Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

308Likes
326Kommentarer
33000Visninger
AA

5. En fremmed i skoven

”Hold nu op med at grine!” Insisterede jeg hårdnakket.
Men Trine blev bare ved, og ved, med hendes høje og varme grin.
”Så sjovt er det altså ikke.”
”Jo det er! Danielles kæreste vil gerne være sammen med dig en dag efter skole – alene!”
Jeg tænkte ordene igennem igen, og måtte tage mig selv i også at smile lidt. Af alle mennesker i verden, der kunne bede mig om den slags, blev det kæresten til den pige der hadede mig allermest.
”Men det kan jo faktisk være, at han bare vil lave lektier.” Fastslog jeg igen. Trine nikkede, hvilket fik mig til at ånde lettet op.
”Men han vil stadig gøre det, uden os andre.” Sagde Trine.
Igen måtte jeg hade Trine en lille smule, for altid at kunne se igennem enhver situation, når jeg selv var naiv.
”Danielle ville slå mig ihjel.” Konstaterede jeg. Trine nikkede.
”Er det ikke bare endnu en grund til, at ville gøre det?”
Trine havde jo ret. Selvom han sikkert bare ville lave lektier, kunne det være ufattelig sjovt at se hendes ansigt, når hun fik det at vide. Hun ville uden tvivl slet ikke kunne leve med, at jeg var venner med hendes kæreste. Hun ville med det samme antage, at han gjorde det af medlidenhed, og at jeg gjorde det for at såre hende. Men faktisk virkede Jakob som en sød fyr. Han havde bare en meget uheldig smag i piger!

Da jeg dagen efter stod ude foran skolen, var jeg taknemmelig for, at jeg hverken var løbet ind i Danielle eller Jakob den dag. Jeg havde på ingen måde energi til nogle af dem. Det eneste jeg havde i min hjerne, var at komme hjem og slappe af, inden jeg igen måtte begive mig til at lave lektier. Jeg lænede mig op af vægen, mens jeg ventede på at Trine hentede sin cykel, ved cykelskuret lidt derfra hvor min var parkeret. Pludselig kunne jeg se Jakob komme hen imod mig.
”Hej Anna.” Sagde han smilende.
”Hej.” Svarede jeg, og begyndte straks at lade mine øjne søge efter Danielle.
”Hvad så?” Jakob rømmede sig lidt, og virkede næsten helt nervøs.
”Jeg tænkte på, om det skulle være tirsdag, hvis vi skulle læse på det spansk dér?”
Jeg åndede lettet op, og nikkede derefter. ”Jo, det passer fint.”
”Godt nok.” Sagde han, og så ligeså lettet ud som mig.
”Må jeg så ikke få dit nummer?” Sagde han pludseligt, og så næsten selv helt skræmt ud, over hans direkthed. ”Altså, hvis nu der kommer noget i vejen inden tirsdag.”
Jeg nikkede, og indtastede mit nummer på hans telefon.
”Sådan.” Sagde jeg, og rakte den tilbage mod ham. Lige idet han tog imod den, vendte Trine tilbage med sin cykel.
”Skal vi gå?” Spurgte hun, og sendte mig et fjoget grin. Jeg nikkede, og skyndte mig at låse min cykel op. Da vi satte os op på dem, og begyndte at cykle hjemad, nåede jeg lige at se Jakob vinke til mig.
”Du siger INTET!” Var min sidste kommentar til Trine, inden vi drejede af.

Egentlig havde jeg planlagt, at jeg ville finde en fest den aften, men som timerne gik, var jeg simpelthen for træt. Så i stedet besluttede jeg mig for, at jeg ville tage min hund, Charlie, med ud på en gå tur i skovene.
”Jeg smutter!” Råbte jeg til mine forældre, som ikke så ud til at reagere, da de sad og så fjernsyn. Jeg kunne ikke lade være med at smile, over hvor opslugte de kunne blive af endnu et tåbeligt talentshow.
Som Charlie og jeg gik gennem skoven, begyndte jeg mere og mere at være stolt af, at jeg bare skulle slappe af denne aften. Weekenderne er altid så kaotiske, da det ligesom er der man sætter sig til at gøre alle de ting, man ikke rigtigt når i hverdagene. Men denne aften skulle kun bruges til hygge med mig selv – og Charlie.
”Hvad grynter du sådan af?” Spurgte jeg min hund, da han lavede en underlig lyd.
Det er sådan et ucharmerende træk jeg har – det med at snakke til dyr. Jeg ved ikke hvad det er jeg forventer. Det er jo ikke ligefrem fordi, at han har tænkt sig at svare mig. Det er nok noget jeg har efter min far. Han snakker altid til vores guldfisk. Midt i alle mine tanker, kunne jeg pludseligt høre noget i buskene. Jeg stivnede, og overvejede med det samme, om jeg skulle ringe til politiet. Det jeg kunne høre, blev nu tydeligere, og jeg kunne konstatere, at det var skridt.
”Hvis der er nogen efter mig, så bid først, og spørg senere!” Hviskede jeg bange til Charlie. Langsomt listede jeg mig fremad, mens jeg kunne høre skridtene bag mig tage til. Jeg havde besluttet mig for at liste ubemærket væk, da jeg kom til at træde på en gren, der højlydt knækkede under mine sko. ”Er der nogle?” Lød en stemme bag mig, og jeg fór sammen af angst.
”BID HAM!” Råbte jeg panisk til min hund, som blot kiggede forvirret på mig.
”BIIID!” Råbte jeg nu endnu højere, da nogen lagde en hånd på min skulder.

”Er du okay?”
Jeg vendte mig brat om og kunne dermed se, at personen bag mig var ingen ringere, end Alexander. Hans ansigt havde formet sig til et kæmpe grin, der ingen ende ville tage.
”Du skræmte livet af mig!” Sukkede jeg, og satte mig spontant ned i skovbunden.
”Jeg troede, at jeg skulle dø.” Alexander grinte nu næsten endnu højere end før, og satte sig ned på jorden, ved siden af mig.
”Jeg ville bare gå en tur i skoven, og så hørte jeg nogen snakke til sig sammen?” Alexander kiggede halvt fjoget, og halvt forvirret på mig.
”Jeg snakkede ikke til mig selv!” Svarede jeg stædigt. ”Jeg snakkede til min hund!”
Alexander kunne nu slet ikke styre sin latter.
”Undskyld, men du er simpelthen for morsom.” Klukkede han. Jeg rødmede let.
”Jeg kan ikke gøre for det. Jeg var bare overbevist om, at der var nogle der ville slå mig ihjel.” Alexander rystede smilende på hovedet.
”Bare roligt.. Du er et af de sidste mennesker, som jeg kunne finde på at slå ihjel.” Med den kommentar rejste han sig, blinkede til mig, og fortsatte derefter videre hen af stien.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...