Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

308Likes
326Kommentarer
33010Visninger
AA

10. Er alder bare et tal?

Dagene efter mit besøg på skadestuen, var rimelig akavede. Folk blev ved at komme hen til mig, og spørge til mit helbred. Selv folk jeg ikke rigtigt snakkede med. De eneste, der faktisk ikke kontaktede mig, var Jakob og Danielle. Selv næste tirsdag, en uges tid efter mit uheld, havde hun ikke sagt et ord til mig. Det virkede allermest som om, at hun undgik mig. Måske fortrød hun, at vi havde snakket sammen på hospitalet, eller måske var hun bare bange for, at jeg ville afsløre, hvordan det egentlig var jeg havnede på asfalten.
Men faktisk, så afslørede jeg ikke noget. Da folk spurgte mig, sagde jeg ganske enkelt, at jeg var faldet på min cykel, og at en bil derefter var fortsat ind i mig. Og da jeg er så klodset i forvejen, var der ikke nogen der satte spørgsmålstegn ved, om jeg nu også var væltet midt på vejen.
Den eneste jeg fortalte sandheden, var Trine. Trine fik hele historien, med alle detaljerne. Hendes første indskydelse, var at slå Danielle så hårdt, at hun ikke ville rejse sig foreløbigt.
Men faktisk, var jeg slet ikke gal på hende. Der var ikke nogle af de følelser jeg havde indeni mig, der var vrede. Jeg var mere bare.. Skuffet. Selvfølgelig havde jeg ikke regnet med, at Danielle og jeg ville være de bedste venner, blot fordi vi havde oplevet noget sammen. Men det der nagede mig var, at det faktisk havde virket som om, at hun godt kunne lide mig. Men i det øjeblik vi kom tilbage til skolen, virkede hun igen som om, at jeg aldrig ville komme til at blive god nok til hende. Egentlig kunne jeg jo være ligeglad, om hun kunne lide mig eller ej. Men alligevel måtte jeg indse, at det gik mig på.

Da jeg den dag befandt mig i spansklokalet, kunne jeg ikke lade være med at kigge efter Jakob. Vi var jo næsten lige begyndt, at snakke godt sammen, og derfor kunne jeg ikke forstå, at han også følte, at han blev nød til at ignorere mig. Da han endelig kom ind i lokalet, gik han sammen med Lasse. Trine vinkede straks til Lasse, og drengene begyndte at gå hen imod os.
”Hej piger.” Sagde Lasse, da de satte sig ved bordene foran os. Jeg kiggede forventningsfuldt på Jakob, men han kiggede blot væk. Jeg sendte Trine et forvirret blik, men hun så ud som om, at hun havde for travlt med at blinke til Lasse.
”Han ignorerer mig!” Hviskede jeg desperat til Trine.
”Så spørg ham om noget.” Hviskede hun tilbage.
”Hey Jakob.. Hvad havde vi egentlig for til i dag?” I det samme ordene røg ud af min mund, indså jeg hvor dumt det måtte lyde. Vi havde ikke haft spansk før torsdagen før, så jeg havde haft rig mulighed for at lave de eventuelle lektier. Desuden kunne jeg jo bare have tjekket det på Lectio. ”Nej.” Svarede Jakob. Det lød næsten helt koldt, og ligeså snart han havde svaret mig, tog jeg ham i at kigge væk.
Da vores lærer havde snakket om de forskellige opgaver, og vi havde fået tildelt nogle papirer, kunne jeg simpelthen ikke vente længere. Det gik mig voldsomt på, at han brugte så meget energi, på at undgå mig
”Jakob? Må jeg lige låne dig?” Hviskede jeg indover bordet. Jakob nikkede, og rejste sig derefter fra sin stol. Jeg trak ham med over til hjørnet af klassen.
”Hvad er der?” Spurgte han. Han lod tydeligvis som om, at han ikke havde nogen anelse om, hvad jeg ville.
”Du undgår mig helt vildt!” Udbrød jeg frustreret.
”Har jeg gjort dig noget?” Idet jeg havde talt færdig, begyndte Jakob at rødme.
”Det er bare..” Begyndte han. Hans ansigt lignede mere og mere tomatsuppe.
”Danielle er herre sur over, at vi er venner. Hun flippede fuldstændig ud over, at vi havde læst spansk sammen, og hun snakkede endda om, at hun ville hævne sig på dig!” Nu var det min tur til at rødme. Jakob vidste tydeligvis ikke, at det var Danielles skyld, at jeg var havnet på skadestuen. ”Så du lader hende bestemme hvem er venner med?” Mine ord lød nærmest anklagende.
”Hvor er du plat!” Jakob kiggede fornærmet på mig, hvorefter han vendte sig om, og gik tilbage på sin plads.

Resten af dagen så jeg kun frem til, at komme hjem. Danielle gik og skulede til mig, og Jakob var nu også sur på mig. Faktisk kunne dagen næsten ikke blive værre, før Alexander pludselig satte sig ved mit bord, mens jeg spiste frokost. Jeg kiggede op, og måtte for anden gang den dag, erkende at jeg rødmede.
”Hvad så?” Spurgte jeg, i et forsøg på at være rolig.
”Jeg hører, at du har brug for et balancekursus?” Sagde han drillende. Jeg kiggede ned. Jeg var efterhånden ved at være træt af, at folk udspurgte mig om episoden med bilen. Hvis det ikke var for min loyalitetsfølelse overfor Danielle, havde jeg ikke behøvet fremstå som en blind idiot, der ikke kunne se bilerne på vejen.
”Det er en længere historie.” Mumlede jeg. Alexander virkede slet ikke som om, at han kunne mærke på mig, at der var noget i vejen.
”Jeg har masser af tid?” Smilede han. Jeg rystede grinende på hovedet.
”Du giver bare ikke op, hva?” Han rystede på hovedet.
”Sådan bliver du også, når du kommer op i min alder.” Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at han igen hentydede til hans alder. Det var den eneste ting, der irriterede mig ved ham; Jeg havde ingen anelse om, hvor gammel han var.
”Kom så med det!” Udbrød jeg.
”Hvor gammel er du?!” Alexander begyndte at grine.
Vil du gætte?” Jeg rystede på hovedet.
”Bare indrøm det.”
”Du får det til at lyde farligt?” Spurgte han med et smil. ”Jeg er 22.”
Da ordene kom ud af hans mund, tog jeg mig selv i, at blive lettet. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men jeg var virkede glad for, at han ikke var over 30. Det havde slet ikke været til at bære, hvis han havde været halvgammel.
”Hvor ung er du så?” Spurgte han.
”Jeg er lige blevet 17.” Svarede jeg stille. Til min store overraskelse, så han faktisk virkelig glad ud. ”17..” Mumlede han fjoget. ”Det lyder ikke helt dårligt.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...