Ulykkeligt liv.... {JDB}

Medina er en pige, som har forældre fra udlandet. Hun er muslim, og må ikke få en kæreste og feste natten lang. Hun bliver mobbet i skolen af en dreng der er pigernes gud.

En dag ændre hendes følelser, hendes humør. Hun gik fra den stille pige, til den glade pige:D

45Likes
65Kommentarer
7720Visninger
AA

6. Kys og Justin!

BIB...
BIB...
BIB...
"Hun kan ikke komme i skole. Hendes hjerne har glemt alt om udtalelse osv", sagde en stemme.
"Hvad betyder det? At hun ikke kan tale?", spurgte en anden.
"Det betyder hendes hjerne ikke kan sætte ord og tal sammen. Hun kan f.eks. ikke udtale ord, som er svære. Men efterhånden ska hun nok lærer det"......
Hvabehar?!
Jeg åbnede øjnene, og hørte folk rejse sig. Mor, far og en fremmed mand.
"Medina? Kan du huske noget?", spurgte manden.
Jeg ville sige ja, men min hjerne og mund ville ikke lystre.
"Bare nik hvis du kan", sagde han sødt. Jeg nikkede på hovedet, og huskede hvert eneste detalje fra ulykken. Bare én ting der irriterede mig. Hvem var drengen?

TRE UGER EFTER!
Jeg var småt begyndt at lære at tale igen. Ting såsom; Hej, farvel, vi ses, æble, banan, ja, nej, tv, bord og stol osv..... De ord kunne jeg godt udtale.
Jeg gik ned og tog mine sko på og min jakke. Jeg gik en tur, fordi mine søskende var i skole og mine forældre var på arbejde.
Jeg gik hen til parken, og satte mig ned på en bænk ved et stort træ. Jeg lænede mig op af træet, og tænkte hele ugen igennem.
"Medina?"... Jeg kiggede op, og så drengen... Ham fra ulykken.
"Hey", sagde han, og krammede mig. Jeg skubbede ham en smule væk, og kiggede dumt på ham.
"Kan du ikke genkende mig? Det er mig.. Justin!", sagde han forvirret.
Jeg kunne ikke få en sætning til at hænge sammen.
"Når jo.. Du kan knapt nok sige noget", mumlede han for sig selv.
"Hmfr", fnøs jeg irriteret.
"Kan du ikke huske mig?", spurgte han stille.
"Nej", mumlede jeg usikkert. Han tog sin mobil og gav den til mig.
"Skriv hvad du vil sige", sagde han. Jeg kunne heller ikke skrive!
"Ehh", mumlede jeg bare.
"Kan du ikke?", spurgte han.
"Nej", sagde jeg bare.
"Kan du huske ulykken?", spurgte han lidt efter.
"Lidt"...
"Kan du huske at du skubbede mig væk og bilen ramte dig? Du nåede ikke at flytte dig, inden den ramte dig", sagde han.
"Jeg..", mumlede jeg og kneb øjnene sammen. Det irriterede mig at jeg ikke kunne sætte en sætning sammen!
"Du hvad?", spurgte han sødt.
"Jeg... k... kan... ikk... hus.. huske så... m.. meget", stammede jeg og borede mine negle ind i håndfladen da jeg knyttede næven. Justin så det og foldede min hånd ud, så jeg ikke kom til at bløde.
"Du skal nok lære det søde", sagde han, og strøj en finger over sårende på min hånd.
"Hv... Hvor...", sagde jeg. Jeg ville spørge om hvor vi kendte hinanden fra
"Hvor?", hjalp han mig lidt.
"Kender... vi.", sagde jeg.
"Hvor vi kender hinanden fra?, spurgte han. Jeg nikkede ivrigt og smilte.
"Da jeg først så dig var du på vej i skole. Jeg sagde hej, og du spurgte om du kendte mig", sagde han og smilte sødt. Hans dejlige brune øjne var smukke. Han var smuk i det hele taget selv!
"Jeg drillede og sagde om man ikke kan sige hej til en smuk pige på vejen", fortsatte han med et smil på læben.
"Du blev lidt sur og sagde drop det", grinte han. Jeg grinte også og lænede mig frem uden at vide det. Han kiggede undrende på mig. Jeg kunne huske ham nu. Han sagde at han var forelsket i mig, og jeg gik forvirret hjem.
"Husker du det?", spurgte han. Jeg nikkede og lænede mig helt frem. Han smilte og tog sin hånd op til min kind. Jeg lukkede øjnene og mærkede hans dejlige læber mod mine. For første gang havde jeg været forelsket! For første gang havde jeg kysset en dreng! Jeg trak mig væk med et smil..
"Jeg.. Skal hjem.. nu", mumlede jeg. Han kyssede mig hurtigt på munden og rejste sig.
"Du er en fantastisk pige. Endda min pige", sagde han. Hans pige? Nuuuuurh!
"Din pige?", spurgte jeg smilende.
"Ja. Min pige. Vi kyssede så det må betyde vi er mere end bare venner", sagde han sødt.
"Fint.. med mig",sagde jeg,og kyssede hans læber. Han krammede mig farvel og jeg gik hjem.
Da jeg kom hjem kiggede jeg mig hurtigt i spejlet og gik helt ind.
"Medina?", råbte min søster. Mina hed hun. Det betød kærlighed på vores sprog.
"Ja!", råbte jeg tilbage.
"Hej smukke. Hvor har du været?", spurgt hun og kom hen til mig.
"Ude.. Er.. Der kun os... hjemme?", spurgte jeg.
"Ja. Jeg har noget til dig", sagde hun glad.
Jeg blev trukket op på hendes værelse, og hun åbnede sit skab. Hun tog en pakke frem og gav mig den. Jeg kiggede spændt på den.
"Åbn den", sagde hun.
"Hvad er det?", spurgte jeg.
"Åbn den nu bare", grinte hun. Jeg åbnede pakken og en lille æske kom frem. I den æske var der et armbånd i sølv. Den havde blomster tingester i alle farver. Jeg havde ønsket mig det i en evighed, og hun havde købt den.
"Tak! Hvor er det.. sødt af dig", sagde jeg glad og krammede hende. Jeg kyssede hendes kind og hun hjalp mig med at tage armbåndet på. PERFEKT!
"Tak igen", sagde jeg.
"Så lidt", sagde hun.
"Nå.. Jeg skal på arbejde, så vi ses", sagde hun og gik. Jeg gik ind på mit værelse og kiggede ud af vinduet. Kedeligt, så jeg så en film. Step up.. Den var god nok, men 2'ern var bedre.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...