vi kiggede rundt på hinanden. ”Hvem er han?” Spurgte min fætter pludselig. Jeg vendte mig om, og der var han så. Alexander.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...