Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

308Likes
326Kommentarer
33004Visninger
AA

25. Hemmeligheder - og raserianfald!

Hele den mandag i skolen, gik jeg og spekulerede over, hvad den samtale fra dagen før, mon gik ud over. Jeg havde jo egentlig bare regnet med, at det handlede om mig, men kunne jeg overhovedet være sikker?
Bussen stoppede nede for enden af vejen, og jeg hoppede hurtigt ud, sammen med alle de andre gymnasium elever. Kulden, der for atter havde indtaget denne december, fik mig til at krympe mig sammen. Frosten bed mig i ansigtet, og fik mig til at trække hætten helt ned over hovedet.
Jeg skruede op for musikken i mine øre, mens jeg traskede hen mod indgangen. Som regel kørte Alexander mig i skole, når jeg sov hos ham, men den dag, havde han først timer klokken 10. Derfor havde jeg måttet stå på den overfyldte bus inde i byen, og finde mig i larmen og kulden hele vejen.
Selvom der stadig var to uger til, var hele skolen allerede gået i juleferiestemning. Alle havde svært ved at koncentrere sig, og lærerne måtte sætte ekstra energi ind, for at få deres budskaber igennem.
”Tilbage på side 119 kan i altså se..” Kæmpede min kemilærer. Han var en både høj og bred mand, med en stemme, der normalt bragede ud i lokalet. Men den dag virkede det næsten som om, at nogle havde slukket for hans energi. ”Man har næsten ondt af ham.” Hviskede jeg til pigen ved siden af mig, som svarede med et grin. Nu da vi var rykket op i 2.g, måtte jeg finde mig i, at kemitimerne var blevet sværere. Allerede ved juletid, havde jeg svært ved at se, hvordan jeg skulle kunne klare eksamen.
Min lærer begyndte nu hektisk at tegne på tavlen, mens elverne atter en gang, gav sig til at snakke med hinanden. Jeg kiggede opgivende ned på de kruseduller, der skulle forestille, at være mine noter. Det eneste på min hjerne den dag, var Alexanders ord. Selvom min lærer uden tvivl ønskede, at det var kemi.

Da vi endeligt havde fri, tog jeg igen bussen hjem til Alexander. Frustreret fik jeg igen kæmpet mig op af trappeopgangen, mens jeg bandede over, at er ingen elevator var. Helt ærligt, i en så stor bygning inde i byen, skulle man tro at der var i budgettet, til at gæsterne kunne overleve.
Jeg låste mig ind i lejligheden, hvos jeg smed min jakke over en stol. Alexander havde endnu ikke fået fri. Jeg smed mig i sofaen, og tændte for fjernsynet. Selvom jeg burde interessere mig for nyheder og den slags, endte jeg af mystisk vis, altid ovre på Disney Channel. Tegneserierne flimrede for mine øjne, og lagde mig næsten i koma. Jeg slog brat øjnene op, for ikke at falde i søvn, og det var da Totally Spice bragede forbi mig på skærmen, at jeg fik en idé. Et eller andet sted i lejligheden, måtte der findes nogle papirer af en slags, der kunne fortælle mig, hvad Alexander havde haft gang i dagen før.
Spontant rejste jeg mig op, og begyndte at kigge alle papirerne igennem. Ved nærmere eftertanke, burde jeg nok have haft et system, men sådan tænker min hjerne desværre ikke, når jeg mistænker min kæreste for, at holde hemmeligheder for mig. Så i stedet for roligt at gennemgå alting, begyndte jeg panisk at smide rundt om mig med noter, post-its og andre dokumenter. Jeg over overbevist om, at der et sted i lejligheden, måtte findes noget, der kunne afsløre Alexander.
Jeg havde faktisk næsten givet op, da jeg pludseligt faldt over den bunke med post, der lå under sodabordet. Og dér, blandet regningerne fra elselskabet og kontoudtogene fra banken, fandt jeg hvad jeg søgte.

Da døren endelig gik op, og Alexander trådte ind, så hans ansigt ligeså chokeret ud, som jeg havde forestillet mig det. Det var faktisk først der, det gik op for mig, hvordan der så ud; Alle hans noter til skolen, hans breve, hans napper og hans dokumenter lå ud over det hele, i ét stort virvar. Og dér, i midten af alt rodet, sad jeg. Med et stift blik, og en hvid kuvert i hånden.
”Tør jeg spørge, hvad der er sket her?” Spurgte Alexander, med et skævt smil, der alligevel afslørede hans nervøsitet over situationen. ”Jeg har fundet dit brev.” Sagde jeg koldt. Alexander kiggede forvirret rundt i lejligheden. ”Og det besluttede du dig for at fejre, ved at lave konfetti ud af mine notater?” Jeg kiggede overrasket på ham. Faktisk virkede han mere og mere afslappet, hvilket jeg på ingen måde kunne forstå. ”Du virker så vred?” Han kiggede på mig, med et undrende blik. ”Gu’ er jeg vred!” Det var egentlig meningen, at jeg ville holde diskussionen på et nogenlunde niveau, men det gjorde mig så vred, at han virkede så ligeglad. ”Hvad fanden er meningen med det her?” Spurgte jeg højrøstet, mens jeg viftede med brevet. ”Hør nu her..” Begyndte Alexander, men jeg lod ham ikke tale ud. ”University of London?!” Råbte jeg. ”Havde du bare tænkt dig at skride, uden at fortælle mig det?!” Jeg rejste mig op, og mens mine arme fægtede ud til alle sider. ”Kan vi ikke godt tale om det her?” Spurgte Alexander i et roligt tonefald, der gjorde mig endnu mere irriteret. ”Nej!” Skreg jeg. ”Hvis du har tænkt dig at flytte til London, kunne du i det mindste tale med mig først!” Jeg greb min taske i sofaen, og begyndte at tage mine sko på. ”Bare fordi du er ældre end mig, har du ikke ret til, at træffe alle beslutninger selv! Du kan ikke bare skride, uden at fortælle mig det!” Jeg greb min jakke, og vendte mig vredt om mod ham. ”Jeg troede faktisk, at jeg betød noget for dig.” Med de ord, stormede jeg ud af lejligheden, og ned af alle trapperne. Jeg sørgede for at smække yderdøren så hårdt jeg kunne, inden jeg fór hen af gaden, og væk fra Alexander.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...