Laurence

Laurence er ikke som alle andre. Hun er mildest talt perfekt. Hun kan alt det de andre ikke kan. Hun vinder alt. Hun er smuk, og har ikke et tegn på urenheder.
Men hun har ingen tætte veninder.
Kun folk der kommer og går, hver gang hun klare sig godt.
Hvorfor er hun så meget anderledes?

2Likes
6Kommentarer
1126Visninger
AA

1. Laurence.

Min ånde lavede en hvid sky hver gang jeg pustede ud. Morgenduggen lå på græsset, og det eneste jeg kunne høre denne stille morgen, var mine fødder der hamrede mod jorden, og mit åndedræt. Jeg løb altid inden jeg skulle i skole. Jeg stod op klokken fire, for at kunne løbe mig en lang tur, så jeg kunne holde min form. Folk fattede ikke jeg kunne, men det var bare blevet en vane for mig.
Mit blonde hår var sat stramt op i en hestehale, og for hvert skridt jeg tog, klaskede det mod min ryg.
Jeg følte mig aldrig træt når jeg løb. Heller ikke lige da jeg begyndte. Som om det ikke ville være nødvendigt at træne som jeg gjorde, men jeg bare ville være i god form uanset hvad, men den risiko ville jeg ikke løbe.

Det varme vand løb igennem mit hår, ned af ryggen og videre ned af benene da jeg stod i brusebadet bagefter.
Det dampede, og vinduerne duggede til. Jeg tog mig god tid, og lukkede af for alle lyde. Lod det hele blive stille.
Da jeg stod og så på mig selv i spejlet bagefter som jeg også altid gør af vane føltes det mærkeligt. Jeg kunne egentlig godt se hvorfor folk kaldte mig "Doll Face".
Mit hoved lignede egentlig lidt en dukkes. Ikke fordi jeg stod og var selvisk, og kaldte mig selv for en smuk lille dukke. Jeg kunne bare se nogen af de samme træk. Med det lille runde hovede, store øjne og glat hud, med røde kinder og bleg. Og så mit lange skinnende hår. Jeg tror, ligemeget hvad jeg gjorde med det ville det altid skinne.

"Laura?" Fridas stemme lød indigennem huset. Vi fulgtes altid om morgenen. Hun var min eneste tætte veninde. Frida kaldte mig altid Laura. Men jeg hedder rigtigt Laurence. Jeg kommer fra USA, derfor navnet.
"Ja, i'm on my way!" Råbte jeg tilbage, og hoppede ud og løb ud til hende.
"Er det bare mig, eller lyder din stemme mere og mere som klokker for mig?" Sagde hun grinende.
Jeg smilede ironisk. Hun vidste at jeg hadede at hun snakkede om det. Om at jeg forandrede mig. Engang var jeg lille, buttet, totalt ude af form med bumset hud og dyb stemme. Det havde ændret sig totalt i løbet af dette år.
Jeg var vokset med rekordfart, og havde ændret mig helt vildt. Det hele var kommet med at jeg blev 14. Nu bliver jeg snart 15, og jeg håber det går over med min 'ændring' igen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...