JDB. Venner eller mere end dét? ♥

Alexis tør ikke tænke på ham, men hvis hun gøre vækker det dårlige minder. Hendes veninde Leah begik selvmord, og det er hendes skyld hun nu er berømt. Mon Justin kan vinde hendes hjerte(♥)?

33Likes
160Kommentarer
10461Visninger
AA

5. dagbog'ens hemmelighed

JUSTIN’S SYN!
Jeg åbnede døren og gik derind.
”Hey”, sagde jeg og lukkede døren bag mig.
”Hvad laver du her?”, spurgte hun sammenbidt.
”Jeg keder mig alene”, sagde jeg og lagde mig i den store seng.
”Okay? Hvorfor kommer du så herhen?”, spurgte hun. Negative Nelly!
”Fordi jeg gerne vil hænge ud med dig”, smilte jeg. Hun sukkede og gik hen til den lille kommode ved sengen. Hun lagde en sort bog i den og satte sig ved siden af mig.
”Hvorfor vil du lige hænge ud med mig der hader dig?”, spurgte hun koldt. Autch!
”Fordi… Kan du ikke lige hente mig et glas vand?”, spurgte jeg. Jeg ville få hende til at gå ud, så jeg kunne…
”Fint”, mumlede hun og gik ud af soveværelset. Jeg gik hen til kommoden og åbnede skuffen. Den tog den lille bog op. *Alexis’ dagbog. Privat!* stod der. Der var blomster og hjerter over det hele. Jeg åbnede bogen og et ord fangede min opmærksomhed. Selvmord? OMG! Jeg rev siden ud af hendes dagbog og lukkede bogen sammen inden hun kom ind. Jeg smed den i skuffen og lukkede den stille og krøllede papiret sammen og lagde den i min lomme. Jeg gik tilbage til der hvor jeg sad før. Hun havde et glas i hånden med vand.
”Her”, mumlede hun og rakte mig det.
”Ehh.. Jeg er ikke tørstig alligevel”, sagde jeg flovt. Hun stønnede irriteret og gik tilbage i køkkenet med vandet.
”Jeg smutter!”, råbte jeg til hende og gik tilbage til mit eget værelse. Gud det var tæt på!
Da jeg kom ind på mit eget værelse tog jeg det krøllede papir op af min lomme.
*Kære dagbog. Leah var sikkert sindssyg. Da jeg kom ind på hendes værelse fattede jeg ikke hvad der lige var sket. Jeg så blod over det hele. På hendes seng og på gulvet. Da jeg gik ud på hendes badeværelse, var det som om jeg drømte. Jeg fik kvalme af det jeg så. Hun lå livløst i badekarret der var fyldt med rødt vand. En kniv lå på gulvet der var smurt ind i hendes blod. Hvordan kunne hun gøre det mod sig selv? Mod mig og mine forældre! På hendes væg stod der noget; ’Jeg har fået nok af mit liv, men jeg vil stadig være en Bel…’ ’
Mere stod der ikke. Jeg fik selv kvalme af det jeg læste. Var det hendes søster? Eller veninde?
Jeg gik ind til Alex. Hun bladrede panisk i hendes dagbog. Det gav et sæt i hende, da jeg rømmede mig. Hendes øjne var røde. Havde hun grædt?
”Hvem er Leah?”, spurgte jeg ligeud.
”Rev du siden ud?”, skreg hun og lagde tryk på du.
”Hvem er hun?”, spurgte jeg igen og lukkede døren.
”Justin giv mig den!”, snerrede hun og prøvede på, at få fat i min hånd der klemte papiret.
”Var det din søster?”, spurgte jeg.
”Hun var ikke min søster”, hviskede hun og opgav på at få fat i papiret.
Hun brast sammen i gråd og sank sammen på gulvet.
”Alex. Undskyld”, sagde jeg og satte mig ned til hende. Hvad havde jeg gjort? Dumt og egoistisk af mig! Hun græd, men holdt lidt op.
”Hun var min bedsteveninde”, mumlede hun grådkvalt.
”Undskyld”, sagde jeg igen.
”Vil du vide hvorfor jeg hader dig?”, spurgte hun pludselig.
”Hvis du vil fortælle mig det”, sagde jeg lavt. Havde dét noget med Leah at gøre?
”Du aner ikke hvor stor en fan hun var af dig”, begyndte hun.
”Hvad har det at gøre med at du hader mig?”, spurgte jeg stille og forsigtigt.
”Vil du høre det hele?”, spurgte hun.
”Ja”, mumlede jeg uden at tænke mig om.
