Hold om mig - JDB

Carlina har altid haft et tæt forhold til hendes far. En dag fortæller han at han har fundet en kæreste.
Carlina bliver hurtig betaget af sin fars kærestes berømte søn.
Carlina's bedsteveninde Alice, er sikker på at han er Carlinas udkårne, men det er Carlina ikke så sikker på.
En dag sker en frygtelig ulykke, og Carlina kommer for alvor i problemer.

42Likes
333Kommentarer
10977Visninger
AA

36. Justin og Alice.

”Carlina kom tilbage.. Hvad er der sket?” Spurgte han forvirret. Egentlig kunne jeg godt forstå at han var forvirret, han vidste jo intet om Justin og jeg. Jeg ville egentlig helst være fortsat ud, men jeg havde ikke lyst til at gøre det store ud af det. Måske skulle jeg bare lyve og.. Dårlig idé..
”Far kan vi ikke nok køre hjem?” bad jeg og kiggede over på Justin. Han kiggede overrasket på mig, og jeg håbede så sandeligt at han havde ondt af mig, bare en lille smule. ”Vi er jo næsten lige kommet, vi skal da se koncerten i aften” sagde han og smilede. ”Jeg skal ederrøvme ikke se nogen koncert” mumlede jeg for mig selv, så ingen af de andre hørte det. ”Hvad er der sket ven?” spurgte han og kom over imod mig. Han lagde en arm om min skulder og afventede svar. Jeg kiggede panisk over på Justin, og overvejede groft om jeg bare skulle lægge kortene på bordet. Men han lavede et signal med øjnene, et signal der viste at han så ked af det ud, at han var ked af det. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget. Alice.. Alice.. Alice.. Hvor ville jeg bare ønske at jeg havde hende. Jeg begyndte at græde igen, men denne gang var det over Alice. Jeg havde ikke grædt over hende i meget lang tid, men jeg savnede hende ualmindeligt meget.
”Måske skulle Justin prøve og snakke med hende, de er trodsalt gode venner?” forslog Pattie. ”Mor.. Nej..” Kunne jeg høre Justin sige. ”Jo min skat, du kan godt gøre hende glad igen! Kom Carl!” sagde hun og viftede min far væk fra mig. Hun forlod rummet med min far. Jeg sad på en taburat ved et bord, og Justin stod fem meter væk fra mig. Tårerne løb ned af mine kinder, og jeg var sikker på at han synes jeg var ynkelig. Men jeg fik sådan en stor trang til at være sammen med min savnede bedsteveninde.
Pludselig var der en der lagde en hånd på min skylder. ”Carlina..” Jeg kunne genkende stemmen, det var Justins stemme. Han lagde armene om mig bagfra, og fik mig vendt om på taburaten. Han satte sig ned på sine knæ foran mig, og tvang mig til at kigge på ham, og ikke ned i mine hænder. Jeg ville vædde med at mine øjne var helt røde og at jeg lignede et eller andet monster.
”Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre ved dig!” sagde han sukkende. ”Du har givet mig nogle følelser som jeg aldrig har haft før.. Du kan gøre mig så skør.. Du gør at alt det der burde være så let, så svært!” Sagde han sukkende. Tårerne væltede stadig ud af mine øjenkroge. Delvist pga. Justin og delvist pga. Alice. ”Jeg ved ikke hvordan det her skal ende, når du er i nærheden kan jeg intet forudse. Jeg kan ikke koncentrere mig, hvis du forstår?” Jeg svarede ikke, men sad bare som forstenet på taburaten. Justins blik fór ned på mit håndled. ”Du har stadig armbåndet på?” sagde han og lyste op i et stort smil. Egentlig havde jeg ikke lyst til at smile igen. Han havde jo haft fortalt mig at han aldrig havde været interesseret i mig. Jeg fik kontrol over mine tårer, og tog mod til mig. ”Du sagde du aldrig havde været interesseret i mig!” Sagde jeg og kiggede igen ned på mine hænder. ”Det er fordi jeg ikke tænker mig om når jeg er sammen med dig! Du har ret, jeg er nok ret jaloux over ham Sebastian der” sagde han. Jeg sukkede. ”Han har en kæreste, han er atten, og desuden ville jeg vælge dig til hver en tid!”
Det var det.. Samtalen var ligesom forbi. Ingen af os sagde mere, for der var ingen der havde noget at sige.
”Carlina vent..” Koncerten skulle til at begynde og der var ikke mere end 5 minutter til at det gik løs. Han tog min hånd, åbnede den og lagde noget i den, hvorefter han lukkede den igen. Han kyssede hurtigt min kind og forlod det rum jeg befandt mig i. Jeg åbnede stille min hånd og kiggede hvad det var han havde lagt i den. Et hjerte. Et lille bitte sølvhjerte. Jeg lagde straks mærke til at det var et vedhæng, et vedhæng til mit ellers så smukke armbånd, som jeg havde om mit håndled. Jeg tog forsigtigt mit armbånd af, og jeg fik puttet det nye vedhæng ind imellem de andre han havde givet mig. Justin var verdens sødeste dreng, men af en eller anden grund havde jeg på fornemmelsen at vi i de næste 8 måneder ikke ville have noget at gøre med hinanden mere.
”AAAAAAARHHH……!!!!!!” Mine tanker blev straks overdøvet med tusindevis af skrigende piger der var begyndt at skrige, jeg var nu sikker på at Justin havde indtaget scenen – med stil.
Jeg gik ud til min far og Pattie. De stod i sidekanten og kunne se Justin. Jeg var sikker på at vi havde de bedste pladser og at folk ville dø for at stå her. ”Hvad så….” Råbte han ind i mikrofonen. ”Vi begynder med One Less Lonely Girl” råbte han og med det samme gik melodien igen. Jeg havde lagt mærke til at Justin nogle gange tog piger med op på scenen til netop den sang, men det havde han ikke gjort i dag.

….. I saw so many pretty faces before I saw you, you, now all I see is you, I’m coming for you, No no. Don’t need these other pretty faces, like I need you, and when you mine in the world, there’s gonna be one less lonely girl….

Jeg elskede simpelthen den sang og den sangtekst så meget. Den kunne røre mig til det inderligste punkt. Og at det var Justin der sang den, gjorde den ikke just værre.. Tværtimod..

”Er det noget du vil snakke om?” Min far spurgte nu for 7. gang om hvad der var sket, og om jeg ville snakke om det. Han hentydede selvfølgelig til mit tude anfald. ”Far jeg har det fint!” Forsikrede jeg ham om. ”Men du må endelig sige til, jeg vil jo ikke have at du går og er ked af det, vel ven?” Jeg rystede på hovedet. ”Det er fint far. Nogle gange savner jeg bare….. Nogle gange savner jeg bare Alice.. Så meget.” Han smilede lettet, som om at det var en helt lettelse at jeg i det mindste fortalte ham et eller andet. ”Jeg forstår dig min pige, og jeg savner skam også Alice. Hun var en meget livsglad pige” sagde han opmuntrende og lagde en hånd på min skulder. Han fjernede den dog hurtigt igen, da han ville have begge hænder på rattet. ”Tror du hu kan se os?” Mumlede jeg men en lille bitte stemme, og var på nippet til at bryde sammen. Vi var netop lige kørt ind af indkørslen til vores hus. Han slukkede motoren og kiggede blidt på mig. ”Det er jeg helt hunrede på at hun kan. Og jeg er sikker på at hun savner dig mindst lige så meget som du savner hende!” Jeg smilte. Det var rart at snakke om Alice igen. Hende havde jeg savnet. Rigtig meget endda!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...