Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

308Likes
326Kommentarer
33014Visninger
AA

6. Flirt alt hvad du kan

Efter en rimelig rolig weekend, følte jeg mig faktisk næsten oplagt til endnu en skole uge, selvom jeg normalt ser det som en meget udmattende tanke, at der er nu er hele 5 dage, til at jeg igen kan slappe af. Jeg vidste ikke om glæden skyldtes at jeg skulle se Trine igen, efter en hel weekend uden hende, eller om det kunne have noget at gøre med, at vi skulle slutte dagen af med to timers engelsk med Alexander. Jeg prøvede dog at bilde mig selv ind, at det var fordi jeg glædede mig til at se Trine, selvom jeg godt var klar over, at det var løgn. Dagen sneglede sin næsten frem, ved tanken om at skulle se Alexander. Hele dagen prøvede jeg desperat at spotte ham i kantinen, og rundt på gangene, men han skulle sikkert ikke møde før vores time, hvilket nærmest gjorde, at jeg glædede mig endnu mere til at se ham.
”Hej fede.” Sagde jeg smilende, da jeg mødte Trine foran vores engelsk lokale den eftermiddag.
”Glæder du dig?” Spurgte hun med et smørret grin, mens vi trådte ind i lokalet.
”Næh..” Løg jeg med et smil, som Trine med det samme gennemskuede. Jeg havde allerede fredag aften sms’et hende om mit møde med Alexander i skoven, som hun havde tolket som intet andet end skæbnen. Han tog sig ufattelig godt ud, som han sad og tastede på hans computer. Han havde skjorte på den dag. En blå en, der fik hans overkrop til at se trænet ud.
”Kig på mig.” Bad jeg stille, inden i mig selv.
Jeg håbede inderligt på, at han ville sende mig et blik. Bare et enkelt et.
”Nå, har i haft en god weekend?” Spurgte Alexander, og alle mumlede i munden på hinanden. Jeg smilede skævt til Trine. Alexander satte klassen i gang, med en skriftlig opgave vi skulle bruge timerne på.
”Jeg kommer rundt imellem jer, så må i jo sige til, hvis i har brug for hjælp” Afsluttede han, hvorefter alle begyndte at taste på deres bærbare. Jeg vendte selv hovedet ned mod min computer, og åbnede et Word dokument. Jeg nåede dog kun lige at skrive et par ord, før nogen stod foran mig, og jeg kunne høre et stille grin.

Da jeg kiggede op, fangede jeg med det samme Alexanders blik.
”Nå.. Du er ikke bange for mig længere?” Sagde Alexander i et drillende tonefald, der fik mig til at rødme.
”Det kommer an på, om du har tænkt dig at snige dig ind på mig igen!”
Sagde jeg flabet, imens jeg blinkede til ham. Jeg gjorde mit bedste for at virke selvsikker og sjov, selvom jeg kunne mærke hvordan jeg svedte af bare nervøsitet.
”Jeg skal forsøge at lade være, men det er jo ikke nemt, når du lusker sådan rundt i skoven.” Svarede han. Der blev stille et øjeblik, hvor mit hjerte igen begyndte at banke hårdt.
”Hvor langt er du med din stil?” Spurgte han, hvilket jeg fandt som et underligt spørgsmål, eftersom vi kun havde været i gang i 2 minutter.
”Jeg har skrevet en linje..” Grinede jeg, og Alexander grinede tilbage
”Stræber barn.” Var hans sidste kommentar, inden han igen bevægede sig videre rundt i klasse.
”Han er vild med dig.” Hvinede Trine ved siden af mig
Faktisk virkede hun næsten mere betaget af vores samtale, end jeg selv gjorde. Selvfølgelig var jeg glad for, at han ville snakke med mig, men det virkede på så akavet, når det foregik i klassen. Jeg rystede på hovedet.
”Han kender mig jo ikke..” Trine kiggede opgivende på mig
”Hvor godt kender du ham, måske?” Igen, igen, måtte jeg jo give hende ret. Jeg havde allerede fået et crush på ham, på trods af, at jeg slet ikke kendte ham. Med den korte samtale vi netop havde ført, var vi nu oppe på en 3 stykker, hvilket jo slet ikke var noget, man kunne opbygge noget på. Der var bare et eller andet over ham; Han var mystisk, på en alligevel meget åben måde.

Da jeg fik fri, så jeg faktisk næsten frem til at skulle arbejde. Selvom at være tutor ikke er det fedeste arbejde i verden, er det alligevel nogle gode penge, og de er lette tjente. Forældrene tilbyder kage og saftevand, mens jeg lærer deres børn noget, som jeg selv gennemgik da jeg var i deres alder. Jeg nåede lige nøjagtigt hen til min cykel, da Jakob stod foran den. Det var faktisk næsten uhyggeligt – som om han ventede på, at jeg ville dukke op.
”Hej.” Sagde jeg med et smil, der uden tvivl må have set ret tvivlende ud.
”Halløj.” Grinede han, med et fjoget smil. Han stod stadig helt stille foran min cykel, og reagerede ikke det mindste på, at jeg skubbede lidt til ham, da jeg skulle låse den op.
”Altså kan jeg hjælpe dig med noget?” Spurgte jeg, hvilket af en eller anden grund fik ham til at grine.
”Når ja.. Altså ved hvad tid vi har spansk i morgen?” Nu var jeg næsten endnu mere forvirret end før.
”Jakob, vi har ikke spansk i morgen? Har du ikke tjekket skemaet?” Jakob rødmede, og afslørede sig selv i, at det sandsynligvis bare var et emne han tog op, for at have en undskyldning for at hænge ud foran min cykel.
”Når ja..” Sagde han gik, og rødmede endnu en gang.
”For resten, så er jeg altså ked af, hvis Danielle nogle gange er lidt strid overfor dig. Jeg ved ikke hvad hendes problem er.” Ordene blev sagt så hurtigt, og med en mumlen, at jeg næsten ikke kunne lade være med at smile. Det var jo lidt sødt, at han stod der og forsvarede mig overfor hans kæreste, selvom det selvfølgelig ville have været mere heltemodigt, hvis hun rent faktisk havde været der.
”Tak.. Det er pænt af dig.” Fik jeg fremstammet.
”Danielle og jeg kommer nok bare aldrig, til at kunne enes.” Jakob smilede til mig, og rystede på hovedet.
”Nej.. Det er jo ikke alle mennesker der gør det.” Jeg rystede selv på hovedet, og smilede til ham. Jeg havde netop lige sat mig op på cyklen, og skulle til at køre på arbejde, da jeg hørte ham sige sætningen;
”Men så er det godt, at vi kan enes.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...