Hold om mig - JDB

Carlina har altid haft et tæt forhold til hendes far. En dag fortæller han at han har fundet en kæreste.
Carlina bliver hurtig betaget af sin fars kærestes berømte søn.
Carlina's bedsteveninde Alice, er sikker på at han er Carlinas udkårne, men det er Carlina ikke så sikker på.
En dag sker en frygtelig ulykke, og Carlina kommer for alvor i problemer.

42Likes
333Kommentarer
11053Visninger
AA

38. Ny skole..

Jeg tog en dyb indånding, og pustede ud. Jeg lukkede øjnene hurtigt i og åbnede dem igen. Det var virkelighed. I dag skulle jeg begynde på en ny high school – Westlake high school for at være hel præcis. Det var anden gang inden for kort tid at jeg startede på en ny skole. Forskellen var bare at sidste gang havde jeg selv valgt det. Det havde jeg bestemt ikke denne gang.
Elever løb rundt i alle retninger. Jeg havde fået udleveret mine bøger, og mit skema og så havde jeg fået en tegning over skolen så jeg kunne finde rundt. I min første time skulle jeg have fysik, verdens mest åndsvage fag, hvis man spurgte mig. Jeg ville vædde med at jeg lignede en eller anden mus der var faret vild, men det var der ikke noget at gøre ved. Flere elever kiggede på mig som om jeg var åndsvag. Nogle kiggede imødekommende på mig, og andre kiggede på mig som om jeg var den grimmeste person de nogensinde havde set.
Jeg ankom til fysiklokalet hvor en masse jævnaldrene elever sad og snakkede. Nogle få så mig i døren da jeg kom ind, andre lagde slet ikke mærke til mig.
Jeg satte mig ned på en af de bagerste pladser, i håb om at ingen ville sidde og ned stirre mig. Men jo længere tid der gik jo flere kiggede på mig. De kiggede på mig som om at jeg var sindssyg, og det var næsten dem alle sammen. En pige med lyst hår bukkede sig ned mod mit bord. ”Hvis jeg var dig ville jeg flytte dig, Toby sidder der, og han er meget…” Hun blev afbrudt af en høj muskuløs dreng der stod hende ved den plads jeg sad på. ”Hvad er jeg?” Sagde han og lød meget alvorlig. ”Øhm…” Hun svarede ikke, men vendte sig bare om mod sin egen plads igen. ”Undskyld men det er min plads” sagde han med en dyb og uhyggelig stemme. Egentlig havde jeg mest lyst til at sige ham imod, men jeg turde ikke, så jeg fik fat i mine ting, og flyttede plads.
Så uheldig som jeg altid var, kom jeg til at sidde helt forrest, ikke det fedeste, men sådan var det desværre.
Efter timen var der en person der lagde en hånd på min skulder. Jeg genkendte ham, det var Toby.
”Du må være ny?” denne gang havde han et glimt i øjet og så ikke spor uhyggelig ud. Jeg smilte, så godt som jeg nu kunne. Han rakte sin hånd frem og jeg tog imod den. ”Toby.” ”Carlina” han smilede. ”Hej Carlina, hyggeligt og træffe dig. Jeg rømmede mig. ”I lige måde.” Han forlod mig, i den forstand at han gik væk. Jeg havde en lettet følelse i maven, hvorfor vidste jeg ikke.
Dagen gik hurtigt fremad, og det hele havde endt med at jeg spiste frokost med Toby. Han virkede sådan set meget flink. Jeg tror bare at det var hans ”image” som folk var bange for. Den første skoledag gik sådan set fint, og jeg var meget lettet da jeg kom hjem.
”Jeg har en overraskelse til dig” min fars ansigt skinnede igennem, og han så lysende glad ud. ”Okay, og hvad er det?” spurgte jeg og virkede straks mere interesseret. ”Se jeg ved jo hvor meget du savner at danse” begyndte han. Jeg hævede brynene. ”Så derfor har jeg fået lejet et danselokale til dig, så du kan begynde igen… Og så også en lille overraskelse mere, men den får du senere.” Jeg troede næsten ikke mine egne øre. Jeg kunne næsten ikke komme hurtigt nok ud af døren. Hvis der var noget jeg savnede, så var det godt nok at danse. ”Tusinde tak far, du drømmer ikke om hvor glad jeg er” nærmest råbte jeg og løb i armene på ham. ”Det var så lidt min skat. Hvad siger du til at komme i noget dansetøj, så kan jeg vise dig hvor det ligger, jeg formoder du gerne vil i gang så hurtigt som muligt?” ”Jaer!!” Jeg løb ovenpå for at skifte tøj, og snublede nærmest over mine egne ben, fordi jeg løb så hurtigt.
Jeg fandt nogle løse knickers, og en stram sort top, og tog det på. Jeg satte mit hår op i løs høj hestehale, og spurtede nedenunder.
”Det er der” min far pegede over mod en bygning, der lå nogle huse væk. ”Du er ene og alene, men der er åbent” sagde han med et smil på læben. ”Du er den bedste.” Jeg kunne næsten ikke komme hurtigt nok afsted, og jeg fik hurtigt hoppet i et par Nike sko. Jeg satte min krop i løb, og spurtede nu nærmest afsted over mod den bygning. Da jeg stod inde i det rum, hvor det var planlagt at jeg skulle danse, fik jeg af en eller anden underlig grund lyst til at græde.
Jeg tændte for musikken, og lod ellers min krop bevæge sig i takt. Hvor havde jeg dog bare savnet at danse.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...