Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

308Likes
326Kommentarer
33138Visninger
AA

26. Det er aldrig godt med forvirring

”Træk vejret, Anna.” Min søster lagde beroligende sin hånd på mit ene knæ, for at få mig til at sidde stille. ”Det kan jo være, at han har en fornuftig forklaring på det hele.” Jeg rystede hurtigt på hovedet, og kunne mærke, at min stemme igen var på vej op i de tonelejer, hvor jeg ikke kunne styre den. ”Hvorfor har han ikke fortalt mig noget om det?” ”Træk vejret.” Gentog min søster. ”Prøv at fortæl mig, hvad der stod i brevet.” Jeg tog en dyb indånding, og begyndte at tænke mig om.
”Okay..” Begyndte jeg langsomt. ”Der stod, at han var optaget på University of London pr. den 01/01-2011. Og at han ville høre nærmere. Og noget med et møde.” Det virkede stadig for uvirkeligt, til at være sandt. Hvordan kunne Alexander, efter 7 måneder, beslutte sig for at flytte til London, uden at informere mig om det? Stilheden i rummet blev brudt, ved at Andreas satte en kop te foran mig. ”Her.” Sagde han smilende, mens han skubbede en skål med sukker hen mod mig. Jeg smilede taknemmeligt, mens jeg let rystede på hovedet. Det var typisk, at det var mig der måtte trækkes med forældre der skændtes, og en kæreste på vej væk fra mig, mens min søster sad i en stor, lys lejlighed, med sin perfekte kæreste.
”Måske troede han ikke, at han ville blive optaget?” Sagde Andreas, hvilket afslørede, at han tydeligvis havde lyttet med fra køkkenet af. Hverken min søster eller jeg, kunne tilbageholde et grin. ”Han skulle stadig have fortalt mig, at han havde søgt ind. Vi har været sammen i 7 måneder, for fanden.” Sukkede jeg, mens jeg hysterisk rørte rundt i min te. ”Burde du ikke snakke med ham?” Min søster så trøstende på mig, mens hun rakte mig en småkage. ”Jo..” Mumlede jeg, og bed hårdt i kagen. ”Når jeg har spist!”

Selvom jeg havde behov for, at snakke med Alexander, tog jeg direkte hjem, i stedet for at opsøge ham igen. Jeg smed irriteret min taske fra mig, og stormede ovenpå. Det sidste jeg havde brug for, var at blive hevet ind i endnu et, af mine forældres skænderier. I stedet for smed jeg mig i min seng, uden så meget som at tage skoene af. Da jeg hørte trin på trappen, overvejede jeg hurtigt, om jeg skulle lukke døren. Men da det krævede at jeg skulle rejse mig, blev jeg blot liggende.
”Har det været en god dag, skat?” Spurgte min mor, mens hun satte sig på sengekanten. Jeg nikkede kort, og vendte hurtigt hovedet den anden vej. Det var egentlig ikke fordi, at hun ikke måtte trøste mig. Men mødre har den her evne, til at få deres døtre til at græde, og det var nok det sidste jeg havde brug for.
”Vi skal snakke om noget.” Sagde min mor pludseligt, mens hun rettede sig op. Forbavset vendte jeg mig rundt, og kiggede hende i øjnene. Hun så pludseligt mere alvorlig ud. ”Jeg ved godt, at din far og jeg har skændtes ret meget på det seneste..” Begyndte hun. Jeg tog en dyb indånding. Jeg ved ikke, om det er noget alle gør, men når mine forældre siger sådan noget, forbredder jeg mig automatisk på, at de nok vil gå fra hinanden. Jeg ved ikke hvor jeg har det fra. Jeg kender ikke engang rigtigt nogle, der er skilt, så jeg ved ikke, hvor jeg har fået min frygt hende. ”Ja?” Jeg gjorde tegn med hånden til, at hun skulle snakke videre. ”Du skal bare vide, at vi har besluttet os for, at tage noget orlov.” Der blev helt stille i lokalet. Jeg vidste faktisk ikke, om jeg skulle grine eller græde. ”I har hvad?” Sagde jeg overrasket, og satte mig forvirret op. Min mor så stadig helt alvorlig ud, hvilket gjorde mig endnu mere forvirret. ”Vi har besluttet os for at tage 3 uger til thailand, for at finde os selv og hinanden igen.” Min mor kiggede afventende på mig, men jeg vidste virkelig ikke, hvilken følelse jeg skulle komme med. ”Thailand?” Jeg så helt forvirret på hende. ”Vi rejser den 1. januar!” ”Jeg ledte efter noget fornuftigt at sige, men det eneste der kom ud var: ”Hvorfor?” Min mor kiggede smilende på mig. ”Man smider ikke bare 21 års ægteskab ud af vinduet, fordi man ikke lige enes.”

Det var først da min mor forlod mit værelse, at jeg for alvor begyndte, at føle mig dum. Mine forældre havde tit nogle tider, hvor de skændtes meget og hvor jeg var overbevist om, at de ville gå fra hinanden. Men hver gang redede de den. Hvis de kunne finde en måde, at elske hinanden på, på tros af alting, burde jeg så ikke i det mindste kunne give Alexander en chance, for at forklare sig selv?
Spontant rejste jeg mig fra sengen, og tog min telefon. ”27 85 60 07” Mumlede jeg, mens jeg tastede. Det irritere mig altid, at skulle høre på den der ventesang. ”3 is a magic number…” Mumlede jeg, mens jeg ventede på, at han tog sin telefon. Sangen var næsten færdig med at spille, da den blev overtaget af en stemme: ”Hej, du har ringet til Alexanders mobiltelefon. Jeg er her desværre ikke lige nu, men hvis du ligger en besked, så ringer jeg tilbage. Hej!” Jeg nåede dårligt at tænke mig om, før bibtonen lød. ”Øh hej Alexander, det er mig.” Begyndte jeg. ”Du må undskylde, at jeg blev så sur. Og undskyld rodet. Kan du ikke ringe tilbage? Jeg tror virkelig, at vi skal snakke sammen. Så ting. Hej!” Jeg har aldrig været speciel god til telefonsvarer.
Da for 7. gang den aften kiggede på klokken, var den 22:17. Jeg havde endnu ikke hørt fra Alexander, hvilket gjorde mig mere og mere panisk. Jeg frygtede, at jeg havde skræmt ham væk, ved at reagere så voldsomt. Men det var stadig ham, der skulle forklare sig. Det var stadig ham, der åbenbart skulle til London. Det var stadig ham, der var en nar. Men lige meget, hvor mange gange jeg sagde til mig selv, at han var en kæmpenar, var det som om, at jeg ikke rigtigt troede på det. I hvert fald, var han min kæmpenar.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...