Hold om mig - JDB

Carlina har altid haft et tæt forhold til hendes far. En dag fortæller han at han har fundet en kæreste.
Carlina bliver hurtig betaget af sin fars kærestes berømte søn.
Carlina's bedsteveninde Alice, er sikker på at han er Carlinas udkårne, men det er Carlina ikke så sikker på.
En dag sker en frygtelig ulykke, og Carlina kommer for alvor i problemer.

42Likes
333Kommentarer
10919Visninger
AA

9. Som to dråber vand.

Dagene efter ulykken, var uudholdelig. Jeg følte ikke rigtig jeg var den samme. Alice, min aller bedsteveninde havde jeg mistet, og jeg græd bare ved tanken om hendes navn. Jeg havde været indlagt på hospitalet i et par dage nu. I morgen blev jeg udskrevet, og jeg skulle til at begynde en ny hverdag, hvilket jeg ikke var klar til. Mine tanker blev afbrudt af Amanda. ”Det ser hel fint ud, du er hvert fald klar til at blive udskrevet i morgen” sagde Amanda venligt. Klar... Klar... Som om jeg nogensinde ville blive klar. Jeg havde intet overskud til noget, hvis jeg kendte mig selv ret, ville jeg lukke mig inde nu. Jeg kunne ikke få mine tanker væk fra Alice. Hvor var hun nu?
For halvanden år siden, da jeg blev konfirmeret, sagde jeg 'ja' til troen på gud. Jeg havde intet til overs for ham. Jeg troede ikke længere på nogen gud. Hvilken ond gud ville lade Alice, - verdens sødeste menneske, dø i en alder af 15 år. Den sidste gang jeg ville gå i kirke, ville blive til Alice's begravelse som fandt sted i morgen. Og så var det slut, aldrig mere kirke!
Jeg sov det meste af dagen væk, og hvis jeg endelig ikke sov, så græd jeg bare. Min far sad ved mig dag og nat, og det var rart at der var en der støttede mig så meget. Pattie var nu også meget venlig og hjælpsom, hun havde også været herude et par gange, og havde oven i købet siddet med tårer i øjnene. Jeg var meget taknemlig for at folk var så forstående, men jeg ville 1000 gange hellere at Alice skulle leve. Dumme spritbilist! Justin.. Justin Bieber.. Havde ikke været herude, forståeligt nok. Han havde travlt meget travlt. Pattie havde dog sagt at hun skulle hilse mange gange fra ham, og at han håbede på det bedste for mig, og at han selvfølgelig var ked af det med Alice. Det varmede at han syntes det, for jeg kunne godt lide Justin, altså som en bror, søskendekærlighed.
Det blev hurtigt dagen efter og begravelsen skulle finde sted i dag. Jeg var blevet udskrevet i dag, og jeg ankom hjem til et tomt hus. Ikke at det var tomt, bogstaveligt, men tomt, for mig hvert fald. Mit værelse vækkede minder. Den store billedramme jeg havde hængene på væggen, med alle mulige billeder af mig og Alice, var næsten det værste. Men jeg ville ikke fjerne den, den skulle blive hængene for evigt.
Min far havde taget fri fra arbejde, for min skyld. De første par uger skulle jeg ikke i skole, og der var ikke taget stilling til om jeg overhovedet ville have overskud til at gå i en normal high school. Selvfølgelig var der andre fra min nuværende klasse jeg snakkede med, men det var aldrig nogle jeg brugte tid med. Den eneste jeg brugte min tid på var Alice. Vi var som to dråber vand.
Gennem de sidste par dage sagde jeg ikke ret meget. Jeg kunne sagens snakke, men det havde jeg ikke den store lyst til. Mine sår i panden vækkede minder, hver gang jeg kiggede mig selv i spejlet, så jeg prøvede at undgå det. Jeg var sluppet godt fra det, og havde kun brækket min arm. Jeg kunne simpelthen ikke forstå hvorfor jeg ikke bare kunne have slået mig mere, og så Alice ville blive, blive ved mig. Jeg kunne simpelthen ikke forstå det, det var alt andet end fair.
”Er du klar skat?” spurgte min far med en stille og beroligende stemme. Han var netop kommet ind på mit værelse, og vi skulle til begravelse. Alice's begravelse. Jeg rystede svagt på hovedet, og kunne stille og roligt mærke tårerne komme igen. Han satte sig hen på sengen ved siden af mig, og lagde armene om mig. ”Søde Carlina, jeg ved du er ked af det, og det skal du også have lov til, det første stykke lange tid. Men jeg ved at Alice vil dig det bedste. Du må for guds skyld ikke lukke dig inde!” sagde min far bestemt, men samtidig meget blidt. ”Jeg gør satme ikke noget 'for guds skyld'” sagde jeg, og sukkede, imens jeg blinkede nogle tårer væk. Et lille smil vidste sig på min fars læber. ”Hvorfor?” spurgte han blidt. Jeg kiggede åndsvagt på ham, som om at det var indlysende. ”Jeg tror ikke på gud! Jeg tror simpelthen ikke på at der er en i himlen der kan finde på at lade Alice dø” sagde jeg og begyndte at græde. Han svarede mig ikke, men holdte mig i stedet tæt.
”Pattie og Justin er her” sagde han lidt tid efter. Jeg kiggede forundret op på ham. Et lille bitte, mini smil viste sig på mine læber. Jeg var glad for at de var her, jeg havde brug for noget andet selvskab end min fars. Selvfølgelig skulle jeg til begravelse først, men det ville være rart hvis de også var her når jeg kom hjem, når alt for alvor begyndte at gå fortabt for mig. Jeg gik stille nedenunder i stuen, hvor de sad. Da jeg så dem begyndte jeg at græde. Pattie tog mig ind til sig, og det var rart, meget rart. Hun holdte sin hånd på mit hoved, som en lille baby, og man kunne svagt høre min gråd, ind mod hendes skulder. Da Pattie efter noget tid slap mig, kom Justin over til mig, han kiggede sørgmodigt på mig, og gav mig et kram. Jeg begyndte at græde mere, mere end jeg gjorde før. I et øjeblik ønskede jeg at han aldrig ville give slip igen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...