Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

308Likes
326Kommentarer
32998Visninger
AA

7. Gyldne øjeblikke

Da jeg vågnede netop den tirsdag morgen i april måned, hvor jeg senere om eftermiddagen havde den berygtede lektiedate med Jakob, var min allerførste tanke, om jeg mon ikke var syg. Desperat lå jeg i sengen, og prøvede at opdigte den mindste smule sygdom, som desværre ikke rigtigt virkede til at være der. Det var egentlig ikke fordi, at jeg havde noget imod Jakob. Selvom opførte sig underligt i nærheden af mig, virkede han som en sød dreng. Og desuden, så behøvede vi begge to at øve os på vores spanskprojekt, hvis vi ville score en nogenlunde karakter. Derfor fik jeg hevet mig selv op af sengen, og tvunget mig selv i bad, hvorefter jeg endda fik mig selv til at hoppe i noget tøj, og sørge for, at jeg ikke lignede et fugleskræmsel. Omkring 07:30 sad jeg i køkkenet, og spiste mine cornflakes, da Pernille pludseligt gav mig et kram bagfra.
”Hej søs.” Sagde hun smilende, med hendes engle agtige stemme.
”Dav.” Svarede jeg kort, og slubrede videre.
”Skal du have de dér på igen?” Spurgte hun med et anklagende blik, og jeg vidste udmærket hvad hun snakkede om – Mine sko.
Det skal lige siges, at min søster og jeg ikke ligefrem har samme smag, i hverken sko, tøj, drenge, musik, eller så meget andet for den sags skyld. Men her hvor det specielt træder i kræft, er når det kommer til mine sorte og hvid ternede converse sko. Hun hader dem. Hvorfor, ved jeg ikke. Hun har engang sagt, at de ligner noget man har på i fængsler. Dét synes jeg dog er lige en overdrivelse.
”Ja jeg skal.” Svarede jeg, og skubbede grinende til hende.
”Du misunder min smag i tøj.” Pernille rynkede næsen, hvorefter hun rejste sig fra bordet. Da mine cornflakes omsider havde forladt skålen og indtaget min mave, rejste jeg mig selv fra bordet, hvorefter jeg cyklede i skole.

De skoledage hvor man skal noget enten sjovt eller spændene efter skole, snegler dagen sig altid frem. Det underlige ved lige netop den dér dag var, at den faktisk gik ufatteligt hurtigt. Det ene øjeblik var jeg på vej i skole, og det næste øjeblik befandt jeg mig midt i min matematiktime, hvilket var dagens sidste stop. Idet jeg sad midt i sinus og cosinus, hvilket alle mennesker godt ved, er dødens pølse, var min skoledag pludselig oprindet, og jeg stod til at have fri. Det føltes helt som om, at klokken kun var 9, eller noget i den stil, men både min telefon og uret i klassen kunne bekræfte mig i, at klokken allerede var 15. Langsomt fik jeg samlet mine bøger, og bevæget mig ud på gangen. Jeg nåede dårligt forbi døren til det næste lokale, før jeg spottede noget ubehageligt foran mig – Danielle.
”Er der allerede kommet fluer? Det er ikke engang sommer endnu.” Sagde jeg spydigt, og fortsatte irriteret fremad.
”Ynkelige mennesker har sådan en dejlig sans for humor.” Vrængede Danielle, og stoppede min gang, med en hånd på min venstre skulder
”Hvis det er lektiehjælp du vil have, så har jeg allerede en elev i dag.” Da ordene forlod mine læber, kunne jeg næsten ikke lade være med at smile. Hvis hun dog bare vidste, at det var hendes kæreste, jeg var på vej hen for at mødes med.
”Det tror jeg så ikke.” Svarede hun kort for hovedet.
”Jakob siger, at i er i gruppe sammen i spansk.” Hun kiggede indgående på mig. ”Ja?” Jeg så afventende på hende.
”Det stopper fra jeres fremlæggelse af.” Jeg kunne nu ikke holde mit grin tilbage.
”Hvorfor er det du tror, at jeg er bange for dig?” Spurgte jeg, med et smil på læben.
”Åh, er du ikke bange for mig?” Var hendes svar.
”Det burde du ellers være.” Nåede hun lige at spytte ud, da hendes skulder ramte min, inden hun fortsatte hen af gangen.

Jeg havde ventet ude foran skolen i et par minutter, da Jakob endelig dukkede op foran mig.
”Undskyld forsinkelsen.” Sagde han smilende, og jeg forsikrede ham i, at det ikke gjorde noget. Mens vi begyndte at gå hjem til mig, kunne jeg egentlig godt se, hvorfor folk synes han er nuttet. Eller, jeg ved ikke om ’nuttet’ er det rigtige ord, til en 190 cm høj basketball spiller, med overarme på størrelse med mit hoved. Men alligevel var der noget over ham – noget sødt. Måske var det hans øjne, der havde et eller andet glimt over sig. Eller måske var det hans smil, som på en eller anden måde, fik ham til at se drilsk ud. Jeg vidste det ikke, men ét eller andet var det i hvert tilfælde.

”Det er pænt af dig, at vi kunne læse sammen.” Sagde Jakob, da vi befandt os ved mit køkkenbord.
”Det er bare helt i orden.” Svarede jeg, og åbnede mit spansk hæfte.
”Hvilken del var dit?” Spurgte jeg. Jakob åbnede nu selv sit hæfte, og vi begyndte på gebrokken spansk at snøvle os igennem vores fremlæggelse. Det overraskede mig faktisk helt, hvor god hans humor var. I de sidste par dage havde han virket både nervøs og underlig, hver gang jeg snakkede med ham. Måske fordi at han vidste, at Danielle ville slå ham ihjel, hvis hun så det. Men som vi sad der, virkede det som om, at han faktisk kunne slappe af.
”Hvis vi får et 02 tal, så er jeg sgu ked af det.” Grinede jeg undskyldende, da jeg for 3. gang i træk kludrede i det samme stykke. Jakob rystede på hovedet.
”Det går sgu nok.. Det er individuelle karektere, ikke?” Sagde han derefter drillende, og blinkede til mig. Jeg skubbede til hans arm, og grinede højt.
”Møgunge.”
”Skal jeg beskrive det som ’bien’?” Spurgte jeg opgivende, da jeg igen rettede teksten igennem. Jeg kunne ikke rigtigt beslutte mig for, om det var særligt at beskrive et landskab som ’godt.’ Jakob kiggede op på mig, fra hans egne papirer.
”Det er ikke så fængslende.” Jeg kiggede ham i øjnene, og tog mig selv i at synes, at de var fængslende.
”Måske skulle du prøve ’hermosa’” Han kiggede nu også mig i øjnene. Det var som om, at øjeblikket var helt unikt. Jeg var faktisk lige ved at synes, at det var lidt perfekt, da døren pludselig blev revet op, og mine forældre kom ind, og ødelagde vores øjeblik..
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...