”Okay. Leah flyttede hjem til os, fordi hendes far bankede hende. Hendes mor døde under hendes fødsel, så hun kendte hende ikke. Min far er psykolog og hjalp hende med at komme over sin far. Og min mor anmeldte idioten der slog hende. Der gik en kælling i vores klasse der hele tiden mobbede hende med at hendes far var en klam alkoholiker osv. Da jeg kom hjem gik jeg ind på hendes værelse. Så så jeg det jeg havde skrevet ned. Hun skar i sig selv, fordi hun ikke kunne klare det. Det var kun mig der vidste det og hun lovede mig, hun ikke ville gøre det igen”, fortalte hun. For hvert ord begyndte hun, at græde endnu mere. Jeg lagde armene om hende og trøstede hende.
”Vi flyttede, fordi mine forældre synes det hus bragte for mange minder”, hulkede hun.
”Shhh”, hviskede jeg mod hendes hår. Hun hulkede mod min trøje ved min skulder. Jeg var ligeglad hvis den blev gennemblødt af tårer, og jeg var sikkert helt hvid i ansigtet af det hun fortalte mig.
Lidt efter faldt hun til ro og jeg troede hun sov.
”Alex”, hviskede jeg tøvende.
”Hmm”, mumlede hun, så hendes stemme knækkede.
”Er du okay?”, spurgte jeg stille.
”Nej”, sagde hun kort.
”Vil du have mig til, at gå?”, spurgte jeg og trak mig væk.
”Nej vent!”, sagde hun hurtigt, da jeg rejste mig op.
”Jeg kan ikke klare at være alene. Og undskyld jeg har været sur på dig, som om det hele var din skyld. Vil du ikke nok blive?”, sagde hun hurtigt og rejste sig op. Hun var kun lidt lavere end mig. Men højden gjorde ikke forskel på hendes skønhed.
”Jeg skal nok blive så længe du vil have mig her”, sagde jeg og tog hendes hånd. Jeg trak hende hen til hendes seng og fik hende til at sætte sig ned ved siden af mig. Selvom vi knap nok kendte hinanden, holdt jeg meget af hende. Da hun lagde sig i sengen trak hun mig med.
”Jeg føler mig som en idiot”, mumlede hun. Jeg grinte lidt af hendes humør.
”Hvorfor det?”, spurgte jeg hende.
”Fordi jeg har behandlet dig uretfærdigt”, sagde hun. Jeg tog hendes hænder og holdt dem mellem os. Jeg lå og kiggede i hendes dejlige grønne øjne.
”Jeg kan godt forstå hvorfor”, sagde jeg og klemte blidt hendes hænder.
”Er jeg så tilgivet?”, spurgte hun med et smil. Jeg elskede hendes smil.
”Du har ikke sagt undskyld endnu”, drillede jeg.
”Undskyld. Så er jeg vel tilgivet, ikke?”, sagde hun. Jeg smilte til hende og nikkede.
GOD jeg havde lyst til, at prøve at kysse hende. De rosa læber fristede mig, men jeg beherskede mig selv og lod vær med at kysse hende.
”Hvorfor måtte jeg ikke kalde dig Alexis?”, spurgte jeg undrende.
”Fordi jeg hader mit navn. Alex eller All er fint nok, men jeg tror ikke folk vender sig til det”, sagde hun.
”Hvem?”, spurgte jeg dumt.
”Fans”, mumlede hun.
”Jeg synes dit navn er specielt og smukt”, røg det ud af min mund.
Hendes kinder blev helt røde. Nuuurh! Hun rødmede totalt meget.
”Tak”, hviskede hun. Jeg kiggede på hendes bløde hænder og fik øje på nogle blå mærker. Det var som om negle havde boret sig gennem huden og det var blevet blåt og rødt. Eller lilla kan man kalde det.
”Hvad er der sket med dine hænder?”, spurgte jeg og skævede til de blå mærker.
”Jeg havde mareridt og vågnede op ved at nive i mig selv”, sagde hun flovt.
Jeg kørte mine fingre hen til det lilla sted. Man kunne tydeligt mærke, at der var en slags ’uddybninger’. Det må ha’ gjort ondt. Da jeg kiggede op på hende havde hun lukkede øjne. Hendes åndedrag var tungt og hæst. Hun sov allerede, så jeg lukkede mine øjne og faldt let i søvn.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...