Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

308Likes
326Kommentarer
32997Visninger
AA

15. Fortvivlelse og overraskelser

Da min telefon ringede lørdag formiddag, trykkede jeg instinktivt på den røde knap, der gør at man ligger på, før man overhovedet har taget telefonen. Selvom det snart var 24 timer siden, at mit hjerte brutalt var blevet trampet på af Alexander, havde jeg stadig ikke lyst til at snakke med nogen. At have været så tæt på, at få sin drøm udfyldt.. Det virkede så dumt, at jeg nu var tilbage, lige præcis hvor jeg startede. Men i virkeligheden, var jeg ikke engang tilbage, til hvor jeg startede. For i starten, var han i det mindste ikke klar over, hvordan jeg havde det. Alexander var udmærket godt klar over, at jeg var head over heels forelsket i ham, og alligevel var det ikke godt nok til ham.
Jeg kunne se, at det var Trine der havde ringet. Det var egentlig ikke fordi, at jeg ikke ville snakke med Trine. For selvom jeg var ked af det, vidste jeg jo godt, at Trine kun var ude på at hjælpe mig. Problemet er bare, at når jeg virkelig er ked af det, findes der ikke noget værre, end når folk ynker om en. Og jeg kendte Trine godt nok til at vide, at hvis jeg lod hende komme forbi, ville hun ikke foretage sig andet, end at ae mig på skulderen, og fortælle mig, at Alexander slet ikke kunne nærme sig mit niveau.
Irriteret lagde jeg mig fladt ned i sengen igen, og stirrede op i loftet. Det eneste lyspunkt jeg kunne finde, var at Alexander heldigvis snart ville være færdig som vikar på skolen, hvilket ville betyde, at han kunne gå tilbage til at være en charmerende Universitetsstuderende med fritidsinteresse i at kysse folk, han ikke havde nogen intention om at være kærester med, og jeg kunne gå tilbage til at være en fortumlet gymnasieelev, med dårlig dømmekraft i hankønsvæsner.

”Anna, du har en ven i døren!” Selvom min far stod nedenunder trappen, skar hans stemme klart og tydeligt gennem huset. Den mand har en virkelig højrøstet stemme, der overdøvede den fodboldkamp, jeg havde fordybet mig i. Da jeg endelig fik slæbt mig op af sengen, undrede jeg mig over, hvem det kunne være. Hvis det havde været Trine, ville mine forældre bare have sendt hende direkte op. Da jeg endelig nåede ned til hoveddøren, kunne jeg til min store overraskelse se, at det var Jakob.
”Kan vi gå en tur?” Spurgte han, da jeg inviterede ham ind. ”Jo.. Jeg finder lige min jakke.” Svarede jeg tøvende. Jeg greb hurtigt min jakke og mine sko, og råbte derefter til mine forældre, at vi havde tænkt os at gå et øjeblik. Der var ingen af os der sagde noget, før vi drejede ned af stien, der førte ind til skoven. ”Hvad så?” Spurgte jeg. ”To ting..” Begyndte Jakob. ”For det første, så er jeg ked af, at jeg opførte mig så underligt overfor dig den anden dag. Jeg gider bare ikke have Danielle på nakken, fordi hun ikke kan lide mine venner. Det var ikke fair, at jeg ignorerede dig på den måde.” Jeg nikkede langsomt. ”Det er okay..” Jakob gjorde tegn til, at han ikke var færdig endnu. ”For det andet, så skal du vide at…” Han stoppede sig selv, og stoppede endda helt op. ”Jeg ved ikke hvordan jeg skal formulere det her.” Jeg satte mig ned på en træstamme, og gjorde tegn til, at Jakob kunne sætte sig ved siden af. ”Bare snak.” Opmuntrede jeg. ”Det er bare fordi.. Jeg tror måske, at jeg har følelser for dig.”
Der blev helt stille i skoven. Det var som om, at selv fuglene blev helt tavse. ”Du har hvad?” Stammede jeg forvirret. ”Det er bare..” Jakob så nu endnu mere nervøs ud. ”Du er så sjov, og ærlig. Og du er ligeglad med, hvad andre mennesker synes om dig. Det er virkelig cool.” Hans ord kom ud i én stor pærevældig, der fik hans stemme til at virke lysere, end den normalt var. ”Og du er slet ikke ligesom Danielle.” Da han havde færdiggjort hans sidste sætning, kunne jeg se, at han lænede sig mere og mere ind mod mig. Hans læber rørte næsten mine, da jeg panisk rejste mig op. ”Jeg bliver nød til at gå!” Udbrød jeg, hvorefter jeg begyndte at løbe.

Hans ord kørte rundt i mit hoved. Og hvad vigtigere var, så kørte mine egne ord rundt i mit hoved. Ikke dem jeg havde sagt i dag, men alle de ord, bevægelser og grin jeg havde gjort mig med, i den tid jeg havde kendt ham. Jeg vejede hver en ting, og overvejede helt præcist hvor det var, jeg havde fejlet. Havde jeg givet ham det forkerte indtryk? Havde jeg opført mig anderledes, end jeg burde? Frustreret lagde jeg mit hoved tilbage, og lod det hvilke mod husmuren. Jeg befandt mig i vores have, på fliserne bag huset. Indenfor kunne jeg høre mine forældre lave mad, mens de højlydt diskuterede med Pernille og Andreas, om hvorvidt de skulle finde en lejlighed nu, eller vente til august. Pludseligt kunne jeg høre døren til haven gå op. Min søster så mindst ligeså frustreret ud som jeg. Da hun vendte hovedet, og fik øje på mig, så hun overrasket ud. ”Hvad sidder du her for?” Spurgte hun, og satte sig ved siden af mig. Jeg rystede opgivende på hovedet. ”Hvornår ved man, om man har dummet sig?” Spurgte jeg stille. Min søster kiggede på mig. ”Hvad sker der, Anna?” ”Alexander og jeg kyssede endelig i forgårs.” Svarede jeg langsomt. Da jeg kunne se min søsters ansigt begynde at ændre sig til at glædelig grimasse, skyndte jeg mig at fortsætte samtalen. ”Og da jeg så mødte ham i går morges, sagde han, at det ikke betød noget. Nu står den eneste dreng, jeg faktisk kan holder ud for tiden så og fortæller mig, at han har følelser for mig. Og han er kærester med Danielle, som hader mig. ”Jeg åndede fortvivlet ud, og kiggede afventende på min søster, som nu så ligeså opgivende ud som mig. ”Fuck..” Mumlede hun, hvorefter hun lagde sin arm om mig. ”Tror du ikke, at du skal snakke med Alexander?” Jeg nikkede. Selvom det ville blive dybt pinligt, vidste jeg jo godt, at det var det eneste rigtige at gøre. ”Må jeg slå ham?” Spurgte jeg, med en svag stemme. Min søster tjattede kærligt til mig, hvilket fik mig til at smile. Noget jeg måtte indse, at jeg stærkt havde brug for.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...