Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

308Likes
326Kommentarer
32991Visninger
AA

27. En svær beslutning

Da jeg næste dag forlod huset, for at gå hen mod bussen, træf jeg et valg. I stedet for at tage den, der ville føre mig hen til skolen, tog jeg bussen ind mod byen. Ind til Alexander.
Selvom jeg havde bildt mine forældre ind, at jeg ville tage i skole, havde jeg på ingen måde dårlig samvittighed, over at tage en pjækkedag. Det kunne måske hænge sammen med, at jeg indtil videre ikke havde haft en eneste fraværsdag, siden jeg begyndte i 2.g.
Jeg vidste, at Alexander ikke havde timer før klokken 11 den tirsdag, og jeg så det derfor som en mulighed, for at få snakket ud. Jeg havde allerede lovet Trine, i telefonen aftenen før, at jeg ikke ville råbe af ham denne gang. Jeg ville holde mit temperament nede, og give ham en chance for, at forklare hvad han ville derovre. Jeg følte mig både selvsikker og afslappet, da jeg bankede på hans dør. Jeg måtte banke et par ekstra gange, inden jeg kunne høre lyd derinde fra. Klokken var kun 08:18, og Alexander var sikkert ikke helt vågen endnu. Da jeg endelig kunne høre ham låse døren op, tog jeg en dyb indånding. Der var noget pinligt over, pludselig at stå i hans dør, når jeg havde stormet sådan ud dagen før.
”Hey..” Mumlede jeg flovt, da han åbnede døren. Der var stille et øjeblik, før Alexander sagde; ”Jeg har lige ryddet op, men hvis du vil kaste nogle papirer rundt, så skal du være velkommen.” Han blinkede til mig, og jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt. Alexander har en evne til, altid at få mig til at grine, når jeg egentlig ikke burde. ”Får jeg brug for at kaste med papirer?” Spurgte jeg. Alexander rystede på hovedet, og rakte så sin hånd ud mod mig. ”Skal du med ind?”

Ad ren og skær vane, satte jeg med det samme en kedel vand på, da jeg trådte ind i køkkenet. Jeg havde fået en vane med, at vi altid skulle have te, når jeg var hjemme hos Alexander. ”Skal du have en kop?” Råbte jeg over skulderen, mens jeg automatisk tog 2 kopper ud. Da vandet havde kogt, tog jeg vores te med, og satte mig over til ham i sofaen. ”Du bliver nød til at forklare mig..” Begyndte jeg. ”Hvordan kan du beslutte dig for at studere i England, uden så meget som at vende det med mig?” Jeg kiggede afventende på Alexander. Lige da han lignede en, der skulle til at sige noget, kunne jeg bare mærke, at jeg havde brug for snakke noget mere. ”Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke skal informeres? Er det bare fordi, du er ældre end mig?” Vrissede jeg. Alexander rystede på hovedet, mens han prøvede at få et ord indført. Desværre er det ikke nemt, når jeg først er blevet hidset op. ”For hvis jeg ikke er vigtig for dig, så kan du bare rejse. Så skal du bare smutte.” Pludseligt rejste Alexander sig op, i en spontan bevægelse. ”Hold nu kæft, og lad mig snakke!” Udbrød han, hvilket fik mig til at klappe i. ”Jeg har altid haft en drøm om, at læse på University of London. Jeg havde altid forestillet mig, at jeg ville blive optaget, og at London Business School ville blive min store chance. Jeg ville have mulighed for at se min mor, så tit jeg havde lyst til. Så jeg søgte ind, og jeg blev optaget. Men så var det, at Line og jeg blev mere seriøse. Hun bad mig om at blive hjemme, og det gjorde jeg. 2 måneder efter det, gik hun fra mig. Så da jeg tilbage i juni måned skulle sende min ansøgning, besluttede jeg mig for at tænke på mig selv. Kun mig. Hvis jeg havde vidst, hvor glad jeg ville blive for dig, havde jeg nok ikke sendt en ansøgning. Og hvis du beder mig om det, så bliver jeg hjemme.”

Der blev nu for atter stille i lejligheden. Ikke bare sådan ”tænke stille”, men sådan for alvor. Jeg ledte efter ord, men jeg kunne ikke rigtigt komme på noget. For helt ærligt, så havde jeg ingen anelse om, hvad jeg mente om situationen.
Selvfølgelig ville jeg ikke miste ham, det var klart. Men ville jeg være hende pigen, der havde nægtet ham hans drøm? Jeg vidste jo godt, at han ville dø for at gå på London Business School, og at de overhovedet havde optaget ham på universitetet derovre, var jo fantastisk i sig selv. Især deres Business School var umulig at komme ind på, da der var flere tusinde ansøgere om året. Det vi havde sammen var helt unikt, men kunne jeg bede ham om at blive hjemme? Og havde jeg overhovedet lyst til det?
”Sig noget.” Sagde han pludseligt, og brød dermed stilheden. Jeg kiggede på ham. Jeg vidste godt, at han forventede at jeg sagde noget. Men hvad skulle jeg sige, og hvad skulle jeg mene? På grund af al min forvirring, var det eneste jeg kunne i tanke om: ”Det er virkelig fejt.” Alexander kiggede overrasket på mig. ”Du kan ikke bare lægge det ud som om, at jeg skal fortælle dig hvad du skal gøre!” Der blev stille et øjeblik igen, før Alexander rystede på hovedet. ”Vil du have, at jeg skal tage en beslutning selv? Jeg giver dig bare muligheden for den indflydelse, du jo gerne vil have.”
Det var nu min tur, til at ryste på hovedet. ”Jeg vil jo bare gerne være sammen med dig. Men hvis det betyder, at du skal opgive din drøm.. Så er din drøm vigtigst.” Hvad betyder det?” Han kiggede på mig, med hans store, smukke øjne. ”Tag til London. Det er der din drøm er, og det er der din mor er. Du har ikke set hende siden februar.. Det skal jeg ikke stå imellem.” Alexander rakte hurtigt ud efter mig. ”Vil du helt ærligt have, at jeg skal rejse? Jeg kommer til at være væk i 2 år!” Jeg kiggede hurtigt væk. Jeg kunne ligesom fornemme, at der var nogle tårer på vej. ”Det ved jeg godt.. Men, hvad skal jeg ellers gøre?” ”Tænk over det.” Svarede Alexander, og kyssede mig på panden. ”Tænk over det til i morgen. Hvis du stadig vil have, at jeg skal rejse, så bliver det sådan.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...