Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

308Likes
326Kommentarer
33005Visninger
AA

11. "Du virker som en sød pige"

Alexander vaskede tavlen ren, og gjorde folk opmærksomme på fredagens lektion, og ikke mindst den stil de skulle aflevere ved næste time. ”Tak for i dag, vi ses på fredag.” Klasse blev straks fyldt med snak, grin og ikke mindst larm fra folk, der pakkede tasker. Jeg greb straks min taske, og var næsten ude af lokalet. ”Hov Anna, må jeg ikke lige låne dig?” Mit hjerte stoppede, og jeg lod mig langsomt vende om. ”Okay.” Sagde jeg med pinlig rystende stemme. ”Hvad så?” Alexander ventede til alle de andre havde forladt lokalet, før han vendte sig hen mod mig. Jeg kunne nu for alvor mærke, at var nervøs. Hvad ville han?
”Det her kommer til at lyde dumt. Men altså, du virker som en sød pige og..” Han afbrød sig selv sig, sandsynligvis, for at tænke over hans ordvalg. Jeg kiggede intens på ham. Kunne det her seriøst være noget, der skete for mig? ”Det er bare.. Der er noget jeg skal spørge dig om..” Han så nærmest helt flov ud.
Jeg selv var næsten ved at dø af spænding. For mit indre blik kunne jeg allerede se os på date…

Klokken 7 ville han hente mig, hvorefter vi sammen ville køre af sted. Solen ville stadig skinne svagt, mens vi ankom til den smukke restaurant, som han havde valgt. Restauranten ville være ligeså sød indeni som udenpå. Vi ville spise små, dekorative salater til forret, mens vi drak vin til. Han ville bestille en stor, gennemstegt bøf med alverdens lækre tilbehør, og jeg ville bestille hummer. Til dessert ville jeg bestille jordbærtærte med rørt vaniljeis, og han ville bestille en fed med cremet chokoladekage. Vi ville made hinanden med dessert. Inden jeg gik indenfor, efter han havde kørt mig hjem, ville vi kysse farvel foran min hoveddør. Dagen efter ville han fortælle mig at han havde sagt sit arbejde som vikar på gymnasiet op, fordi han ikke ville kunne leve med at undervise mig, fordi han ville tilbringe alle timerne med at beundre mig.

”Anna, er du er her?” Alexander så forvirret på mig. ”Ja?” Sagde jeg med en drømmende stemme. ”Som jeg var ved at sige.. Altså mine forældre er væk hele ugen, og jeg har lovet at passe min lillebror imens de er væk. Problemet er at jeg havde glemt, at jeg har planer i morgen aften. Så jeg tænkte på.. Kunne jeg lokke dig til at passe min bror?” Rummet blev fuldstændig fyldt med stilhed – mest fordi jeg virkelig ikke havde nogle ord at sige. Så det blev bare til noget; ”Jo.. Det vil jeg da gerne. Hvis du giver mig adressen?” ”Hvis bare du kommer omkring klokken 18?” ”Ja.” Jeg sendte ham et smil, der skulle forestille at være venligt, men jeg er sikker på at det både var dødt og kedeligt. Alexander så dog ikke ud til at opdage noget som helst. I stedet kradsede han hurtigt adressen ned på et stykke papir, som han rakte til mig. ”Du er en skat, Anna.” Sagde han, og gav mig et kys der nok egentlig skulle have været på kinden, men landede omkring to centimer fra mit ansigt. ”Når ja..” Fik jeg mumlet, lige inden han forlod lokalet. I det sekund kunne jeg i det mindste svare på mit eget spørgsmål; Kunne det her seriøst være noget, der skete for mig? For nej, selvfølgelig kunne det ikke være det. For sådan noget sker ikke, for folk som mig.

”Hvad mener du med, at det ikke er noget specielt?!” Udbrød Trine overrasket. ”Du kommer til at være i hans hus!” Jeg trak på skuldrene. ”Han kommer jo ikke til at være der.. Kun hans bror. ”Trine lignede nærmest en, der kunne slå mig. ”Hvor dum er du lige? Jeg mener, hvis han aldrig havde lagt mærke til dig, så havde han ikke spurgt dig, vel?” ”Nej, det er vel rigtigt nok..” Fik jeg mumlet. ”Og han sagde jo, at du var sød, gjorde han ikke?” ”Jo..” Mumlede jeg igen. ”Og han sagde at du var en skat?” Trine så nu fuldstændig overbevist ud, selvom jeg nu stadig selv ikke troede helt på projektet. ”Helt ærligt. Det her er din mulighed, for at vise ham at du er lækker, rar og skide god med børn.” Jeg kiggede skræmt på hende. ”Hvad er der?” Spurgte Trine undrende. ”Jeg er helt forfærdelig med børn.”

”Når han spørger om han må se fjernsyn, hvad svarer du så?” Trine så tålmodigt på mig, og ventede smilende på mit svar. ”Jeg svarer, at han er en snotunge.” Grinte jeg, og stoppede endnu et stykke chokolade i munden. ”Anna!” Sagde Trine, og kiggede bearbejdende på mig. ”Okay..” Sukkede jeg. ”Jeg spørger ham, om han har lavet sine lektier?” Trine klappede begejstret i sine hænder. ”Du er da alligevel god.” Jeg trak på skulderne. ”Okay, nu skal vi arbejde på dig..” ”Hvad er der galt med mig?!” Jeg kiggede på hende med et skævt smil. ”Jeg er da..” Jeg afbrød mig selv, og begyndte at grine. ”Hvad har du i tankerne?” ”Jeg har tænkt mig, at vi skal arbejde på dit smil.”
20 minutter senere, følte jeg faktisk at jeg så nogenlunde ud. Jeg var iført et par stramme cowboybukser, som jeg havde neglet fra min søsters skab, en blå top og en sort cardigan. Jeg havde sat mit hår op på en måde der, ifølge Trine, både var pænt men også var arbejdsagtigt. Jeg havde lagt en let makeup, og endelig så havde vi øvet på et smil hvor jeg viste tænder, uden at der var smil helt op til øjnene.
”Skal jeg tage bussen derhen?” Spurgte jeg Trine, mens jeg tjekkede min ånde. ”Eller skal jeg cykle?” ”Tag cyklen! Så kommer du til at virke sporty.” ”Du har ret..” Jeg smilede til hende, og tog lidt parfume på. ”Jeg har aldrig set så godt ud før, hvor jeg har skullet babysitte.”Sagde jeg grinene. ”Du ser faktisk enormt godt ud.” Bekræftede Trine. ”Men du skal nok til at smutte.”
Idet jeg satte mig op på cyklen, begyndte jeg igen, igen at tvivle på idéen. Men selvfølgelig var det for sent nu. Hvis jeg havde tænkt mig at bakke up, var det måske for sent. Så i stedet drejede ned af vejen mod Alexanders forældres hus, og fortalte mig selv, at det nok skulle blive godt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...