Hold om mig - JDB

Carlina har altid haft et tæt forhold til hendes far. En dag fortæller han at han har fundet en kæreste.
Carlina bliver hurtig betaget af sin fars kærestes berømte søn.
Carlina's bedsteveninde Alice, er sikker på at han er Carlinas udkårne, men det er Carlina ikke så sikker på.
En dag sker en frygtelig ulykke, og Carlina kommer for alvor i problemer.

42Likes
333Kommentarer
11072Visninger
AA

13. Jasmine Villegas og julegaven.

Kap 13. - Jasmine Villegas og julegaven.
Jeg tog fejl. Meget fejl. Han fjernede hurtigt hans ansigt og flyttede sig fra mig. Han begyndte at grine. ”Haha, undskyld, jeg ville lige se hvordan du reagerede!” sagde han smilende. Jeg grinte med. Men jeg lød vist rimelig nervøs. ”Bare rolig, jeg kysser dig ikke, vi er jo venner” sagde han smilende. Jeg nikkede, men sukkede derefter. Ja Carlina vi var bare venner! Intet andet! ”Justin, du er min bedsteven” mumlede jeg og kiggede genert ned i jorden. ”Hvor er du sød. Du er også min bedsteveninde” sagde han og smilede. ”Jeg er virkelig taknemlig for alt det du har hjulpet mig med!” sagde jeg og fik næsten tårer i øjnene. Han smilede. ”Skal vi ikke gå ind igen?” spurgte han og var allerede på vej ind. Jeg fulgte med. Vi fik taget vores overtøj af, og jeg smed mig ind i sofaen. Justin kom traskende bagved og satte sig i stolen der var overfor. ”Jeg har faktisk noget jeg skal fortælle dig” sagde han glad og smilede hemmelighedsfuldt. ”Okay?” sagde jeg og smilede. ”Jeg ved ikke om du har set min video 'baby'?” sagde han og smilede. Jeg nikkede, den havde jeg set. ”Jasmine, du ved..?” sagde han og var ved at boble af lykke. Jeg nikkede, jeg vidste godt hvem hun var. Jasmine Villegas, hende der var umenneskelig smuk. ”Vi på en måde begyndt at, sådan gå ud sammen.” sagde han og smilede. Jeg prøvede på at smile, men det virkede ikke. Til sidst måtte jeg dog tvinge et smil frem. ”Fedt” sagde jeg og kiggede ned i jorden. Han kiggede undrende på mig. ”Du virker ellers ikke ret glad?” sagde han. Jeg trak på skulderene. ”Så har du vel ikke ret meget tid til mig mere?” sagde jeg rimelig ked af det. Han grinte en smule. ”Carlina jeg har altid tid til dig! Du er min bedsteveninde, og ikke nok med det så er du også min familie nu” sagde han og smilede. Jeg smilede igen.
Great, nu var han i hvert fald udelukket! Men havde han overhovedet været en mulighed? Jeg var ikke helt sikker. Det havde han vel egentlig ikke, ikke nu hvor vi var søskende.
”Jeg har faktisk en lille julegave til dig” sagde han smilende og gik ud i gangen efter en lille pose. ”Det virker måske ret overfladisk. Men jeg vil gerne bevise at du virkelig betyder noget, og at jeg tænker på dig. Det er rart at jeg kan være mig selv med dig” sagde han og smilede. Jeg kunne ikke lade være med at smile, og jeg fik vidst også lidt farve i kinderne. Han gav mig en lille æske og jeg åbnede den. Et lille sølvarmbånd, med et lille vedhæng lå i den. Armbåndet var utrolig smukt! ”Hver gang jeg tager afsted i længere tid, tager jeg et vedhæng med tilbage, så ved du at jeg har savnet dig” sagde han smilende og tog armbåndet op af æsken. Han gjorde tegn til at jeg skulle tage min hånd frem. Han tog det forsigtig rundt om mit håndled. Det sad uvirkelig smukt på mig. Tårerne begyndte så stille at titte frem, ”Søde du må ikke græde” sagde han og smilede. Jeg rejste mig op og gik over for at kramme han. Han holdte mig tæt, og det var skønt. Han vidste det ikke, men jeg græd lydløst, jeg kunne simpelthen ikke lade være. Det betød så meget for mig.
Jeg trak mig ud af krammet og tørrede mine øjne. ”Jeg har jo slet ikke købt en gave til dig” sagde jeg trist. ”Det skal du ikke tænke på, det skal du ikke Carlina” sagde han smilende.
Pludselig kom tårerne igen, og jeg kunne ikke styre dem. Denne gang var det bare ikke over Justin jeg græd. Denne gang var det over Alice, som jeg ikke havde tænkt så meget på, her på det sidste. Smerten var ulidelig, og jeg var grædefærdig.
”Carlina.. Er du.. okay?” spurgte Justin tøvende. Jeg tørrede mine tårer væk, men de kom stille og roligt igen. ”Jeg har det fint, det er bare øhm.. Alice” sagde jeg mumlende, og vendte mit hoved så han ikke så mig græde. ”Carlina du må virkelig ikke misforstå mig når jeg siger det her okay?” sagde han og smilede. Jeg rystede på hovedet, som svar på at jeg nok skulle lade være med at misforstå det. ”Du må ikke lade hende slå dig ud! Du må nød til at komme videre!” sagde han bestemt men meget smilende. Hvordan kunne han sige det? Det var ligesom ikke ham der havde mistet sin bedsteven. Hvor kunne han? Han skulle da ikke bestemme om jeg måtte være ked af det? Fjols!..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...