Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

308Likes
326Kommentarer
32997Visninger
AA

20. Alt for meget drama

Halvdrømmende kiggede jeg ud af vinduet, mens jeg håbede på, at den næste time magisk ville forsvinde, hvis bare jeg ønskede det nok. Jeg krydsede mine fingre under bordet, og lukkede øjnene, men intet skete. Når jeg åbnede øjnene igen, befandt jeg mig stadig i det åndsvage engelsklokale, som jeg slet ikke hørte til i. Forstår I, jeg havde Engelsk på A niveau, men eftersom at jeg nu var havnet hos Engelsk på B niveau, betød det, at jeg skulle have engelsk sammen med Danielle. Jeg skulede forsigtigt over til hjørnet af klassen, hvor hende og hendes to veninder sad og hviskede. De så bestemt ikke ud til, at lave noget som helst. Irriteret klaskede jeg mit hæfte sammen. Det, der normalt kunne få mig igennem en fredag morgen, var tanken om, at jeg skulle se Alexander i undervisningen. Ikke nødvendigvis snakke med ham, men bare se på ham. Men den mulighed, var altså blevet lukket, og jeg måtte nu nøjes med en høj, halvbuttet dame, med alt for store briller.
Alexander ville først have sine sidste timer, fredagen efter, og det hele føltes som om, at verden gik alt for langsomt. Jeg var træt af at gå forbi ham på gangen, uden så meget som at kunne give ham et kram. Det gjorde det endnu sværere at finde ud af, hvad vi egentlig gerne ville have sammen, når der ikke var nogen steder, hvor vi kunne være officielt sammen. Problemet lå nemlig ligeså meget i, at jeg ikke havde fortalt mine forældre om Alexander. For helt ærligt, så ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle præsentere ham som. Vi var ikke kærester, men vi var mere end venner, og det var noget, mine forældre ikke ville kunne forstå. Derfor var vi blevet enige om, at vente med at tage hjem til mig, til når vi faktisk vidste, hvad meningen var.
Det var jo min egen idé, men efterhånden begyndte al det hemmelighedskræmmeri, at blive trættende, når jeg mest af alt bare havde lyst til, at vise ham frem.

Da skoledagen endelig så ud til, at være slut, kunne jeg ikke vente med at komme væk. Jeg løb nærmest hen af gangen, for at komme udenfor. Jeg havde så travlt med at komme væk, at jeg næsten ikke så Trine, der stoppede op foran mig. ”Hvor skal du hen så hurtigt?” Grinte hun, mens hun gav mig et kram. Det var først dér det gik op for mig, at jeg ikke havde set hende hele dagen. ”Alexander er kommet for at hente mig.. Han holder ude ved vejen.” Svarede jeg smilende. Det føltes så rigtigt, at kunne sige, at Alexander ventede på mig. Faktisk føltes alle sætninger, som indeholdte hans navn, både rigtige og nærmest smukke. ”Jeg har nærmest ikke set dig hele ugen.” Sagde Trine. Hun kiggede på mig med et underligt blik, der sagde mig, at noget var galt. ”Hvad snakker du om?” Grinte jeg. ”Vi så da hinanden i går?” Trine rystede på hovedet. ”I en halv time. Hvor du snakkede om Alexander. Jeg har slet ikke set dig udover skolen, siden dig og Alexander fandt sammen.” I de næste øjeblikke, var jeg næsten helt mundlam, hvilket ikke er noget der sker for mig. Havde hun ret? Havde jeg glemt hende? Men derefter blev følelsen af forlegenhed overtaget, af følelsen af irritation. ”Jeg er jo bare glad for ham?” Svarede jeg. ”Du tænker kun på ham nu. Indrøm det.” Fortsatte Trine, i et lidt for koldt tonefald. Jeg kiggede nu fornærmet på hende. ”Du har ikke overvejet, at jeg gerne vil tilbringe mine aftener med ham, når nu jeg ikke kan se ham om dagen. Du er bare jaloux, fordi du ikke kan score Lasse.” Det var først da ordene havde forladt min mund, at det gik op for mig hvor ondskabsfuldt det egentlig var. Trine kiggede såret op på mig. Hun så pludselig helt træt og udmattet ud, som om nogle havde slukket for hendes energi. ”Undskyld!” Sagde jeg fortvivlet, med en rystende stemme. ”Du ved godt at..” Begyndte jeg, men Trine bed mig af. ”Du har ret. Jeg er bare SÅ jaloux på din halvgamle, pædofile vikar. Nyd dit liv.” Snerrede hun sarkastisk, inden hun drejede om på hælen, og forsvandt.

”Du hører ikke efter.” Hvinede jeg fortvivlet. ”Hun hader mig sikkert nu!” Alexander rystede smilende på hovedet, og kyssede mig derefter på panden. ”Hun ved da godt, at du ikke mente det.” Jeg trak opgivende på skuldrene. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle tale sådan til Trine. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle være en, der kunne give hende sådan et udtryk i ansigtet. Men det var ikke min kommentar, der gik mig mest på. Det, jeg ikke kunne lade være med at spekulere over var, om hun havde ret. Havde jeg virkelig glemt hende, nu hvor jeg havde fået Alexander? Det var godt nok kun et par uger siden, at Alexander og jeg var begyndt at date, men alligevel..
”Måske skulle jeg tage hjem til hende, og undskylde?” Fortsatte jeg. Det var nu Alexanders tur, til at trække på skulderne. ”Hvis du gerne vil, skal jeg nok køre dig.” Jeg kyssede ham taknemmeligt på kinden. ”Men…” Begyndte han igen. ”Har du overvejet, om det måske er hende, der virkelig er jaloux? Det kan da ikke være rigtigt, at du skal føle dig skyldig, bare fordi du er sammen med ham du godt kan lide.” Jeg vidste godt, at Alexander sagde det for at hjælpe mig, men det gjorde mig blot endnu mere forvirret. Burde Trine unde mig at være glad, selvom det måske betød, at vi ikke så hinanden så meget en periode?
”Livet er besværligt..” Mumlede jeg ned i Alexanders skulder, hvilket fik ham til at grine. ”Har du overvejet, at det er fordi du altid finder ting, der kan gøre dit liv besværligt?” Jeg grinede drillende til ham, og tjattede til hans skulder. ”Hey! Du er på min side nu!” Alexander kyssede mig igen, denne gang med hans hænder omkring min ryg, hvilket fik mig til at føle mig utrolig tryg. ”Og hvad kan man helt præcist forvente, af din side?” Spurgte han med et fjoget smil. ”Man kan forvente drama, forvirring og masser af dejlig mad.” Svarede jeg kækt. ”Så holder jeg mig til din side.” Sagde han, med et lille smil, der gjorde mig mere glad, end jeg nogensinde havde forestillet mig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...