Ulykkeligt liv.... {JDB}

Medina er en pige, som har forældre fra udlandet. Hun er muslim, og må ikke få en kæreste og feste natten lang. Hun bliver mobbet i skolen af en dreng der er pigernes gud.

En dag ændre hendes følelser, hendes humør. Hun gik fra den stille pige, til den glade pige:D

45Likes
65Kommentarer
7709Visninger
AA

2. Justin?

JEG SPRINGER SKOLEN OVER!!)
Jeg gik hjem fra skole. Jeg var en smule bange, fordi Dean sagde han ville 'tage sig af mig'.
"Hey Medina!"... Fuck! Jeg var på den lige nu!
Dean løb hen til mig, og tog fat i min arm.
"For satan! Hvad har jeg gjort dig? Du er efter mig uden grund", sagde jeg, og prøvede at vriste min arm fri, men uden lykke.
"Slap af tøs. Jeg vil bare snakke med dig", sagde han på en 'ond' måde. Alt ved ham var ondt!
"Hvad vil du snakke om? Og giv slip på min arm", mumlede jeg.
"Du holder dig fra os", snerrede han.
"Hvem er os?", spurgte jeg koldt.
"Hele klassen. Altså medmindre taberne vil omgåes med dig. Du er færdig hvis du ydmyger mig foran klassen igen", sagde han lavt. KLAMMO!!!
"Fuck af dit svin! Jeg har ikke bedt dig om at kæfte op, men du gjorde det uden grundt. Hvis du vil beholde dit fjæs, så fjern dig!", snerrede jeg, og trådte hårdt på hans fod. Han svingede armen tilbage, og ramte mit ansigt med et *Dung*...
Jeg stønnede af smerte, og blev skubbet ned på jorden. Fuck det var en god start på skolen!
Dean stak halen mellem benene, og løb sin vej.
Mit øje dunkede som bare Fanden! Mine fingre strejfede mit øje, og blod kom til syne. Han havde slået mig og fik mit øje til at blode. Eller ikke øjet, med huden under den. gad vide om han havde en ring på eller noget. Smerten kom, og det begyndte at svie.
"Hey er du okay?", spurgte nogen. Da jeg kiggede op, så jeg drengen fra i morges.. Ham den mærkelige..
"Ja!", mumlede jeg, og rejste mig. Jeg blev svimmel, og var ved at falde, men drengen greb fat i min arm.
"Du er tydligvis ikke okay. Hvorfor slog den idiot dig?", sagde han.
"Fordi jeg åbenbart irriterer ham ved at gå i samme klasse som ham", svarede jeg, og trak min arm til mig.
"Du bløder", mumlede han for sig selv, og hans fingre strejfede min kind. Da han trak hånden tilbage, så jeg mit blod på dem. Oh nej!
"Det er jeg godt klar over", sagde jeg stille.
"Jeg tror vi skal ha' renset det sår. Hvor bor du?", sagde han. Han skulle IKKE med hjem til mig, hvor mine forældre fyrede 1000 spørgsmål af, om hvor jeg har været.. Og jeg måtte ikke have en dreng med hjem, fordi det var en del af det klamme Islamistiske regel tam tam.
"Langt her fra", løj jeg. Vi stod kun et par gader væk fra mit hjem.
"Vil du med hen til skadesstuen eller hjem til mig? Altså jeg skal nok ordne det, hvis du ikke vil på skadestuen", sagde han venligt.
Jeg trak på skuldrene, og han sukkede.
"Vi tager hjem til mig, for det tager en evighed på venteværelset der", sagde han så. Jeg nikkede, og mit hoved gjorde virkelig ondt.
"Jeg bor i det der hus, så vi skal ikke langt", sagde han, og pegede på et hvidt hus på den anden side af vejen. Det var sgu mega stort!
"Okay", mumlede jeg bare, og fulgte med ham.
"hvad hedder du forresten?", spurgte han.
"Medina. Dig?", sagde jeg.
"Justin", svarede han. Jeg nikkede bare, og han åbnede døren til huset.
"Er dine forældre ikke hjemme?", spurgte jeg dumt.
"Min far bor i Canada, og min mor bor i denne her by, men et andet sted. Jeg bor så alene her", sagde han.
"Hvor er du heldig. Mine forældre stalker mig nærmest 24/7.. De vil vide alt, om hvor jeg har været og hvad jeg har lavet", sagde jeg, og grinte lidt.
Han lo lidt, og førte mig op på et værelse. Der hang plakater af Micheal Jackson, Stevie Wonder, Beoncé(staves?), Rihannah, osv.. Og et af ham selv?
"Hvorfor har du en plakat af dig selv?", spurgte jeg og pegede på den.
"Bare for sjov. Kom med mig", sagde han, og tog min frie hånd. Den anden hånd var ved mit øje.
Han fik blodet af min kind med et papir, og jeg fik skyllet mit øje.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til mine forældre", mumlede jeg, og kiggede på Justin der klippede et plaster til mig.
"Sig du gik ind i en... Lygtepæl?", forslog han grindende.
"Eller jeg kan sige, at en lygtepæl slog mig, fordi den blev sur, da jeg trådte på græsplænen", jokede jeg dumt. Han grinte med en sød latter der fik mig til at smelte.
Han tog plastik papiret af plasteret, og holdt plasteet foran mit øje.
"Du skal ikke dække mit øje, men kun såret", mumlede jeg. Han nikkede, og hans fingre rørte ved min kind. Jeg veg tilbage af smerte.
"Undskyld. Jeg skal nok være forsigtig", sagde han, og smilte lidt.
Jeg nikkede bare, og stillede mig tæt på ham, så han kunne sætte plasteret på.
"Sådan", sagde han tilfreds.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...